Carl Th. Dreyer Blog-a-thon: Ordet

Historien om Kaj Munk er velkendt: Digterpræsten, der led en martyrdød for friheden og blev skudt af tyskerne under den Anden Verdenskrig. Mindre kendt er nok, at Munk forfattede mange teaterstykker; alle med vægtig kunstnerisk kvalitet – men alligevel blev Munk aldrig anset for at være en ’rigtig’ dramatiker af parnasset, der ikke brød sig om Munks gammeldags kristentro. Ikke desto mindre bliver Munks stykker stadig jævnligt opført af danske teatre, så sent som i 2008 blev ”Ordet” sat op af Odense Teater.
Et af Munks stykker, ”Ordet”, fra 1932, blev i 1955 filmatiseret af den store danske instruktør Carl Th. Dreyer. Hvorvidt Dreyer, få år efter Munks død, identificerede sig med den henrettede præst, er svært at sige. Men sandt er det at også Dreyer i mange henseender var miskendt af sin samtid. Ligesom Munk strittede hans produktion for meget. Dreyer ønskede fuld kontrol over sine film og fik et renommé som ”vanskelig” – et rygte, der gjorde hans værkliste alt, alt for kort. Dreyers spillefilm beskæftigede sig i høj grad med religiøse aspekter. ”Jeanne d’Arcs Lidelse og Død” var et hjerteskærende og stærkt portræt af troens konsekvens i en tid, der af politiske årsager ikke ville den – men ingen kassesucces. ”Vredens Dag” fortsatte martyrtemaet med historien om en heksebrænding, der fik voldsomme konsekvenser for hustruen til den præst, der eksekverede dommen. En stærk film om at se splinten i sin broders øje men ikke bjælken i sin egen; om hysteri og religiøsitet. ”Vampyr” var gotisk gyser, der ikke ueffent spillede på overtroens rædselsvisioner om det hinsides. ”Gertrud”, som blev Dreyers sidste film, handlede om en kvinde, der brød med konventionerne, også de af troen foreskrevne, for at leve ensomt og alene.
Filmteknisk blev Dreyers brug af lys og de lange filmsekvenser banebrydende, og det er derfor ikke helt ved siden af når han fremhæves som en af de største instruktører nogensinde. Dreyers indflydelse langt op i vores tid skal ikke undervurderes; så meget desto større er fornøjelsen over, at hans film ikke har mistet deres friskhed og aktualitet, men fremstår som godt gemte perler.
Det ligger i kortene, at Dreyers portræt af kristendommen og de troende ikke var uden en vis malurt, og det er nok symptomatisk at film som ”Ordet” og ”Jeanne d’Arc” tegner både problematiske og favorable billeder af de troende. Den naive Jeanne står op imod gejstligheden, som af politiske årsager intet kan bruge hendes syner og gudfrygtighed til, og i ”Ordet” er det den sindssyge Johannes, som mere eller mindre uforvarende bliver et værktøj for at miraklet kan ske, alt imens missionsfolk og grundtvigianere kævler løs imod hinanden i baggrunden. I det følgende vil filmen anmeldes; og for den, som endnu ikke har set ”Ordet”, vil et par afgørende pointer afsløres. Så er De advaret!

”Ordet” foregår på Borgens gård i Vestjylland. Her residerer enkemanden Morten Borgen (Henrik Malberg) med sine tre sønner: Den ældste, Mikkel (Emil Hass Christensen) er gift med Inger (Birgitte Federspiel), som venter sig; sammen er de forældre til Lilleinger (Susanne Rud). Den yngste søn, Anders (Cay Kristiansen), er håbløst forelsket i Peter Skrædders (Ejnar Federspiel) datter Anne (Gerda Nielsen), som kommer i gården med forskellige ærinder. Skrædderen er missionsk, og det er Borgen ikke; og sådan mødes både Anders og Annes forelskelse med mishag og uden de faderlige velsignelser, der skal til for at deres kærlighed kan blive til et ægteskab.
Men der en søn mere, Johannes (Preben Lerdorff Rye). Johannes rejste til Århus for at læse teologi, men nu er han kommet hjem og er ikke længere ”rigtig i hovedet”. Han tror faktisk at han er Jesus Kristus, og som sådan vandrer han rundt og tilsiger folk bibelord. Det ikke bare ligner blasfemi, det er en ulykkelig blasfemi der har ramt gården, og Johannes mødes både med vrede, med misforstået medlidenhed og med hovedrysten.
Blot Mikkels og Ingers lille datter har tillid til Johannes’ ord. Hendes farbror er for hende ikke en galning, men et menneske, der taler godt og sandt om den gode Gud, hun tror på. Hun er ikke bange for den sindssyge og for hvad han skal gøre.
Tiden er kommet hvor Inger skal føde. Men noget går galt under fødslen. Barnet dør i sin moders liv, og også Inger dør. Inger, der var gårdens sol og lys; Inger, der som en af de eneste kunne se en mulig forsoning mellem præsten og skrædderen så at de to unge kunne få hinanden. Nu ligger hun død.
Og Johannes er forsvundet. Utilregnelig som han er er det ikke til at sige om han har gjort en ulykke på sig selv. Gården er i sorg og i oprør. Men så kommer Johannes tilbage.
Og nu tværer den syge salt i sorgens sår, for den lille pige minder ham om, at han jo har lovet at Gud vil vække Inger fra de døde og at han som Kristus jo må bære rundt på Guds kraft. En sådan bespottelse af sorgen, af Gud og af døden hører ingen steder hjemme. Men den lille pige tager sin farbror ved hånden og stiller sig ved kisten, fast overbevidst om at miraklet kan og vil ske.
”Ordet” er på mange måder en bemærkelsesværdig film. Dels antager den ikke at kun skøre eller syge mennesker har en tro, men den viser os et nuanceret billede af troens mennesker. Munk og Dreyer tegner både et troværdigt portræt af kivet mellem den grundtvigske bonde og den missionske skrædder, men kommentaren handler her ikke om at hænge nogle ud, men er en stilfærdig påpegelse af det mærkværdige i, at Guds børn skændes. Vi ser sorgens ansigt i de troende, og vreden mod den Gud, der lader det frygtelige ske. Og vi ser barnets tro; en nærmest øretæveindbydende tillidsfuld tro på det, vi jo godt véd er umuligt. Interessant er også samtalen mellem den nys ankomne sognepræst og lægen; disse to lærde mænd véd i virkeligheden slet ingenting.

Figuren Johannes er en af de mest mærkværdige og fascinerende figurer nogensinde. Han er syg, men han er mere end syg; og for ham er der helbredelse til sidst. Han forlader sin vrangforestilling og bliver et helt menneske; bag den maske, han havde taget på sig som Kristus, fandtes tilsyneladende en stakkels vantro sjæl, som først i mirakeløjeblikket forstår, at Gud virker igennem barnets tro. Det er først da Johannes erkender sin magtesløshed og resignerer, at troen i barnet får plads og sætter mirakuløst igennem. Her, i sin vantro og magtesløshed, røres også Johannes af Guds finger og helbredelse. I vantroen skænker Gud troen, og barnets tro bliver til et mirakel og et vidnesbyrd.


Dreyers ”Ordet” er en nænsom fortalt historie, der virker sig selv bevidst om hvilken bevægelse og rystelse, den sætter i gang; også her, mere end 50 år efter sin premiere. Filmen er en andagt over troens natur og Guds kraft og kærlighed, og indeholder en usentimental eftertanke om hvorvidt modernitetens afvisning af al metafysik nu også er rigtig. Men mest af alt er ”Ordet” stor kunst. Øjeblikket hvor Inger rører på sig i kisten holder man vejret af bar ærefrygt.


Med en film som denne, der både finder sin skønhed udefra i Henning Bendtsens smukke billeder, som indefra, i sin bevægende og uovertrufne skildring af sorg og død, liv og tro, fremstår ”Ordet” som intet andet end et uomgængeligt mesterværk, der samtidig kan fungere som opmuntring, prædiken eller til ganske almindelige opbyggelse af den, der som familien Borgen både hører til blandt troens og vantroens mennesker.

*****

Det er helt ubegribeligt at “Ordet” ikke er tilgængelig på en dansk DVD. Heldigvis har British Film Institute (bfi) udgivet den i en smuk udgave som kan købes via det dersens internet, og flere biblioteker har den vist stående – også i VHS versionen.

Læs de tidligere Dreyer-indlæg her og her.

Reklamer

9 tanker omkring “Carl Th. Dreyer Blog-a-thon: Ordet

  1. Åh, endnu en af de helt gode, som jeg endnu ikke har fået set *smæk til mig* – det må blive snart…

    (Fik jeg nogensinde nævnt, hvor glad jeg er for, at Tilværelsens faste-pause er slut… Sådan noget må du aldrig, aldrig gøre igen … Promise? Ama’r?)

  2. kan forøvrigt se, at du læser Göran Sahlbergs nye bog. Kan man få en anmeldelse af den? Jeg har tænkt mig at anskaffe den i en ruf..

  3. @ Steph:

    Jeg HAR læst den. Slugte den i en ruf. En lille perle af en barndomserindringsfiktion med et smukt/grumt portræt af apokalyptisk teologi i praksis.

  4. Jes – jeg havde ham i religionspsykologi sidste år, hvor han fortalte om den, men har ikke fået læst den endnu. Han går utroligt meget op i sådanne skemaer som det der er omslaget på bogen (er det også det i den danske oversættelse?) og det kan man jo ikke fortænke ham i.

    Fascinerende at nogen har tænkt: “Jeg laver da lige en planche med hele frelseshistorien/menneskehedens historien/apokalypsen i ét!”

  5. Nej hvor fedt! Jeg tænkte netop efter at have læst den, at han måtte da være en fed underviser..
    Og jo, skemaet over verdenshistorien er også med i den danske udgave. Det er ret så grundlæggende for bogen, og jeg forestiller mig at en del danske læsere står lidt af overfor det. Men er man kendt med “kristne” udtryk giver det god mening og er med til at skabe en virkelig god læseoplevelse. (Desværre bliver man så også lidt angst for at opdrage sine børn i den kristne tro, men altså, det må man bare komme over, og det er nok ok at gå lidt frygtsomt (sic) ind i dét).

  6. Det er en fantasisk film, som jeg kunne se om og om igen. Hvis nogen skulle falde over plakaten engang med Johannes stående i klitternes marhalm med udbredte arme køber jeg den gerne i dyre domme og sætter den i glas og ramme i Tirana.

  7. Pingback: Pigen der legede med ilden « tilværelsen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s