“… der er sådan et frygteligt mørke inden i mig..”

Alle fra Se & Hør til Karen M. Larsen har en mening om det og rapporterer, at Nobelprisvinderen Moder Teresa, født Agnes Gonxha Bojaxhiu, havde lange, drøje perioder med tvivl i sit liv. Naturligvis blander Tilværelsen™ sig i koret! Det er altsammen i anledning af den kommende bog “Come be My Light”, som afslører ordenstifteren og -moderens inderste, på trods af at hun bad sin kirke om at destruere alle papirer og breve efter sin død. Well. Den katolske kirkes sans for marketing gik også denne gang forud for alt..Det er dog nok for det bedste. Der er noget i behandlingen af Teresas nyopdagede tvivl, der insinuerer, at netop dén kan gå hen og blive hendes største arv til den verden, hun forlod da hun for 10 år siden døde: At kunne erkende, tale om og til syvende og sidst kæmpe mod tvivl, som postmoderniteten har gjort til sit adelsmærke: Vi véd ikke noget, vi kan ikke vide det med sikkerhed, og nu må vi se og er det ikke herligt livet er en proces etc. blabla osv. For Teresa var tvivlen ikke en akademisk disciplin, men dyb og livsens alvor. Det kostede at tvivle, just som det gør i dag.

”Jesus har en særlig kærlighed til dig. Hvad mig angår, er stilheden og tomheden så stor, at jeg kigger men ikke ser, lytter men ikke hører”

Grossbøll var en af de første symptomer herhjemme på ophøjelsen af noget, der blev kaldt tvivl. Men Grossbølls tvivl var rent kosmetisk – det var i virkeligheden ikketvivl, for manden var jo dybt overbevidst om at Gud ikke fandtes. Nonnen fra Calcuttas tvivl har et helt andet, dybt eksistentielt præg i forholdet mellem sig selv og Gud. Hvor var han, og hvad ville han med hende? Hun, der selv blandt ikke-troende er blevet kaldt en troskæmpe, oplevede Gud fjern. Hun, der blev cover girl for katolicismen anno 1980 (ca), synes Jesus snød hende.

“Jeg får at vide, at Gud elsker mig – og alligevel er mørket og kulden og tomhedens virkelighed så omfattende, at intet rører min sjæl. Gjorde jeg fejl, da jeg blindt overgav mig?”

For den, der ikke tror, må overraskelsen være større end for den, der tror. Mange kristne vil kende den erfaring af fravær, som også blev Teresas, og i lange perioder satte hende der, hvor hun ikke kunne sanse at selve råbet efter Gud var en handling gjort i tro. Derfor har heller ikke Moder Teresas efterfølger har gjort et stort nummer ud af “afsløringerne”. Om noget er de et testamente over Moder Teresa som et spirituelt og troende væsen, mere end den fattigdomslindrende maskine, hun af humanistiske grunde af og til blev præsenteret som. Brevene præsenterer hende som bevidst om sit eget hykleri, som rådvild og længselsfuld, og det er svært at forestille sig at brevene ikke er skrevet af et ærligt hjerte. (Samtidig skal man naturligvis ikke være blind for hvad brevene nu vil blive brugt til. Selv ti år efter sin død sælger Moder Teresa billetter, hun er saligkåret og på vej mod helgenstatus.. i den forbindelse er det ikke til at vide hvordan og hvorledes hendes breve er blevet redigeret.)

“Vær sød at gå i særlig forbøn for mig, så at ikke jeg skal fordærve Hans værk, og så at Vor Herre måtte vise Ham selv for mig. For der er sådan et frygteligt mørke inden i mig, som om alting var dødt. Sådan har det været, omtrent fra jeg påbegyndte ’værket’.”

Flere har spurgt sig selv hvilket lys brevene sætter Moder Teresas virke i. Dette tilsyneladende uselviske menneske, der konstant henviste til Gud når folk roste hende, gjorde dog – tro eller ej – en forskel for mange mennesker. Måske kan brevene kaste lys over forskellen på retfærdiggørelsen ved tro og helliggørelsen. Moder Teresa kunne gøre godt, fordi Gud virkede igennem hende – og ved hans nåde gjorde han det på trods af hendes egen lille tro. Måske var tvivlen med til at holde hende ydmyg – måske var det hendes “torn i kødet”. Hvem ved. Ikke desto mindre er det nok nu mere end nogensinde klart, at Moder Teresa både var en tvivl- og troskæmper, for hvem livet med Kristus ikke altid var let. Men så vidt vi ved gav hun ikke op, men kæmpede den gode strid, konfronterede sin tvivl, gik til sjælesørgere med den og – så vidt vi ved – lod den ikke få det sidste ord. Selv i en lille, svag gudsgiven tro som Teresas er der styrke til at ændre liv og kæmpe mod det, der vil troen til livs.

“Jeg véd at Gud ikke vil stille mig overfor noget, jeg ikke kan klare. Jeg ville bare ønske han ikke stolede så meget på mig”.

Reklamer

19 tanker omkring ““… der er sådan et frygteligt mørke inden i mig..”

  1. Man kan tvivle mange adskillige ting. Man kan tvile at Gud eksisterer. Man kan tro på Gud men også tvile visse Catoliske (Lutheriske, Baptiste, osv) dogmer om Gud. Man kan tro på Gud men tvilve at opståelsen var en bogstavelig begivenhed. Det drejer sig ikke om at tro eller at tvilve. Der er ikke simpelthen en ting at tro på.

    Jeg synes, det er mere vigtigt at lave noget og at tvivl end at tro og at lave ikke noget. Og Moder Teresa lavede meget.

  2. Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dig.

    Vores gerninger taler om vores tro, og der er også tro i tvivlen – ellers var den jo ikke tvivl, men fast overbevisning.

  3. Jeg har aldrig “dyrket” Mother Teresa – nok fordi dette godhedens ikon satte et ubehageligt lys på mine egne utilstrækkeligheder. For mig har det været dejligt at høre disse dryp fra hendes egen tvivl. De har gjort forskellen, så hun ikke længere er reduceret til et ikon, men at jeg nu kan se hende som et menneske.

    Tak til den katolske kirke for at tilsidesætte hendes ønske om at brevene skulle brændes – jeg tror at du, Fro, har helt ret i, at de kan vise sig at være den vigtigste arv hun efterlod i denne verden.

    Og tak til dig, Fro, for endnu engang at levere et tankevækkende indlæg på Tilværelsen!

  4. Nåh, møs.

    Ja, hun var netop et menneske (selvom hun lignede en rosin.) Og det synes jeg er løfterigt at tænke på: At den gode Gud bruger os på trods af os selv og vores egen tvivl.

  5. Du må godt.

    (Jeg fik en del knap så positiv kritik for at afsløre det i en prædiken engang på et Discipeltræf, så jeg er lidt håndsky.)

  6. Jeg blev så kisteglad da jeg læste det i metroexpres forleden. Så var hun alligevel også et menneske. Og pludselig i mine øjne et mere nærværende menneske. Det er sikkert let at hjælpe verden når man er høj på helligånd, men det kræver sin kvinde at blive ved når det hele er mørkt. Respekt, Tez.

  7. Mon vi kan få Scot til at afholde look-a-like konkurrencen for rosiner?

    Han tager i øvrigt fejl. MT var født i Skopje i Makedonien, men hendes forældre var albanere.

    Tsk.

  8. Dr. Spids har ret i, at tvivl ikke skal dyrkes, for det vil troen til livs. Men forhåbentlig bliver den kamp mere legitim efter ‘afsløringen’ af nonnens egen kampe. Måske bliver hendes måde at sætte ord på smerten til hjælp for de, der kæmper, og som med tidsånden tror at det bør tilstræbes altid at befinde sig i en konstant tvivl.

  9. Uden at skulle dømme nonnens hjerte, må man dog gå ud fra, at hendes tvivl også har noget med hendes kirkes tro at gøre.

    Papisterne fordømmer vished om syndernes forladelse i Tridentinerkonsilets 6. samling:
    http://history.hanover.edu/texts/trent/ct06.html

    CANON XII.-If any one saith, that justifying faith is nothing else but confidence in the divine mercy which remits sins for Christ’s sake; or, that this confidence alone is that whereby we are justified; let him be anathema.

    CANON XIV.-If any one saith, that man is truly absolved from his sins and justified, because that he assuredly believed himself absolved and justified; or, that no one is truly justified but he who believes himself justified; and that, by this faith alone, absolution and justification are effected; let him be anathema.

    CANON XV.-If any one saith, that a man, who is born again and justified, is bound of faith to believe that he is assuredly in the number of the predestinate; let him be anathema.

    CANON XVI.-If any one saith, that he will for certain, of an absolute and infallible certainty, have that great gift of perseverance unto the end,-unless he have learned this by special revelation; let him be anathema.

    Det er ikke postmodernismen, der har opfundet tvivlen. Antikristen (Paveembedet) bygger sin magt på påbuddet om tvivl, når den benægter sikkerheden om frelsen i nådens midler og troen som sikker tillid hertil samt når den benægter Skriftens tilstrækkelighed og klarhed.

    Mon ikke Teresas tvivl lige så vel kan være et udtryk for den papistiske gerningsreligion?

  10. @ Magnus:

    Det synes jeg er svært at udtale sig om – uden netop at dømme nonnens hjerte.

    Jeg mener ikke nødvendigvis man behøver at blåstemple den kirke, Teresa tilhørte, for at se fidusen i at en åben tale om tvivl forhåbentlig giver muligheder for at tale om troen og troens indhold, der forhåbentligt kan medvirke til at stille tvivlen. Du har ret i at det ikke er postmoderniteten, der har opfundet tvivl, men få steder er den blevet dyrket som her. Det ødelægger mange mennesker, ligesom det for Teresa var en smerte, men den smerte fornemmer jeg ligger uerkendt i postmodernitetens forbenede procestænkning. Man er altid undervejs, men skal helst ikke nå frem, for så er man snæversynet osv..

    Og jeg kendte ikke Teresa godt nok til at sige at det er hendes kirkes skyld at hun tvivlede. Tvivl mener jeg i øvrigt ikke kun er reserveret de romersk-katolske. Naturligvis har den forkyndelse, hun har lyttet til, noget at sige, men i stedet for endnu engang at tage hendes historie som et udtryk for pavekirkens fald har jeg lyst til at vende det om og sige at der heri ligger en mulighed for at stille spørgsmålstegn ved tvivlens positive særbehandling i tiden.

  11. @frovin:
    Jeg kender heller ikke Teresa særligt godt, men når man ikke kender en person, må man jo bedømme dem ud fra det, de står for – og Teresa var repræsentant, ja nærmest et ikon for pavekirken og på vej til en helgenkåring af samme. Derfor mener jeg, at det er legitimt at vurdere hendes tvivl i lyset af papistisk lære, som netop påbyder tvivl og forbyder vished – ligesom postmodernismen.

    Jeg er med på, at postmodernismen ikke blot gør det på teologiens felt men i det hele taget og derfor måske er mere omfattende. Jeg er også med på, at pavekirken ikke er ene om at glorificere tvivlen eller påbyde den. Samme tankegang kan ses hos både reformerte og sværmere, både hvad angår visheden om frelsen og om læren.

    Den Lutherske Kirkes opgør med monstrum incertudinis (usikkehredens monster)gælder både papister og sværmere – de er ‘som to ræve, der er bundet sammen i halerne’, som Luther siger et sted, så vidt jeg husker.

    Tvivl må erkendes som synd og så må det erkendes, at det eneste middel mod Satans anklager og angreb er nådens hellige midler, Guds klare ord og og sakramenterne, som objektivt og sikkert giver os syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet ved sin stedfortrædende fyldestgørelse.

  12. @ Magnus:

    Orv, jeg mente altså ikke at det var illegitimt at gøre det – er ked af hvis det var det, du fik ud af mit indspark.

    Hm.. er tvivl synd. Bibelen taler vel om at ikke-tro er synd – f.eks. i Joh. 16,9 – og det er klart at det er dérhen, tvivlens herre vil have os og at tvivl såvel som synd derfor skal bekæmpes. Men i enhver tvivl ligger vel også et sennepskorn tro – ellers ville det ikke være tvivl, men fast overbevist vantro… – Ikke for at sige at vi ikke skal søge Guds tilgivelse med vores tvivl! Men for at undgå at vi gør tvivl til et spørgsmål om at tro ‘nok’.

    Jeg tror, jeg hellere vil sige at tvivl er en del af vores syndighed, mere end det er én synd, hvis du kan se forskellen.. For klart er det, at det er vi er syndere har indflydelse på vores tro!

  13. @frovin:
    Nej det var ikke for at sige, at du havde ment, at det var illegitimt. Jeg brugte vist mest ordet legitimt som enjydsk underdrivelse eller måske som et pludseligt indsalg af postmoderne usikkerhed:).

    Tvivl er vel et udtryk for et element af ikke-tro/vantro, som blander sig med troen. Som sådan er det for mig at se et udtryk for synd – faktisk grundsynden – mistillid til Gud.

    I f.eks. Rom 4,20 (og en række andre steder) sættes tvivlen netop op som troens modsætning og synonym med vantroen.

    Tvivl og vantro er ikke noget, vi kommer helt af med i dette liv, men det er for mig at se synd, der må bekæmpes, bekendes og tilgives. Og netop tilgivelsen af denne synd er det, der skaber og opretholder troen, som overvinder tvivlen.

    Men hvis tvivlen sejrer, vinder vantroen over troen og tilgivelsen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s