Det er bare ord

En af postmodernitetens store svøber er, at det er vanskeligt at udtrykke en Sandhed med stort S med ord, når det eneste man har er diskursen selv. Ord skaber ikke længere hvad det nævner – en art sandhed, men forestillinger om sandhed. Og hver især sidder man så med sin forestilling om dette og hint. Forestillingen om sandhed er personlig, men også privat.

Dette kan være særlig besværligt når man tilhører en trosretning, der på så mange måder insisterer på at være intolerant absolut, og hvis guddom hævder at have noget at sige til menneskeheden at large. Som kristen må jeg se i øjnene, at Gud valgte at blive et menneske på jorden, om hvilket vi i dag kan læse at han var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Evangelisten Johannes skærer på den måde helt ind til benet: Gudsordet blev menneske og talte og gjorde sandhed. Jeg er Sandheden, sagde han.

Når man er blevet trænet til at have en kritisk diskursanalytisk refleks, der springer frem hver gang man hører nogle sige sådan noget kan det faktisk være vanskeligt at stille sig overfor sådan et Ord udsagn og lægge alle sine forbehold til side. Postmoderniteten har nok været en oplukker for en diskussion om alle udsagn, hvilket er positivt, men postmoderniten lærer os også gerne, at vi ikke må konstatere noget generelt eller alment gældende, men kun personligt.

Derfor kan jeg godt være bange for, at den kristne tro, også blandt os, der ellers ikke tænker os selv som specielt bange for at diskutere dét med Gud & Jesus, er blevet lidt en fornemmelse, som nogle af os har til fælles. Vi bryder os ikke om de dogmatiske sammenfletninger, men vil gerne leve i og ånde af vores personlige gudsrelation – noget, vi kan fortælle andre mennesker om, men som dybest set netop er personligt og når den frigøres fra et teologisk sprog let kommer til mest af alt at lyde som en rar følelse og ikke mere end det. Det er ikke Sandheden eller Ordet, vi formidler til andre, men den Jesus, der godt vil være vores ven.

Hvorfor er det nu problematisk? Jo, jeg tror der er en fare for at troen bliver alt for privat, og det har Jesus faktisk ikke lært os at den skal være – tværtimod. Desuden kan jeg være bange for at en tro, løsrevet fra teologi og dogmer, vil få svært ved at slå sunde rødder i et menneskehjerte. Vores fornemmelsesapparat er ligeså smadret af arvesynd som alt muligt andet, så det er bare vanskeligt i det lange løb at hænge sin hat & tro på de der følelser af rarhed. Det er en bitter sandhed for mange af os at Gud kan føles fjern, selvom han er nær.

Men hvor det i det ovenstående måske lyder som om alternativet er en tilbagevenden til en moderne eller præmoderne teologi tænker jeg at vejen måske også kan gå gennem en nuancering af hvad begrebet “tro” egentlig er. I bibelen optræder en del trosvidnesbyrd som er ret fantastiske; men mindst ligeså mange, der ikke er noget at skrive hjem om (selvom jeg er glad for at de gjorde det!). Min tese er, at vores egne krav til hvad tro skal være for os står i vejen for en forholden sig til dogmer og teologi. Vi forlanger meget af vores egen processing af det bibelske data; så meget, at vi ikke ser værdien i, at tid brugt på den gode bog er tid brugt i Guds nærvær. Måske er det også derfor ‘friere’ aktiviteter som pilgrimsvandringer og meditationer er blevet så populærer. (Jeg nyder i øvrigt de aktiviteter rigtig meget selv og har oplevet dem berigende. Men ligger der ikke også i disse aktiviteter en fare for at det bliver så privat, at det foregår løsrevet fra det fællesskab, NT lægger op til at vi står i?)

Er det sådan, vi redder teologien? Ved at lade den være mere open source, en samtale, som emerging-folket siger? Eller er det netop lig med at skodde teologien til fordel for det, nogle vil kalde sværmeri? Hvordan kan ordet bliver til Ordet igen?

Jeg ved ikke om jeg har ret. Jeg snakker bare. Det er bare ord.

Reklamer

19 tanker omkring “Det er bare ord

  1. 1) Ved at lade den være mere open source, en samtale, som emerging-folket siger?
    2)
    Eller er det netop lig med at skodde teologien til fordel for det, nogle vil kalde sværmeri?

    Helt klart en 2’er fra mig 😉

  2. Jeg tænker at man vel også må have noget tillid til Ånden og den kraft, der ligger i ordet – når ‘almindelige mennesker’ går til den. Så jeg tror nok jeg selv umiddelbart tænker, at det er supervigtigt at bibelen virker som noget, man godt kan læse og forholde sig til.

  3. Det var ikke et udtryk for elitisme fra min side. Tværtimod. Netop fordi Skriften er klar, er det lægfolks ret og pligt at læse den og bedømme enhver lære. Men det er helt modsat open-source-tænkning, hvorefter Skriften er uklar og enhver derfor bliver sin egen pave.

  4. Min mening er at teologi er en process som aldrig standser. Jeg synes at biblen ikke er Guds ord, men en menneskelig skrivning af ordene af en samtale mellum nogle mennesker og Gud. Samtale vedbliver stadigvæk. Den ender aldrig. Vi er ved at opdage hvad Gud siger til os, for eksempel at lære at være mere inklusiv og at rette fejlene fra fortiden. Men samtalen kan ikke være privat. Religion opstå i et samfund, og den kan ikke adskilles fra samfundet.

  5. Jeg er enig med Magnus i at skriften er klar nok, men uenig i at vores læsning af den kan være klar nok, ligesom jeg er uenig med Magnus i hans tanker om skriftens samling. Derfor tænker jeg, at hinsides Jesu genkomst må al teologi være forløbigt, for det er nu, vi ser i et spejl og i en gåde. Det betyder ikke at vi skal gå ualvorligt til opgaven med at læse bibelen (og således vil jeg faktisk være enig med Magnus et langt stykke hen ad vejen, hvad angår teologiske spørgsmål), men arbejdet med teologien må netop ikke, som Mystical Seeker skriver, stoppe. Derfor er jeg optaget af hvordan vi gør vores samtaler om kristen tro til teologiske samtaler, sådan så vores rodfæstelse i troen ikke blot baseres på fornemmelser, men OGSÅ på teologi.

  6. Når jeg skriver, at Skriften er klar, mener jeg selvfølgelig i lærespøgsmål og ikke i, at alle tekster er klare. Jeg mener ikke, at arbejdet med teologien stopper, fordi man ved, hvad den rette lære er, tværtimod. Jeg vil citere min gamle lærer, salige professor Kurt E. Marquart:
    “In chess one may learn the basic rules in five minutes, but this does not make one a grand master. Similarly, orthodoxy is a bare minimum, a starting point, a floor, not a ceiling.”
    (Fra Confessional Lutheran Dogmatics Vol. IX The Church and Her Fellowship,Ministry and Governance” p.70)

  7. @frovin: “Jeg er enig med Magnus i at skriften er klar nok, men uenig i at vores læsning af den kan være klar nok” – en rent teoretisk klarhed er ikke klarhed, men er snarere lig den romersk-katolske lære om skriftens dunkelhed.

  8. @ Magnus:

    Fint nok, men jeg er altså ikke katolik af den grund.

    Lige meget hvordan du vender og drejer dit skriftsyn mener jeg du kommer til at gøre dig selv til garant for skriftens klarhed, i og med at det er din læsning, der eksemplificerer klarheden. Når du selv siger at ikke alle tekster er klare gør du din læsning af disse uklare steder til garant for den klarhed, der er at finde.

    Som sagt før mener jeg ikke vi skal gå ualvorligt til skriften af denne grund, selvom det let kan blive en undskyldning. Jeg er ikke ligeglad med dogmer.

    Men jeg mener ikke at teologi kan være matematik udenfor Den Nye Jord, for vores synd sidder også i øjnene, der læser skriften. Ingen læsning af skriften er ‘ren’ eller syndfri, men der findes bestemt en læsning, jeg mener er tættest på bibelens intentioner end andre. Derfor er jeg sådan set også ret glad for Luther, uantastet at du som lutheraner nok ikke vil mene at jeg kvalificerer mig til det præfiks. Det må jeg så leve med. 🙂

    Det, du kalder dunkelhed har jeg et anderledes forhold til end dig, i og med vi er uenige om “i et spejl, i en gåde”-versene. Jeg mener dunkelheden er et vilkår efter syndefaldet. Netop derfor er jeg optaget af, at vi får troen “koblet” med teksten, for at overhovedet kunne tro midt i vort eget mørke.

  9. På LTC fik vi altid at vide, at det var godt at fortælle om, hvad Jesus betyder for mig i mit liv. Og det er da også sandt, at det er sværere at skyde en personlig oplevelse eller følelse ned, end det er med teologi og apologetik, men hvad nytter det? Det er ikke mine oplevelser med Gud, der betyder noget. Jeg har heller ikke mange af dem, der er værd at prale af. Det vigtige er at pege hen på Jesus. Jeg tror, vi er alt for bange for, at folk vil synes, at Jesus er irelevant for dem, men det er han altså ikke, og det kan han faktisk også godt overbevise dem om. Stoler vi måske for lidt på Guds Ånds virke og for meget på vores egne evangelisations-strategier? (Nøj, det var et langt ord, og nu skal jeg snart se Melodi Grand Prix!)

  10. @JLo:

    Det er præcis samme fornemmelse, jeg går og tumler med. Venskabsevangelisation eller hvad man nu kalder det er godt for noget – men jeg kan være bange for det lidt har tømt vores teologiske funderethed, hvis der da er noget der hedder funderethed..

  11. Jeg tror, venskabsevangelisation er en rigtig god ting, fordi en ven bedre kan følge op på spørgsmål osv. Men det kræver, at man tør lade være med at pakke Jesus ind i humanisme osv., som jeg snakkede med en veninde om idag, at KFS i København fx. kan have en tendens til. Vi må gå til benet.

  12. @Frovin
    Jeg sætter min læsning over en andens, hvis min læsning passer med Skriften. Dit argument forudsætter, at Skriften reelt ikke er i stand til at afgøre det. Det er med andre ord en cirkelslutning.

  13. @Magnus: Jeg kunne sige det samme, for dit argument forudsætter, at du har så meget tiltro til din egen læsning, at den ikke påvirkes af din syndighed.

  14. @Frovin
    Eller også forudsætter det, at jeg har så meget tillid til Skriftens klarhed, at jeg tror, at den kan oplyse mit syndige hjerte og min syndige hjerne.

    Biblen er faktisk også klar i netop det spørgsmål:
    Sl 119,105: Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. Sl 119,130: Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand. Joh 8,31a-32: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

    Hvis Guds ord er et lys, der oplyser os og rent faktisk lærer os sandheden (ikke bare har sandheden an sich), så er Guds ord et klart lys, som oplyser os.

    At argumentere imod Skriften klare selvvidnesbyrd med en generel henvisning til vor syndighed generelt, bygger for mig at se på en forkert forståelse af arvesynden – at den skulle være en uadskillelig del af menneskets substans, men jeg tror egentlig mere, at det er Kant og modernismen/postmodernismens skelnen mellem tingene for os og tingen i sig selv, der spøger. I hvert tilfælde har det ikke noget med en bibelsk og luthersk arvesyndslære at gøre, at benægte muligheden for objektiv erkendelse.

    Men det har også alvorlige konsekvenser for retfærdiggørelseslæren og derfor også sjælesorgen:

    Spørgsmålet er, hvad jeg som præst kan sige til én, hvis samvittighed er plaget af synd og skyld. Som luthersk præst kan jeg med henvisning til Joh 20,23 og Kristi forsonergerning sige: “På Guds og mit embeds vegne, efter den magt og myndighed Gud selv har givet til at forlade synderne på jorden forlader jeg dig alle dine synder i faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

    Konsekvensen hvis Skriften reelt var uklar, måtte være, at jeg skulle sige: “Eftersom Gud måske har indstiftet et embede og Jesus efter al sandsynlighed har båret dine synder, kan jeg fortælle dig, at der er en hvis chance for, at Gud også tilgiver dig din synd.” (sat på spidsen). Og hermed er mennesker overladt til sig selv og deres forpinte samvittigheder eller farisæiske inderlighedsreligion. Hvis Skriften ikke er klar, er der intet evangelium!

  15. @Magnus:

    Jeg afviser egentlig ikke objektiv erkendelse, for jeg mener jo faktisk at bibelen er klar, og Ånden tror jeg på er den, der skaber troen og på den måde muliggør den erkendelse.

    Bibelen er altså ikke altid uklar, og jeg er bestemt ikke tilhænger af en teologi, der dyrker en abstrusthed. Derfor er mange af de, der kalder sig evangeliske kristne enige om en lang række ting, og jeg er oprigtig glad for det, for det taler for mig stærkt om netop bibelens klarhed. (Det her betyder ikke at jeg mener teologi er sådan en flertalsting). Det er også bibelens klarhed, der giver mig frimodighed til at tro på mine synders nådige forladelse. På det punkt, som på de fleste lærepunkter, er jeg ikke uenig med dig. Og jo, jeg tror også på at Ånden og Ordet har kraft nok til at oplyse min sjæls nat, ellers tror jeg ikke jeg turde leve i den tro, jeg har fået.

    Og jo, bibelen kan bestemt oplyse os om sandheden, for Sandheden er jo Jesus. I bibelen møder vi ham, det er så forunderligt. Mødet med den levende Kristus er bibelens forundelige gave til os. Dét møde kan ved Ånden blive klart, så det oplyser os til tro og frelse.

    Samtidig er der steder i bibelen, hvor teksten altså ikke er superklar – det var du også selv tidligere inde på. Hér er det altså meget vanskeligt for mig at købe matematik-allegorien. Men i lyset af den af nåde skabte mulighed for at tro på og være i relation til Kristus Jesus selv må jeg ufuldstændig bede om tilgivelse for også denne min forvirring, der ikke skyldes bibelen, men mine syndighed. .

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s