Moving on..

Nåh ja, der er kun fire år til næste gang. Eksilet trækker…

Vi siger naturligvis tak til Naser Khader for at fåkke noget så grundlæggende op i det at det ikke blev til en ny regering i denne omgang.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo, det var jo ikke helt sikkert at De Radikale ville have styrtblødt så meget, hvis Naser ikke havde fået fornemmelser og var løbet af pladsen. Med Ny Alliances opdukken var De Radikale tvunget til at pege ret så endegyldigt på Helle Thorning-Schmidt for at skille sig ud. Og netop fordi Ny Alliance tonede så rent flag som borgerligt parti og ikke var til at hugge eller stikke i blev den forhandlingsvillige midte reelt udraderet, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Dermed understreges den vaskeægte fiasko, Ny Alliance viste sig at være.

Og det kunne jo være gået helt anderledes. Khader havde jo ret i, at der skete noget afgørende i dansk politik fra den 7. maj, da Ny Alliance blev stiftet. Der var bevægelse i blå blok, særligt med udsigten til 12-14 mandater til Ny Alliance. Der kunne være ændret noget, men det skete ikke.

Den første uge af valgkampen blev Ny Alliance ellers båret på hænder. Hér var de visionære, de spændende, valgkampens egentlige nyhed. Men hvad skete? De tabte alting på gulvet. Selvfølgelig var det ikke Henrik Qvortrups skyld at Ny Alliance floppede så fælt, det var Naser Khaders, der har vist sig at have mindre skærmtække og politisk fornemmelse end Jens Rohde. Khader kunne ikke svare på hvad Ny Alliances skattepolitik gik ud på, han kunne ikke give klare svar på noget som helst faktisk, og kombineret med festlighederne fra Lars Kolind og de generelle uld-i-mund/beauty pageant-floskler, der stod i kø for at komme ud af Malou Aamund og Jørgen Poulsen (”vi vil fred i verden”), ja, så blev det pludselig til en forventet fiasko for det lille parti der ville alt, alt for meget. Godt nok øgede Khader sit personlige stemmetal i København fra 7000 til hele 7400, men sammenlignet med at Enhedslistens fuldstændigt ukendte Johanne Schmidt-Nielsen fik 9000 stemmer i samme kreds er det slet ikke imponerende – overhovedet (Helle Thorning-Schmidt fik samme sted knapt 50.000). Naser Khader var kun folkekær i de få måneder hvor Muhamedkrisen kogte, og det var en stor fejl af Ny Alliances tre stiftere at de ikke satte en både dygtigere, mere driftsikker og folkelig politiker som Gitte Seeberg i spidsen for partiet. Valgkampen viste, at Naser Khader desværre mangler format.

Men det er ikke engang det værste ved Ny Alliance.

Når selv SF, R og S har fundet ud af at man blot nærer Pia Kjærsgaard ved at tale grimt om hende og hendes parti, så er det rimeligt kluntet at Khader ikke havde andet at tilbyde end lidt mere kritik af fæle, dumme DF. Dansk Folkepartis store held er, at de af mange stadig anses for ikke at være stuerene. De bærer deres martyrium under højlydt, stemmeslugende opmærksomhed, alt imens de rent faktisk opnår at få en masse politiske resultater igennem. Samtidig er Pia Kjærsgaard folkestyrets ubetinget dygtigste kommunikator, og at DF samtidig sælger sig som et solidarisk fællesskab med plads til hygge, personligheder og dansk værdi-kage er med til at gøre politikken – og hjerterne – varme. Dansk Folkeparti er en genial opfindelse, og jo mere man dæmoniserer dem, jo større bliver de. Khader var ubetænksom nok til at hoppe på Kjærsgaards invitationer til dueller, og Kjærsgaard var dygtig nok til at udstille Ny Alliances slet skjulte inkompetence. Man må nok sige at det ikke engang er jantelovisk at hævde, at Khader troede lidt for meget på sig selv.

Vil man dansk politik i disse år må man anerkende, at Dansk Folkeparti som landets tredjestørste parti ikke alene er stuerent, men toneangivende for den danske politik i både ind- og udland. Man må acceptere at vælgerne i stigende grad ser et behov for Dansk Folkepartis indflydelse. Sådan er virkeligheden. Det nytter ikke at tale om dem som om de står uden for indflydelse eller ikke har fortjent at bestemme noget som helst. Danskerne har valgt at de skal have stor indflydelse, punktum.

Men hvad så med Socialdemokraterne? Hvordan kan det være at Gucci-Helle blev hele valgets darling og fik ros for sin stil, og så alligevel hentede sit parti det dårligste resultat i 100 år?

Problemet er måske netop, at hun er for dygtig. Hvis Helle Thorning-Schmidt for fremtiden ønsker indflydelse skal hun enten udvikle sit parti til at være endnu mere folkeligt end Dansk Folkeparti eller indgå i samarbejder med Pia Kjærsgaard. Jo. Du læste rigtigt. Enten må hun overbevise vælgerne om, at Kjærsgaard og DF siden 2001 har været eliten i Danmark (gisp!) og at hun selv repræsenterer manden på gulvet, eller også må hun søge et samarbejde – noget, Kjærsgaard i valgkampens slutfase overraskende inviterede til. En S-DF regering vil være noget nær usårlig – efter dette valg rummer de alene 70 mandater – men problemet er hvor man kan finde de sidste tyve til at pege på en sådan opsigtsvækkende koalition? SF? V? Ny Alliance – for det må da være et brud på blokpolitikken?!

Faren for Thorning er nemlig, at hendes parti kommer til at ligne en SF-udgave af De Radikale – altså, et smalt eliteparti med vekslende folkelig opbakning. Det er mere end nødvendigt at hun får en Mette Frederiksen og en Svend Auken til at bide sig fast i haserne på DF og udstille deres (mange) lokalpolitiske brølere, samt at fastholde DF på deres spildte muligheder i samarbejdet med særligt V. Enten skal DF fri af V, eller også  skal Thorning vise vælgerne at hun er mere attraktiv end Kjærsgaard – på den politiske måde, altså. Det er hos DF og V, hun skal hente stemmer næste gang. At åbne asyldebatten og ikke blot inddrage afviste, men alle asylansøgere i forslaget om arbejde, var en fatal brøler. Det bør være klart for alle nu, at Dansk Folkeparti og Venstre altid vil vinde valg om udlændinge. Derfor må Socialdemokraterne gøre socialpolitikken til en endnu større mærkesag. Karen Jespersen er nemlig langt fra så sikkert et kort som Anders Fogh tror hun er. Og med hende sidder andre metaltrætte V-ministre, hvis svigtende kompetence skal udnyttes maksimalt af Thorning i de kommende år for at vinde næste valg.

At Ny Alliance også formåede at udradere det sympatiske og lillebitte kristendemokratiske parti er ærgerligt. I det mindste har de tidligere vist sig regeringsduelige til både den ene og den anden side i folketingssalen. Men Bodil Kornbeks sympatiske fornyelsesprojekt rykker tilsyneladende ikke uden en enkeltsag, hvilket sure vestjyder nu også peger på. KDs enkeltsag denne gang var midten tilbage i dansk politik, og eftersom nu kun Enhedslisten ikke er et midterparti var det ærgerligt nok omsonst. Havde Bodil Kornbek været partiformand ved sidste valg – og havde man dengang ikke gjort den indlysende fejl i 2005 at pege på Fogh, trods det at man i perioden 2001-2005 frabad sig rollen som parlamentarisk grundlag for selv samme statsminister, havde virkeligheden måske været anderledes for Kristendemokraterne. De kommer aldrig ind igen. Hvil i fred.

Valgkampen var forbavsende politisk. Jo, der var Khaders påståede sorte arbejde og Sass’s påståede spionage, men der var også tale om asylansøgere, skat, folkeskole, ulandsbistand osv. Meget af dette skyldtes Ny Alliance, men mest dog journalisterne. I mindre grad end sidst handlede valget om de to statsministerkandidater. Men det kan stadig blive bedre. Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor journalister gider dække børnehavebesøg, meningsmålinger en masse og løbeture i stedet for at gå kritisk til værks med den fremlagte politik. Dét skete heldigvis i denne debat – bl.a. med Søvndals plejehjemsbesøg og finanslovsforslag – og det ser vi gerne mere af, tak. At selve valgdækningen på TV på valgaftenen var rent ”Stjerne for en Aften” var dog lettere afskyeligt. Jeg afskyr det der tv2iserede ”menneskelige ansigt”, journalister føler sig kaldet til at presse ned over alt og alle. Føj. (Og ja, exit polls er et udemokratisk værktøj.)

Men man må konstatere, at nyegoismen vandt endnu en triumf ved dette valg. Venstre har tilsyneladende vundet diskursen om danskernes hjerter, og vi ønsker nu skattelettelser, stressende arbejdsmiljø og større nedslidning, større forbrug og ældrechecks frem for solidaritet med de svage, globalisering og ulandshjælp. Lykke er på dansk fortsat lig med friværdi. Vi er virkelig os selv nærmest. Så tillykke med sejren, Danmark.

Reklamer

8 tanker omkring “Moving on..

  1. På den positive side kan det være at flere begynder at overveje missionærkaldet? Afrika skulle være langt nok væk må man mene.

  2. Jeg er enig i at dækningen af valgaftenen var kvalmende poppet. Et at de helt store lavpunkter var da der blev vist et nærbillede af den dør som Helle Thorning-Schmidt snart ville træde ind ad…! Jeg kan heller ikke se hvad de forskellige partiers valgaften-menuer rager mig – selvom man selvfølgelig kunne detektere en vis stilforskel mellem De Konservatives hummeranretning og Dansk Folkepartis frikadeller med kartoffelsalat.

  3. Tænk, jeg synes nu, at valgkampen var besynderlig fattig på politik. Jeg fandt aldrig ud af, hvad nogle af partierne ville gøre for den tredje verden. Nå, jo – nogle vil sætte ulandsbistanden op til 1% (og andre vil så ikke), men er det svaret på udfordringerne i verden i dag? Sult, aids og krig spiller åbenbart ingen rolle i forhold til skattelettelser på 10 mia. eller velfærd for ditto.

    Vi ses på GO2007

  4. a pro pros ulandsbistand: Jeg hørte også meget om den ene procent i valgkampen. Men det seneste jeg har hørt er, at regeringen (eller var det bare Venste) vil bruge en del af ulandsbistanden til bekæmpelse af klimaforandring – for det har de jo også brug for!!!!
    Helt ærligt!

    Hvis al ulandsbistand bliver kanaliseret i klimaforandringsbekæmpelse og hjælp til flygtninge i nærområder, så kan de tale om nok så mange få procent og promiller – de forstår grundlæggende ikke at prioritere. Almindeligt dagligt sultende, døende, syge og ikke mindst tavse uopsigtsvækkende mennesker behøver vi åbenbart ikke gøre noget for.

    – lad mig komme i eksil! (jubi).

  5. Jeg synes også det er generøst at regeringen allernådigst vil bruge 100 millioner kr. af de penge som ulandene alligevel skulle have haft, på at bekæmpe klimaforandringer (NOT!). (100 millioner svarer i øvrigt til 1/70 af det beløb som vi danskere årligt bruger på sodavand og mineralvand…)

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s