Indadvendt/udadvendt

Måske kender du det.

Man har besluttet sig for at vise kulør, få lissom markeret noget, gøre folk opmærksom på man findes.

Man har et budskab, som man vil ud med.

Og, nåh ja, Jesus siger også noget med at det er til alverden.

Så beslutter man sig for, at nu skal det være. Måske sammen med sin menighed eller kristne sammenhæng.

Nu er det nu! YES!

Man får en polititilladelse og holder missionsuge – teltmøde – gang i gågaden – open air gudstjeneste – gadeevangelisation – koncert – drama på torvet – osv. Måske rykker man endda ud af sine faste rammer og låner et medborgerhus. Et bibliotek. En skole. En – chok! – cafe. Uden alkoholudskænkning, naturligvis. Vi er jo ikke grundtvigianere!

Man får lavet nogle løbesedler, køber en karton traktater og hyrer nogle professionelle evangelister, der har en campingvogn/bus/båd/talemalebræt/dukketeater etc. Så er man godt kørende.

Man kalder det “udadvendt”. Måske er det en uge om året.

Jeg har været med til at planlægge mangt et sådan “udadvendt” arrangement, og også deltaget i det på den ene eller anden måde. Jeg husker endeløse diskussioner om hvorvidt man skulle/burde bede til sådan nogle møder eller ej. Jeg har stået med bankende hjerte & hånd foran døre, håbende at folk ikke var hjemme (men som regel var der nogle der var, hurra) og inviteret til et slattent møde et sted i byen. Som regel var det noget med, at folk skulle møde op et bestemt sted, for vi var jo kun i gågaden/på kollegiet/i medborgerhuset i kort tid. Det udadvendte bestod så i at fortælle mennesker, at de skulle komme til os, for så kunne de høre nærmere.

At noget er udadvendt må betyde at der også findes noget indadvendt. Jeg tror tanken om de to ting adskilt har ødelagt meget.

For det kan let blive sådan, at når vi nu laver noget “udadvendt” en gang i mellem, ja, så er vi “indadvendte” resten af tiden. Så behøver vi ikke bruge krudt på at fortælle mennesker det, vi jo godt ved. Vi skal måske ikke tænke over former eller gæstfrihed. Vi kan nøjes med købekage og læse nogle apostelbreve eller måske endda GT i stedet for de der evangelier, vi for længst er blevet færdige med. Og fordi vi jo er udadvendte engang i mellem, behøver vi ikke tænke på vores nabo/familie/studiekammerat som et menneske, der skal høre om Jesus fra os.

Det er noget med mælk og fast føde, som der står. Vi er naturligvis på fast føde. Okkeja. Mælken er til “de nye” og den kan vi få på de særlige møder, hvor en ekstra smart forkynder er inviteret. Så dét.

Skelnede Jesus mellem “indadvendt” og “udadvendt”? Det mener jeg ikke. Men hans  forkyndelse var personlig – den var forskellig, alt afhængig af hvem han forkyndte for – og kan måske af og til forstås som skelnende. Skulle så hans virke overfor farisæerne være “indadvendt”? Mere radikal omvendelsesforkyndelse skal man lede længe efter! Var discipelforkyndelsen så “indadvendt”? Tjo, af inderkredsen at være fattede disciplene ikke meget..

Jeg tror en stor del af faren for kirken – både hvad angår form og indhold – er, at vi ikke ser hver gudstjeneste eller fællesskabssamling som et sted, hvor Gud vil møde os og alle mulige andre uden forkundskaber med sit ord. Vi indretter os efter at Gud ikke sender nogle ‘nye’, og så lader vi vores missionsindsats være dén der uge om året, hvor vi kan få afløb for vores dårlige samvittigheder og i det mindste sige at vi gjorde noget. I det mindste blev der sået osv.

Skal vi ikke til hver en tid hver klar til at høste? Er fællesskabet af mennesker, der søger Guds ord i princippet ikke “udadvendt”, fordi det er Gud, der er centrum, og ikke os? Er et kendetegn ved kirken ikke, at den forkynder Jesu død og opstandelse til menneskers frelse, og den er kaldet til at gøre dette også overfor de, der ikke kender ham?

En “indadvendt” kirke bliver navlebeskuende, selvtilfreds og uden sand nød for menneskers frelse. Og uden nød for andres frelse, hvordan kan man så have en ret forståelse af hvor galt det selv er fat med os? Hvor meget selv de kristne har brug for Kristus?

Måske er det i virkeligheden også sådan med “udadvendt”. Fordi det bliver sådan – NU GØR VI DET – kommer der sådan et skørt fokus på Åndens virke. “Gud Helligånd, vi ved du virker, ikke at vi synes vi har set meget til det på det sidste, men vil du ikke nok i særligt denne uge velsigne de planer vi har lagt, sådan at vores kræfter ikke er spildt, amen.” Måske har vi brug for at besinde os på hvad der er Guds planer i stedet for at lægge vore egne og bede ham kaste lidt spirituel glans over dem..

Sandheden om os, om Gud, om Kristus skal forkyndes. For alle – til – og i – enhver tid. Fordi mennesker – os selv inkluderet – hvad vi ved af, dør uden Jesus. Og fordi forkyndelsen minder os om hvem vi er, hvad vi er kaldet til – og hvad vi er frelst til. Vi er salt og lys, siger Jesus selv. Og det er vist ikke bare en uge om året.

Reklamer

18 tanker omkring “Indadvendt/udadvendt

  1. Stort AMEN herfra!

    Jeg kan i øvrigt anbefale bogen “Irresistible Evangelism” af Steve Sjogren, Dave Ping og Doug Pollock. Den giver en række gode pointers til hvordan vi kan være udadvendte hele tiden og møde mennesker der hvor de er.

  2. Ganske enig i, at det er bekendelsen i hverdagen, der er vigtigst frem for ‘udadrettede’ aktiviteter. Men hvordan får man mennesker til at bekende? Det mener jeg man gør ved at sætte dem fri fra selv at skulle være nådemidler og i stedet henvise til ordet i bekendelsen som nådemidler.

    Kristne skal ikke ‘vidne’, for de er ikke vidner til opstandelsen. Men de skal bekende – ‘sige det samme som’ Guds ord siger om dette. De skal ikke vidne om deres egen tro, overbevisning eller oplevelse, men om Skriftens og kirkens tro og lære. Redskabet hertil er, at de er godt oplærte i kristendommens grundsandheder.

    Det bedste redskab hertil, som jeg kender, er Luthers lille katekismus, evt. med uddybende forklaringer og skriftsteder. Hvis kristne kan indholdet heri og ved, at det er det, de skal bekende, så tror jeg, at det vil gå nemmere.

    Så behøver man ikke vente til man selv er et godt ‘vidnesbyrd’, men kan bekende, hvad Gud siger om synd og om frelse. Det bedste evangelisationskursus er for mig at se et troslærekursus/katekismekursus. Det kan bruges i hverdagen, når de skal forklare og bekende deres tro og invitere venner og bekendte med til gudstjeneste.

    Det kan også hjælpe dem til at forstå liturgi og salmer, så de tør være ved dem og glæde sig over dem i stedet for at skræmme ikke-kristne væk med deres egen ringeagt for den lutherske gudstjeneste.

  3. @Magnus: Hvordan det ser ud i din kirke, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men de slamer og den liturgi som vi anvender i min kirke (folkekirken), afviger en hel del fra dem som apostlene anvendte. Jeg har svært ved at se hvorfor noget der var top-of-the-pops i 1500-tallet skulle være mere helligt end noget der er top-of-the-pops i dag. Luther skrev mange af sine salmer til populære verdslige melodier. Hvis det var i orden at han gjorde det, så er det vel også i orden hvis vi gør det?

  4. @Magnus:
    Superfin pointe med at sætte mennesker fri. At “drive” mission er et åg, at være mission er for mig at se noget andet.
    Jeg synes det er interessant med din skelnen mellem at vidne og at bekende. Hvordan læser du i den forbindelse ApG 1,8 – er det så ‘eksklusivt’ til apostlene, og hvad gør det ved dit syn på missionsbefalingen?
    @NikolajKJ:
    Det er en dejlig besværlig debat, du tager hul på! 🙂 Lad mig starte med at erklære mig enig. Why should the devil have all the good music, som de sagde da farfar var dreng.

  5. @Nikolaj:
    Jeg mener, at den klassiske lutherske gudstjeneste har rødder tilbage til apostlene, men det vigtige er nu snarere om den afspejler apostolsk lære og formålet med gudstjenesten. Den der med Luther og værtshussangene, er jeg nu ikke så sikker på. Læs f.eks. denne artikel om Luther, musikken og moderne psykologiske undersøgelser af musikkens emotionelle kommunikation: http://www.ctsfw.edu/library/files/pb/1459
    -der er i mine øjne musik, der ikke er egnet som kirkemusik, fordi følelsernes forkus der bliver følelserne selv(jvf. den dionysiske musik i artiklen) og musik(apollonisk), hvor følelserne er rette mod det objektive og underordnet dette. Sidstnævnte er bedre egnet til gudstjenestebrug, hvor fokus ikke er på subjektet men på det objektive i nådens midler. Den dionysiske musik er udemærket til sit formål – at underholde og vække følelser i os.

    @Frovin:
    Ja, jeg mener ikke at det at vidne i Skriften bruges om almindelige kristne. De skal bekende, ikke vidne.

    Mht. musikdebatten, så kunne man også vende den om: Hvorfor antyder du, at verdslig underholdningsmusik er djævelens, hvis det ikke slæbes ind i kirken. Hvad er der i vejen med underholdningsmusik som underholdning alene (og kirkemusik som kirkemusik). Er det ikke udtryk for et pietistisk syn på skabelsen fra din side, at det skal gøres ‘kristent’.

  6. @Magnus:
    Hvad gør din læsning af Acta 1,8 ved missionsbefalingen – skal almindelige kristne så ikke missionere – sætter du Jesu bud om at døbe og lære ind i en apostolisk rækkefølge, så det kun er gejstligheden der skal gøre alverden til Jesu disciple eller..?
    Og hvorfor skulle apostlene ikke bekende, men blot vidne? Som sagt synes jeg at din skelnen er interessant, men måske lidt kunstig. Jeg er med på vidnesbyrdets faldgruber (det er måske en anden blogdiskussion værd), men mener alligevel jeg må vidne om den herre, jeg tjener, og den nåde jeg står i. Det skal selvfølgelig sættes ind i en bekendende ramme, hvilket for mig personligt afslører at det kan være svært at rive de to fra hinanden.

    Mht. musikken, ja, så udtrykte jeg mig nok noget uklart med det der ’70erudsagn. Jeg er enig med dig i at ikke al musik er lige velegnet til kirkemusik, men finder tanken om at bruge ‘verdslig’ musik til gudstjeneste (med nye tekster) særdeles velbehagelig – det var der jeg ville hen. For mig vil noget sådant betyde en genkendelighed hos folk – måske også hos kirkefremmede – og derudover et nyt og fornyet fokus på den nye tekst (som jo kunne være god) og ikke kun på den oprindelige teksts indhold. Jeg tror ikke på at der findes noget sådan som “kristen musik” og hører det derfor sjældent – tværtimod hører jeg stort set kun verdslig musik og har stort set – med stor glæde – nydt underholdningsmusik af enhver art op gennem mit liv (og har måtte lide under det i kristne kredse, snøft). Jeg mener derfor med dig ikke at der er noget galt med underholdningsmusik for underholdningen alene, men glæder mig over når det bliver brugt til at få fokus på Kristus – glæder mig når kirken, der tjener altings herre, ikke er berøringsangst over alt det, han har skabt! Jeg mener bare at det bliver musikken ikke nødvendigvis værre af!

  7. @Mikael:
    Jeg må jo hellere vælge noget af det, jeg selv kan lide, som eksempel på noget, jeg ikke synes passer i kirken, så det ikke kommer til at handle om musiksmag: countrymusik(f.eks. Emmelou Harris, hvis musik jeg er vild med).

    @Frovin:
    Jeg har benægter ikke, at almindelige kristne skal missionere – i denne her sammenhæng mente jeg ikke almindelige kristne kontra gejstlige, men apostlene kontra eller andre kristne. Det er alene apostlene, der får befalet at vidne – da de netop er autoriserede opstandelsesvidner.

    Apostlene skulle også bekende , ligesom andre kristne, men det er særligt for apostlene, at de får besked på at vidne. At vidne vil jo sige, at man fortæller nogen andre noget, man selv har været vidne til. Der er derfor tale om en sikker viden.

    At apostlene vidner til jordens ender betyder, at de gør det via den Hellige Skrift, som netop er karakteristisk ved at den er skrevet af opstandelsesvidnerne eller nogen, som er anerkendt af dem.

    Hvis du kan finde et sted i Biblen, hvor det at vidne bruges om mission i almindelighed, vil jeg da gerne diskutere det, men jeg kan ikke umiddelbart finde noget sted.

    Tværtimod, så mener jeg, at kristne missionerer ved at bekende troens indhold og at det både sætter fri til mission og gør, at Guds ord, som er det eneste, der kan omvende, bliver bragt på banen.

  8. @Magnus:
    Næææh, Emmylou Harris! Ja, det er i sandhed fabelagtig musik! Hendes stemme er bare gylden og smuk, smuk, smuk. Sjovt nok kredser hendes tekster også om religiøse spørgsmål af og til, ikke mindst på “Stumble into Grace”… Bluegrass er sagen!

    Ellers er jeg glad for det, du skriver her om missionsbefalingen og de kristne. Hvordan tænker du i øvrigt at man skelner mellem det, der er sagt specifikt til apostlene, og det, der siges generelt til alle kristne?

  9. Magnus: Emmylou Harris synger lækkert. 🙂
    Det handler vel også om konteksten. Country ville måske føles mindre fremmed i en kirke i sydstaterne end det ville gøre her i dk.

    Spændende tanke, at der er forskel på karakteren af de følelser forskellige musikgenrer vækker i os og hvad de følelsers fokus er. Umiddelbart vil jeg dog mene at der skal rimeligt store sociologiske undersøgelser til(som der ifølge artiklen åbenbart er lavet), for at man kan udtale sig om sådanne ting. Jeg kan sagtens følge dig i at fx melankolsk musik meget nemt kan blive en vaden rundt i de triste følelser, aggressiv musik en vaden rundt i de aggressiv følelser, osv. Men der er altså musik som på en eller anden måde træder i baggrunden og ikke lokker følelserne til at fokusere på følelserne selv, men noget andet? Synes ærlig talt det lyder lidt spekulativt… men ikke desto mindre ret interessant.

    Min egen erfaring er at den dionysiske musik måske endda er ekstra velegnet til kirkemusik. Hvis man altså vælger den dionysiske musik, som fremkalder de følelser, som lige passer til den specielle sang. En ting er at læse en fed tekst i en sang, men hvis musikken passer til budskabet, så virker det meget stærkere og trænger mere ind. Det er i hvert fald min erfaring.

  10. @frovin:
    Jeg mener, at det må fremgå af tekst og kontekst. I det aktuelle spørgsmål, handler det ganske simpelt om, hvad det vil sige at vidne, nemlig at bevidne noget, man har set og er talt til apostlene. Hvis man kunne lave en saglig parallel mellem apostlene og andre kristne, kunne man vel også applicere befalingen på andre kristne, men dét, apostlene har bevidnet, har andre kristne ikke bevidnet. Apostlene er autoriserede vidner.

    Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at jeg selvfølgelig ikke har noget imod religiøse budskaber i ikke-kirkemusik/kunst. Som en engang har sagt: Bør man ryge, mens man beder. Svar: nej. Bør man bede, mens man ryger. Svar: Ja, man må altid bede.

    @Mikael:
    Ikke desto mindre er det noget, der begrundes videnskabeligt, ligesom denne skelnen også reelt har været almindelig i den lutherske kirke. Jeg mener, at det kræver en stærk eksistentialistisk overbevisning at fastholde, at følelser alene er noget, der læses ind i melodierne.

    Jeg tror, at valget af musik har baggrund i en teologisk forskel.

    Du begrunder valget med at følelserne skal fremkaldes og at det skal trænge dybere ind. Jeg mener ikke, at kirkesang først og fremmest skal fremkalde følelser, selvom der altid er følelser involveret.

    Fokus er på teksten og det objektive budskab, så musikken og følelserne må træde i baggrunden. Salmesang er forkyndelse og har ikke en emotionelt gensvar som sit primære mål, som det kan være ved andre former for musik. Den dionysiske musik forstyrrer og sætter musikken og følelserne i centrum i stedet for teksten.

    Ethvert valg i gudstjenesten må have som formål at sætte nådemidlerne, ordet og sakramenterne, i centrum og fjerne vores blik fra os selv mod disse. Den dionysiske musik gør det modsatte.

    Spørgsmålet er her også, om ordet bærer åndens kraft i sig, eller om det skal gøres virkekraftigt ved talekunst/musik eller andet, der kan gøre det appellerende.

  11. Amen! Det har altid undret mig, hvordan man kan synge “Nu fryde sig hver kristen mand” på den gamle søvndyssende melodi. Det ville i hvert fald være højst overraskende, hvis nogen helt bogstaveligt sprang højt af glæde (det ville det også med den nye melodi, men lad det nu ligge).

  12. Well, vi er nok bare uenige i vurderingen af den dionysiske musik så. Rigtigt, nogle gange kan den sætte følelserne i centrum, men så langt fra altid, og derfor mener jeg ikke der er nogen grund til ikke at bruge det til gudstjeneste.

    Du er sikkert enig, men for mig burde alle ting i gudstjenesten virke til at jeg får fokus på Jesus. 🙂

    Ja, ordet bærer åndens kraft i sig, men det det betyder for mig at se ikke at man ikke kan gøre noget for at få folk nemmere til at forstå det, gøre at det nemmere trænger ind. Er jo lidt den samme diskussion om man i forkyndelsen skal tale i et sprog som tilhørerne forstår, eller tale i et sprog de ikke forstår, fordi Helligånden jo kan få dem til at forstå. Jeg kan ikke se argumenter for at lade være med at gøre det nemmere for folk at forstå teksterne, både i salmer og i forkyndelse.

  13. Jeg har ikke set den opstandne Kristus med mine fysiske øjne som apostlene gjorde det, men jeg har mødt ham i Ordet, i sakramenterne, i fællesskabet og gennem hans Ånds helbredende virke i mit eget og andres liv. Når jeg fortæller mennesker om dette, mener jeg godt at man kan tale om at jeg vidner – ikke om opstandelsen i snæver forstand således at forstå at jeg fysisk har set den opstandne, men ikke desto mindre dog om at Jesus lever, hvilket for mig ikke kun er noget jeg har fra andre, men også noget jeg selv har erfaret.
    Jeg er fuldt ud opmærksom på at jeg nemt kan komme til at lægge fokus på mig selv og mine erfaringer ved at fortælle andre om dem. Jeg har oplevet mennesker der gør det på en usund måde, og derfor kan jeg udmærket godt forstå at du stejler over det, Magnus. Men derfor behøver vi vel ikke at smide barnet ud med badevandet og helt lade være med at vidne.
    Når det gælder den kristne lægmands (her brugt om alle andre end apostlene) vidnesbyrd, har jeg den blinde mand ved Jeriko som mit forbillede. Man kan måske nok sige at han bekendte da han mødte Jesus igen (Joh 9,38), men da han talte med farisæerne, vidnede han om hvad Jesus havde gjort for ham (Joh 9,25). Det tror jeg også vi må gøre – ude at jeg dermed vil nedtone vigtigheden af bekendelsen. Begge dele hører med. Det er forkyndelsen der er Helligåndens primære redskab til at skabe troen i menneskers hjerter (Rom 10,17), men vidnesbyrdet kan være et redskab til at mennesker kommer derhen hvor de kan høre forkyndelsen (jf. Joh 4,29-30).

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s