Luthersk spiritualitet?

What the doctrinal language of justification refers to is the faith relationship with Christ. In this relationship, as Luther says, faith trusts God’s promises, honours and obeys God, and unites the believer with Christ. … In this faith relationship there is both freedom from guilt of sin through God’s forgiveness and freedom from the domination of sin through God’s transforming grace that resists sin. The power does not lie in a subjective act of believing, but in Christ present in and with the believer. This Christ-centred faith relationship is the heart of Lutheran spirituality.”

Bradley Hanson

Reklamer

8 tanker omkring “Luthersk spiritualitet?

  1. Jeg kender ham heller ikke, men reagerer umiddelbart mod, at ‘the doctrinal language of justification’ skulle referere til trosforholdet til Kristus i almindelighed, inklusiv både troen som modtageinstrument for retfærdiggørelsen og troen som drivkraften i det nye menneske, som ikke beherskes af synden, dvs. helliggørelsen.

    Helliggørelsen er ikke en del af retfærdiggørelsen, men en følge af den.

    Læren om retfærdiggørelsen refererer derfor kun til den del af troen, der har med retfærdiggørelsen at gøre, ligesom retfærdiggørelsen også referer til meget mere end troen, nemlig Guds nådige sindelag og frikendelsesdom, Kristi stedfortrædende fyldestgørelse for synden og uddelingen af syndernes forladelse i nådemidlerne.

    Trosforholdet til Kristus er kun den modtagende del af dette og kun troen som passivt gribemiddel for Guds frikendelsesdom.

    Helliggørelsen er en del af troen, men ikke en del af retfærdiggørelsen.

    Jeg reagerer desuden generelt imod den metode, at man forsøger at gøre, noget som er meget præcist og klart, nemlig læren om retfærdiggørelsen, til noget mere uklart ‘spirituelt’ noget, så læren om retfærdiggørelsen kun bliver et symbol på dette andet (her: ‘the faith relationship to Christ). Der er ikke blot tale om ‘dogmatisk sprog’, men om klar lære, som refererer direkte til virkeligheden.

    Denne udviskning af distinktioner og forvirring af begreber, som desværre er almindelig i megen (postmoderne og moderne) teologi i dag, fører uundgåeligt til en sammenblanding af retfærdiggørelse og helliggørelse og truer dermed den artikel, hvormed kirken står og falder, artiklen om retfærdiggørelsen.

    Klare begreber og distinktioner er altafgørende i sand luthersk teologi.

  2. Indrømmet: Jeg har ikke læst mere af hr. Hanson end dette – synes jeg – fine quote, som jeg faldt over, så jeg er personligt villig til at give ham the ‘benefit of the doubt’.

    Jeg véd ikke hvorfra du får, Magnus, at det spirituelle er ‘uklart’? Her sættes der jo lighedstegn mellem spiritualitet og så cirka alt det, du lige har gjort rede for.

  3. Det er ikke det, at det er spirituelt i sig selv, der gør det uklart. Men som jeg netop har gjort rede for, at der ved hjælp af et uklart sprog sættes lighedstegn mellem trosforholdet (inklusiv både det retfærdiggørende og helliggørende aspekt) og læren om retfærdiggørelsen.

    Retfærdiggørelsen er ikke identisk med trosforholdet men inkluderer en side af trosforholdet (den passive) samt en række andre væsentlige aspekter.

  4. Det er sandt at retfærdiggørelsen ikke er lig med trosforholdet. Men eftersom at læren handler om at vi retfærdiggøres af tro er det vel ok at tænke de ting sammen? Jeg mener jo netop at det ville være ufrugtbart hvis trosforholdet skulle løsrives fra den frisættende retfærdiggørelsessandhed.

  5. Hej igen Fro

    Du benytter dig for mig at se af lidt samme metode som Hanson, nemlig at gøre det klare uklart og det specifikke generelt med udtryk som ‘sammentænke’ og ‘løsrive’.

    Jeg har ikke skrevet om at løsrive trosforholdet fra retfærdiggørelsen.

    Det jeg har skrevet om er HVORDAN tingene skal ‘sammentænkes’ ved hjælp af klare begrebsdistinktioner, hvilket Hanson ikke gør.

    For nu at gentage mig selv: Retfærdiggørelsen indeholder andet og mere end trosforholdet, en objektiv og en subjektiv side – den subjektive side har med den passive side af trosforholdet at gøre.

    Trosforholdet indeholder en passiv side og en aktiv side. Den passive side er troen som gribemiddel for frelsen -tilliden til evangeliet, som skabes af ordet.

    Den aktive side er troen som ny skabning, skabt ved evangeliet. Den er virkningen af den passive side ved troen og er drivkraften i helliggørelsen. Den aktive side af troen er en virkning af retfærdiggørelsen, men ikke en del af retfærdiggørelsen, sådan som den passive side af troen er.

    Denne klare distinktion mellem årsag og virkning er afgørende for den kristne tro.

  6. Ok så. Måske begriber jeg din kritik, måske ikke helt. Altså, jeg er med på at tingene adskilles men kan nok ikke helt se hvor det er Hanson gør i nælderne. (Quotet er heller ikke fuldendt, hvilket er ledt af bloggeren.. men sådan fandt han det.)

    Sådan som jeg læser Hanson lægger han op til, at retfærdiggørelsen af tro er grundlaget for en videre fordybelse i netop den tro – det, vi også kan kalde for spiritualitet eller mystik. Det væsentlige for mig i talen om dét er, at grundlaget er en bibelfunderet og klar forståelse af tingenes rette sammenhæng – man kunne kalde det teologi. Spiritualitet skal nemlig ikke være en løsreven, normativ følelse i himmelrummet, men en måde at sætte sine erfaringer med Gud ind i den rette sammenhæng.

    Derfor er retfærdiggørelsen ved troen altafgørende, for her sikres vi barnekår hos Gud – og derfra må vi lade ham helliggøre os. I det bliver troen til. But first things first. Når du derfor taler om “trosforholdet i almindelighed” og senere om at der er flere dele af troen tænker jeg derfor at jeg både er enig og uenig. Troen på Kristus som frelser og Guds søn er vel den samme som ‘bruges’ til både retfærdiggørelsen såvel som helliggørelsen? Jeg siger ikke at der ikke er forskel på de to ting, men stiller nok spørgsmålstegn ved om der er forskel på den tro, Gud skænker og bruger. “Trosforholdet i almindelighed” er vel både Guds måde at frelse og helliggøre?

  7. Jeg skrev ikke, at der var to “tro’er” – men to sider af troen. Det er den samme tro, som både retfærdiggør og helliggør.

    Jeg er helt enig i din sidste sætning – netop derfor kan der ikke sættes lighedstegn ml. retfærdiggørelse og trosforholdet.

    Trosforholdet inkluderer mere end retfærdiggørelsen og retfærdiggørelsen inkluderer mere end trosforholdet.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s