Levende børn

KD rapporterer igen om tragedier i forbindelse med den danske abortlovgivning. Det er virkelig sørgeligt, på så mange måder, og det vidner om, at man – på trods af et konsekvent klinisk sprog – ikke rigtig ved hvad man skal stille op med den virkelighed, man har skabt. Det positive, hvis man absolut skal fremdrage noget, er, at der åbent tales om at det er børn, man har med at gøre. Det har tidligere faktisk være fy at kalde det for børn!


Forleden så jeg den rumænske guldpalmevinder “4 Måneder, 3 Uger og 2 Dage”, som jeg gerne vil anbefale. Den handler om en gravid piges illegale abort i Ceaucescus Rumænien. Året er 1987. Pigen er – på nær en offervillig veninde – helt alene i verden. Også efter aborten. Hendes sjæleliv er smadret, men ingen tager hånd om det. For det første fordi det er fundet sted i al hemmelighed. For det andet fordi det jo bare er en abort.
Men det er aldrig ‘bare’ en abort. I en debat, som så ofte forsimples på hæslig vis, mangler der en politisk forståelse for, at uanset om man er tilhænger eller modstander af abort må målet være at få aborttallet så langt ned som muligt. Der skal en mentalitetsændring til. Abort er et voldsomt indgreb, og det hjælper ikke at pakke det ind i klinisk sprogdragt. Det er, som enhver der har stået i det instinktivt fornemmer, et spørgsmål om liv og død. Liv og død. Må vi hjælpe hinanden til at vælge livet.

Reklamer

7 tanker omkring “Levende børn

  1. Mine oplevelser med de unge jeg bor sammen med gøre at jeg ser sagen fra 2 vinkler.
    For det første har jeg set konsekvensene hos pigerne der har fået en abort. Nogen ser ud til at ikke være påvirket- udover at opleve en kæmpe lettelse at ikke være gravid længere. Andre opleve alvorlig depression, mareridt og psykiske problemer som følge af indgrebet.
    For det andet har jeg set piger der har så mange problemer at kæmpe med i forvejen (bl.a. dårlig eller ingen kontakt til deres familie, psykiske lidelser, få sunde relationer til andre), at en graviditet i en alder af 15-16 år er en katastrofe! I de tilfæld hvor pigerne valgt at beholde barnet, er barnet senere bleven fjernet fra pigerne pga. omsorgsvigt.

    Jeg er enig med Frovin at vi må hjælpe hinanden til at vælge livet. Men hvad er ‘livet’ for disse piger og deres børn?
    For mig er problemet desværre ikke sort/ hvid længere…
    Kiwi.

    p.s. I like the new layout!

  2. @ Linealis: For de piger jeg kender er valget ikke mellem en abort eller bortadoption. Hvis de gennemfører graviditeten vil de gerne beholder barnet. De føler den er deres og ingen andre burde have den (selv om man kan forklare dem alle grundene til at adoption bliver godt for barnet og dem selv). Hvis de gennemfører graviditeten beholder de barnet selv, indtil nogen opdager at barnet bliver mishandlede/ svigtede. Kommunen træde ind og i flere tilfæld ende med at fjerne barnet fra moren. (Dette barn bliver dog ikke givet op til adoption.) Når man ved hvor vigtig de første år er i et barns liv og hvordan svigt i de første år kan have alvorlige konsekvenser senere i livet, så tænker jeg hvordan ‘livet’ så bliver for disse børn.

  3. Jeg mener principielt at det er dybt problematisk at et samfund vælger at frasortere nogle af dets potentielle kommende borgere ved hjælp af abort.

    Samtidig synes jeg det er problematisk når vi skal sætte os til doms over andres mulige liv eller ikke-liv. Derfor mener jeg i princippet at der burde gribes helt anderledes ind overfor de piger, Kiwi taler om, for det billede, Kiwi giver af virkeligheden er desværre reelt nok. Netop derfor bliver abortdebatten nødt til at hæve sig over for eller imod, for i et samfund, der har indrettet sig efter abort som mulighed skal der noget helt andet til for at ændre på tingene.

    Derfor skriver jeg også, at målet for alle må være at få antallet af aborter først og fremmest, i den virkelighed vi nu engang har, så langt ned som muligt. Det kræver en mentalitetsændring i befolkningen, det kræver en seksualpolitisk indsats, det kræver en socialpolitisk indsats; det kræver en hel del at vælge livet, nogle gange…

  4. ja det kræver en hel del… Jeg er måske lidt pessimistisk hvad det angår en mentalitetsændring i befolkningen… kan bare ikke se hvordan… any ideas?

    I forbindelse med mit arbjede har jeg mødt fagfolk som har arbejdede med familier og især (‘svage’)mødre og småbørn i mange mange år. De ting de har set og oplevet er barsk. Når de så møder en gravid pige som overhovedet ikke har nogle forudsætninger for at klare livet selv, for slet ikke at tale om at give liv til en anden… så vil de råder hende til at få en abort… det er (for mig) forståeligt.

    Hvordan får fagfolk (social rådgiver, pædagoger, familieterapeuter osv) en mentalitetsændring efter alt de har set/oplevet siger dem at uønsket graviditeter som er gennemført af ‘udsatte’ piger/kvinder giver alvorlige problemer til både moren og barnet?

  5. @ Kiwi:

    Ja, jeg ved det heller ikke. Men jeg tror at noget af løsningen kunne ligge i at kalde tingene ved deres rette navn.

    Abort fastholder os grundlæggende i et syn på livet som noget, der kan gøres op i økonomi og tal, og det er så usundt for hele samfundet. Derfor må socialrådgivere osv. også ty til de anbefalinger. Men de anbefalinger dukker også op når der er mistanke om handicaps. Når man hører historier om at børn med ganespalte er blevet aborteret mener jeg vi er kommet for langt ud. Hele menneskesynet afspejles også i den måde, nogle ældre og syge bliver behandlet på i dag. Det er en måde at umenneskeliggøre mennesker på.

  6. Det er under alle omstændigheder dybt problematisk at kvinder bliver anbefalet at få abort. Især hvis sådan en anbefaling kan opleves som en venlig henstilling.

    Men jeg er ikke sikker på at jeg har forstået det rigtigt: Hvis der er nogen til at anbefale en abort, så er der vel også nogen til at følge familien før og efter fødslen? Og i så fald handler det vel om at man skal opdage omsorgssvigt, men at man skal bevise det?

    Jeg siger ikke at den situation er mere simpel at håndtere; man skal bare gøre sig klart hvilket sprog man bruger om det. For mig at se er det ikke ærligt at begrunde sådan en abort i hensyn til barnet. Barnet vil på en eller anden måde være mærket resten af livet, men selv om de fleste har haft dage, hvor de forbander de blev født (og nogle har flere dage end andre), betyder det ikke at vi slet ikke skulle være født.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s