Plastic fantastic (med bjørn på)

 

Det er noget umiddelbart letfatteligt over de hollywoodske animationsstudiers indtagethed med naturen. For det første er dyr taknemmelige (og lette) at antropomorfisere, og for det andet har de i forvejen de fleste menneskers sympati.  Vi elsker dyr, fordi vi tror det gør os til bedre mennesker at vise uselviskhed overfor umælende kræ. Men alle de afsindigt mange tegnefilm med behårede væsner i hovedrollerne afspejler måske også den moderne konsumerismes ulykkelige forelskelse i det eneste, den ikke kan købe – nemlig det fortidigt enkle og romantiserede samspil mellem menneske og natur. Her ligger det moderne menneskes illusioner om simple living og langtidshævede speltboller begravet, og måske ønsker vi alle sammen inderst inde at være befriede levende egern eller andre tilfældige gnavere. Lysten og efterspørgslen efter dyrefilm synes i hvert fald umættelig.

Det er i og for sig en lille smule komisk at tænke på hvordan det egentligt står fat mellem Mennesket og Naturen når man sætter sig og ser det nystartede Sony Animations første film ”Boog og Elliot” eller ”Open Season”, hvilket giver lidt mere mening. Det er nemlig jagtsæson, og den domesticerede bjørn Boog vender med hjorten Elliots ”hjælp” tilbage til naturen, tvunget af (naturligvis grinagtige) omstændigheder. Derude i naturen organiserer Boog på det nærmeste et oprør mod De Onde Mennesker, Jægerne, hvis destruktive dagsorden får enden på komedie. I en absurd omvendt evolutionsfortælling, hvor kun de stærkeste overlever, bliver dyrene med vold skovens og jordens sande magthaverne og paradoksalt nok garant for en sand menneskelighed; selv Det Gode Menneske, Kvinden, kysser naturen farvel og anerkender dens over-naturlighed og sandhedsherredømme.

Er det ikke skørt? Men det bliver jo endnu skørere. ”Boog og Elliot” og dens ’tilbage-til-naturen’-approach blev fulgt af det sædvanlige markedsmaskineri med grimme plasticfigurer i burgermenuer og hele pivtøjet. Filmen er dermed økologisk på samme måde som Barbie er et kvindesagssymbol.

I virkeligheden er ”Boog og Elliot” nok en slags kedelig mellemvare. Den befinder sig et sted mellem de gyselige ”Madagascar” og ”Stor Stå-haj” og ”Find Nemo”, der var en af dette årtis bedste film, fordi den turde at lade være med at handle om fisk. ”Boog og Elliot” er ingen Nemo, desværre, men en slags omvendt ”Over Hækken” eller mindre quasimystisk ”Bjørnebrødre”, hvis det siger nogen noget.

Det behøver det ikke at gøre.

**

”Boog og Elliot” er ude på DVD. Min søn lo hjerteligt af kampscenerne, hvilket næsten giver en stjerne mere. Og så alligevel. Der var én bæverjoke, der havde mig liggende hen ad gulvet.
Én.

Reklamer

2 tanker omkring “Plastic fantastic (med bjørn på)

  1. Hmm … jeg har nu altid drømt om at være en ko. Findes der noget andet væsen, der i den grad har al tid i hele verden, og som i bare nær samme grad kan synes glad og tilfreds med at stå og gumle græs?

    Og hvor ville jeg i øvrigt gerne se dig liggende hen ad gulvet.

    [sender en venlig tanke …]

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s