Løgnen og det narrative

Det er ikke meget, der tyder på, at den narrative bølge ender foreløbigt. Det gælder om – for kirken, rullepølseproducenten, forlystelsesparken, journalisten etc. – at sælge en Fortælling, som berører mennesker og for lov til at blive en brik i menneskers fortælling om deres eget liv. Således arbejder nogle coaches på, at man netop skal lære at se sit liv som fortælling, og så tilføje de elementer, der skaber en god historie.

Dybest set handler det om at bygge sin egen identitet – skabe sig et liv i sit eget navn. Og indrømmet, jeg gør det da selv. Jeg synes faktisk også det er rart at kunne se sit liv som en fortælling, med en lang række nøglebegivenheder som uomtvisteligt har formet mig på både godt og ondt.

Spørgsmålet er så bare, om alle de her fortællinger må være onde.

Da Jeppe Nybroe blev fyret fra var det fordi han med sin kreative historiefortælling krydsede linjen og løj. Problemet var ikke, at han løj, men at løgnen blev opdaget. Opdagelsen blev et hak i tuden på DR, manden røg ud, og begivenheden blev behandlet som et alvorlig, enkeltstående tilfælde. Men helt ærlig: Det er da svært at forestille sig at ikke også andre journalister er faldet for fristelsen til at bedrive lidt kreativ storytelling. Sjovt nok har journalisterne ikke været superinteresseret i dét…

Jeg kan godt være bange for, at vores trang og hang til løgnens ulidelige lethed går fint i spænd med alle de narrative tendenser. Når alt er fortælling er det let lige at fyre en hvid løgn af eller twiste referater af begivenheder så det fremstår lidt smartere og mere fortællingsvenligt.

Hvad gør det så ved kirkens teologiske kommunikation? Bliver vi også her forfaldne til hvide løgne og halve sandheder? Filer vi lidt på teologien, så den fremstår mere passende til den historie,

vi gerne vil fortælle?

Det er jo ikke godt at lyve, det må man ikke. Det ved vi godt. Men ligger der i alt

det narrative ikke en meget reel fare for, at vi gør virkeligheden til pæne, lækre løgne – eller er det bare altid en fare?

Reklamer

24 tanker omkring “Løgnen og det narrative

  1. Hm… Nej, jeg tror ikke det ser farligere ud end det altid har gjort. Den narrative bølge kan give os gode redskaber rent formidlingsmæssigt – noget som i mon optik er både positivt og tiltrængt rundt omkring.
    Vores flossede moral når det kommer til fristelsen med at hugge en hæl og klippe en tå for at please tilhørerne, må vi sørme selv stå til ansvar for.

  2. Jeg er helt på linie med Schjelde her. Der ligger så mange formidlingsmæssige skatte at hente i narrativerne, at det vil skade mere end det (potentielt) kan gavne, ikke at benytte dem i teologisk kommunikation..

    Derudover kan jeg faktisk slet ikke forestille mig en sådan kommunikation (for det er vel forkyndelse etc. der er tale om?) uden et fortællende lag!?

  3. Jeg er måske nok lidt angst (sorry, jeg er jyde og kristen) for at narrativers lethed på sin vis inviterer til en art pynteri.

    I “gamle” dage kunne folk retablere sig i erindringsbøger og lign. (prøv f.eks. at læse Arne Melchiors egen hagiografi) – og det blev der reageret på. Nu til dags er en del af fortælletingens succes måske den, at det ikke kræver meget at justere ting så de ‘passer’ i det store billede.

    (Og jo, jeg er også begejstret og brugende narrativer all the time.)

  4. Hvem siger at narrativer behøver være lette?

    Jeg tror ikke engang jeg er helt klar på hvad du mener med narrativer, vil du ikke være sød at skrive et par ord om det?

  5. Den fortællende eller genfortællende eller historiefortællende diskurs (modsat f.eks. informerende)… gisp, du er jo retoriker, er jeg på vildspor?

  6. Ja, på sin vis; det glemte jeg at skrive noget om.. En lignelse er netop en lignelse – hvilket betyder at der så også er noget i NT, som ikke er lignelser – men som vi måske gør lignelsesagtige eller får et lignelsesagtigt forhold til.

  7. Uden at have læst JOCerens indlæg vover jeg at heppe lidt på det narrative, især fordi det vrimler med narrativer i Bibelen. Jesus taler hele tiden i den slags, fuldt bevidst om muligheden for at tage imod, afvise, misforstå osv. osv.. Og GT-stof gøres ofte til (frelseshistoriske) narrativer i apostelbrevene, så Peter fx kan gøre Noas ark-beretningen til billede på dåben. Også i GT selv spiller det narrative en væsentlig rolle, fx i Kongebøgernes beskrivelser af konger, der enten gjorde Guds vilje eller ikke, eller når fx ørkenvandringen bruges som spejlingsmodel for senere tiders israelitter.

    Der, hvor kæden hopper af, er i forståelsen af narrativerne. Fidusen må være ikke nødvendigvis at forstå narrativer som fiktion. Og det burde man måske huske hist og pist i præstegårdene, hvor dét skel ofte sløres – et kongeex er KD-debattør Gudmund Rask Pedersen (www.gudmund.raskpedersen.dk (hvordan indsætter man det som direkte link?)), der har en ulyksalig evne til at tage al saft og kraft ud af evangeliet ved at fiktionalisere narrativerne.

    Well, tilbage til Jesus. Selv har jeg i lang tid virkelig bokset med, hvor mange dogmatisk-teologiske prædikener, jeg går og hører – og hvor sjældent Jesus holdt den slags. Hvordan hænger det sammen?

  8. Men problemet er, Jojo, hvis narrativer ‘kun’ præsenteres som gode historier. Jeg kan være angst for at den raskpedersenske udtømning af evangeliets realitet lige så langsomt følger med de glade narrativer, fordi de finder deres værdi i at være Gode Historier™.

    Så bliver det ren Grossbøll, ikke?

  9. Fro, nu taler du jo om hvordan narrativer præsenteres – ikke om narrativer i sig selv.
    Jeg er enig med at det er skidt, når virkeligheden fremstilles som fiktion – men der findes også virkemidler i fiktionen og det narrative, som kan gøre virkeligheden mere virkelig at høre på. Og ve den prædikant som føler sig for fin til at benytte sig heraf!

  10. @Schjelde #6: JOC ironiserer over at mange mennesker kan sige at Bibelens historiske narrativer (fx evangelierne) er sande uden at være historisk korrekte, og at historisk korrekthed ikke er en betingelse for sandhed – og at der så alligevel opstod så stort et ramaskrig over at Jeppe Nybroe lavede en narrativ der var sand uden at være historisk korrekt. Jeppe Nybroes forseelse var at han præsenterede sin fortælling som historisk korrekt – præcis ligesom evangelisterne gør – men redigerede i den på en måde som hører hjemme i en anden genre. At degradere evangelierne til udelukkende at være “narrativt” eller “teologisk” sande uden at være historisk korrekte, er udtryk for den samme genresammenblanding. (Noget i den stil).

  11. Nik: Tak for udredningen, jeg tror jeg fangede hovedtrækkene. Som jeg læser det, mener JOC heller ikke at det er narrativernes ‘skyld’ men derimod den måde de bruges i teologien.

    Jeg mener heller ikke at historisk korrekthed er en betingelse for sandhed – se bare på alle de sandheder vi får knaldet i fjæset i skønlitteraturen. Det er jo vildt. Men ja, jeg kan sagtens følge hans pointe med det problematiske i at vi gør evangelierne ‘sande’ men i tillæg ufarlige og uhistoriske.

    Narrativ teologi er mange steder blevet et skældsord, af gode grunde sikkert. Men lige som det narrative her misbruges, kan det altså også bruges fornuftigt. Vil jeg mene.

  12. Helt sikkert. Personligt har jeg fået stort udbytte af at tage en narrativ tilgang til de bibelske tekster. De pointer som min lærer på universitetet forklarede ved at lade Markusevangeliet være en litterær konstruktion, har jeg jo ingen problemer med at forklare ved at lade Jesu liv være Guds konstruktion! 😉

  13. Er narrativ ikke en ret bred og uklar betegnelse for en helt del forskellige ting? En betegnelse, som man både vil bruge om historiske fortællinger og f.eks. lignelse, som er udvidede metaforer, synes for mig at se at være for bred. Upræcist begrebsbrug er for mig at se en af problemerne her – og i postmodernismen i det hele taget.

    Jeg har intet imod metaforer, eksempelfortællinger, allegorier, lignelse, historiske(og bibelhistoriske) eksempler, typer osv. Skriften er fuld af disse og de er oplagte at bruge i prædikenen også.

    Men narrativer – det ved jeg stadig ikke helt hvad er…

  14. Og så må man skelne mellem eksegese og anvendelse/illustration. At Paulus f.eks. i Gal 4 bruger Abrahams hustruer og børn som billeder på loven og evangeliet betyder ikke, at det er det teskten i 1. Mosebog handler om – Paulus anvender her blot disse homiletisk som en allegori, ligesom han kunne have valgt et andet eksempel, f.eks. fra dagligdagen.

  15. Magnus:
    Jeg tror du har fat i noget der. Det narrative begreb er lidt af en rodekasse, og vi opfatter det forskelligt. Det er et problem hvis vi vil tale om det…
    Jeg har ikke lige noget bud på en entydig definition ind i denne sammenhæng.

  16. Måske er det i virkeligheden den upræcise begrebsbrug (som mit eget indlæg her er et pinagtigt eksempel på, d’oh!) som gør at begrebet “det narrative” til tider bliver (brugt) problematisk?

    Eller også er det hele den narrative bølges mere eller mindre bevidste ophøjen af netop begrebsforvirring, der gør mig lidt gammelnervøs: At det ikke bliver så væsentligt med løgn og sandhed, så længe man bare har en historie at fortælle.

    @ Schjelde 17:

    Hm, du har nok ret. Men hvis man ikke har forklaringslaget med, hvordan ved man så om det er løgn eller sandhed, man har med at gøre?

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s