Venus og den gamle gris

Der er en sørgmunter tone over Roger Michells ”Venus”, som i dag har premiere i de danske biografer. Måske er det bare svært at undgå når man forsøger at lave en nænsom komedie om at blive gammel, og om at lade sin ælde møde og konfrontere ungdommens vitale nævenyttighed.

Maurice (Peter O’Toole) er en gammel skuespiller. Han er fraskilt, har bøvl med prostataen og hænger ud med sine gamle venner og drikker lidt for meget. En dag får en af hans venner besøg af sin nieces datter Jessie (Jodie Whittaker). Hun er en ung, humørsyg teenager, der drømmer om at blive model mens hun spiser junkfood og ser dårligt tv, og for en tid skal hun hjælpe sin grandonkel, der dog ikke kan udstå hende. Men det kan Maurice. Den gamle skørtejæger vågner op til dåd og ser i Jessie muligheden for at iscenesætte en transformation à la ”My fair Lady” – spørgsmålet er så bare hvem der bliver muse for hvem.

Den gamle veteran O’Toole er noget af en oplevelse, og ikke for andet skal man se filmen for at se ham. Siden gennembruddet med Lawrence of Arabia i 1963 er han blevet Oscarnomineret 7 gange og har modtaget en æresoscar – han blev også nomineret for ”Venus”, men vandt ikke. Han formår at tilføje Maurice både værdighed, styrke og skrøbelighed på en gang. Og charme – charme har den gamle skiderik stadig masse af.

Problemet med ”Venus” er, at trods charmen forbliver historien faktisk en lille smule klam. En ældre skuespiller der på usund vis optages af en ung pige – det er der altså noget lidt ubehageligt over. Det er en skam at instruktøren og manuskriptforfatteren, den ellers ikke uefne Hanif Kureishi, ikke formår at tilføje filmen de øjeblikke af sand poesi og affektion, der ville løfte filme og gøre den ikke bare sørgmunter, men også hjertevarm. Morris ønsker hele tiden at røre ved Jessie, ikke kun sødt og kært, men også gramsende. Meningen – at Maurice tørster efter sin egen ungdom – er så åbenbar, at det mest af alt fremstår uterligt når han ønsker at befamle Jessie, som han – ikke mindre ulækkert – insisterer på at kalde Venus. Historiens Lolita-motiv hæver sig dermed aldrig rigtig over det sensationsdyrkende og grænseoverskridende, og historiens troværdighed ryger på den konto. Måske væmmes denne tilsyneladende puritanske anmelder mest over, at vi kun ser historien fra Maurices synsvinkel. Først til sidst får vi lidt af vide om hvem Maurice er for Jessie, og det er lidt for sent. Hun forbliver trods solidt arbejde af Jodie Whittaker et postulat, sat i verden for at være flink ved den gamle gris Maurice.

Filmens mangler trækker afgørende ned, og det er en skam når nu Roger Michell efter film som ”Notting Hill” og ”The Mother” har vidst at han både formår at portrættere den skæve romance såvel som den usminkede og overraskende virkelighed det er at blive gammel. Men fordi Peter O’Toole er så vidunderlig som han er giver jeg alligevel filmen en lidt forsigtig anbefaling.

**
Det er selvfølgelig sin sag at åbne en film i disse “Pirates” og “Spiderman”-tider, men “Venus” kan ses i Grand, Vester Vov Vov & Metropol i København, i Cafebiografen i Odense samt i Øst for Paradis i Århus.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s