Blindtarm

At se en film af David Lynch er lidt ligesom at se en film af David Lynch. 47. Det er som at en film på finsk uden undertekster, bortset fra at du forstår noget af det finske, bare ikke det, du føler betyder noget for din overordnede forståelse. Rød lampe. Eller – for nu at blive i det finske: Det er som at se mumitroldene, velvidende at murren dukker op på ét eller andet tidspunkt, uden du helt ved hvad det er den symboliserer, og hvorfor den findes. 10. Hans film er flere gange blevet sammenlignet med at lægge puslespil, men i virkeligheden er det lidt ligesom de der tegneopgaver, hvor man skal forbinde forskellige tal; men her er tallene både ens, forskellige, manglende, mangelfulde, skruetrækker. Skruetrækker. Lynch trækker tilskueren ind i filmen, eller også trænger han ind i tilskuerens hjerne og sidder der ubønhørligt og river en rundt i et logisk/ulogisk forsøg på at forstå bare en anelse. Lodz. For Lynch er ikke meget for de helt almindelige lineære narrativer, selvom han har bevist at han også mestrer dem; Lynch vil helt og aldeles vende op og ned på øst og vest og hovedet. Sue? På den måde blive han, som fremstår både afbalanceret, rar og rolig i interviews, eksponent for en type film, der excellerer i uvidenhedens ubehag, men som også er demokratiske idet det er op til hver eneste tilskuer selv at tolke på det sete. Do the locomotion. Knips!

”INLAND EMPIRE” er nok Lynchs allermest knudrede og allermindst tilnærmelsesværdige værk. Det er ganske enkelt meget svært at begribe, hvis det da kan forstås, endsige komme igennem. Med en spilletid på lige knapt 3 timer og en historie, der aldrig – ALDRIG – falder på plads, kræver det sin mand, dame eller skud melatonin at se filmen til ende. Det er en meget besværlig film. Betaler tålmodigheden sig så?

Ja, det synes jeg egentlig. Eller – det tror jeg. Jeg mener, egentlig ikke – nej.

Man bliver på ingen måde færdig med Lynch sådan lige med det samme. Det tager lang, lang tid. Men Lynch er en mester, og han laver film som Ny Alliance laver politik: Hulter-til-bulter appeller til følelserne. Mest af alt er ”INLAND EMPIRE” en følelse, eller rettere sagt, en hel række af forvirrede følelser der ikke entydende peger i én retning. At en instruktør kan få tilskueren til at engagere sig i noget, der måske ikke kan forstås kræver sit, og Lynch skaber uforglemmelige billeder – på godt og ondt. Det er dybt skræmmende, ganske uhyggeligt og samtidig lidt som at se på støj. Jeg savnede dog lidt af den æstetiske skarphed og nærværet fra mesterværket ”Mulholland Drive” denne gang.

”INLAND EMPIRE” er som en blindtarm. Det er godt at have den selvom man ikke helt forstår hvorfor. Men man kan sikkert sagtens klare sig uden hvis det går galt. Med Lynchs film er der dog altid noget helt galt. Nogle vil mene at ”INLAND EMPIRE” lukker sig om sit eget, indforståede selv. Andre vil finde at den er et forfriskende og egenartet bud på original filmkunst, der ikke forfalder til klicheer, men tør bryde ny jord. Det smukke er, at alle har ret. Axxon. Pomona.

****

”INLAND EMPIRE” kan ses i en håndfuld biografer over hele landet. Har man ikke stiftet bekendtskab med Lynchs verden før er det dog langtfra noget godt sted at starte. Og det er – såfremt det ikke fremgår af anmeldelsen – slet ikke en film for enhver.

Reklamer

10 tanker omkring “Blindtarm

  1. Er der tale om den byen Lodz? For ellers fatter jeg ingenting af anmeldelsen.
    Den skal ses, om ikke andet så af respekt for Mulholland Dr. Jeg hører Lost Highway er bedre end Mulholland… har nogen set den?

  2. Pingback: Overhørt (overset?) 4 « Melatonin

  3. Pingback: Årets Tærter! « tilværelsen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s