Personlig Kanon #8: Eurythmics og Annie Lennox

Det var i 1989, da de netop havde udgivet hvad der skulle blive deres sidste studie-album i 10 år – det var der, jeg opdagede dem.

Og det var primært Annie Lennox’s stemme, der slog mig omkuld. Kraftfuld som få, og med den besynderlige evne til at være både kold og varm på en gang. Kort og godt er Annie Lennox en af de bedste sangerinder, vi har.

Eurythmics var usnobbede i deres tilgang til poppen. De lånte gerne elementer fra glam, rock, latin osv. Popmusik var i deres univers en uforanderlig størrelse, et legetøj. Det gav en række meget forskellige plader, fra de første new romantics-agtige og synthbaserede electronica-værker, til de senere mere fuldtonede ‘rockede’. Og så var der jo stemmen, der bandt det hele sammen.

David Stewart, som stadig udgiver plader, fik størst succes som producer, men hans succes blev klart overgået af Lennox, der med sin første soloplade “Diva” lå top 30 i England i mere end et år. Siden da er det blevet til yderligere to soloplader af hovedsageligt soul-poppet tilsnit. Jeg siger ikke det er stor kunst. Men stemmen er uforlignelig..

I næste uge udkommer hendes nye plade, “Songs of Mass Destruction”. Jeg kan nok ikke lade være med at købe den. Titlen afspejler meget fint hendes politiske engagement. Eurythmics udgave deres indtil videre sidste fælles album i 1999, og gav i den forbindelse en skøn koncert i Valbyhallen.

Indtil pladen kommer kan I nyde førstesinglen, “Dark Road”.

Reklamer

En tanke omkring “Personlig Kanon #8: Eurythmics og Annie Lennox

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s