Undskyldninger?

Unless I am utterly mistaken, there is nothing so old as the truth..

Sådan skriver Tertullian (160-225), denne kristne afrikaner, der står stadig som faderen til  apologetikken.

En undskyldning kaldes også en apologi. Apologetikken er i kristen sammenhæng en disciplin, der forsvarer kristendommens dogmer udfra et om ikke objektivt, så faktuelt udgangspunkt.

Det vil den da i hvert fald gerne. Overskriften for al apologetik er bibelverset “… og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”. [1.Pet 3:15]

Jeg har altid selv haft det lidt underligt med apologetikken. Først troede jeg det var en disciplin, man skulle kunne begå sig i, og det har jeg aldrig været særlig god til. Så fandt jeg ud af, at apologetikken cirka ingenting betyder for min egen tro. Dét – kombineret med al talen om, at den kristnes eget vidnesbyrd er det bedste overhovedet, og at folk reagerer bedst på autentisk levet liv – førte mig i en periode til at se rimelig meget ned på apologetikken.

Det kom jeg dog heldigvis fra. Det kan for nogle måske virke tåbeligt at spørge hvor Kain fik sin kone fra, og om Gud kan skabe en sten der er så stor, at han ikke selv kan løfte den – men sådanne spørgsmål kan af og til stå i vejen for at mennesker kan tage Gud i den kristne fremstilling helt grundlæggende alvorligt.

“Unless I am utterly mistaken”, skriver Tertullian. Apologetikken virker vel kun i en troskontekst, hvor man ved Åndens tilstedeværelse har en fast overbevisning om, at man har ret. Forudsætter apologetik ikke tro – eller er det vitterligt så faktuelt som det gerne og ofte tager sig ud for at være?

For troen kommer jo af det, der høres, og det er en gave som Gud ved sin Ånd giver os. Så hvad betyder facts egentlig? Er det nogen nytte til at forsvare bibelens faktualitet når det så ofte kommer til at handle om om man tror eller ej? Hvis tro grundlæggende er en “fast overbevisning om det man håber på” som tilvejebringes af Helligånden – er apologetik ikke så bare undskyldninger – et forsvar for ens egen mentalhygiejniske tilstand?

Selvfølgelig ikke kun. Nu sætter jeg tingene på spidsen. Hvad tror du er den bedste afvejning af apologetik og vidnesbyrd – og er der i øvrigt sådan en? Kan man i øvrigt bruge apologetik til noget i 2007 eller er det alt, alt for 1970er-agtigt?

Reklamer

28 tanker omkring “Undskyldninger?

  1. interessant emne..
    For mig at se svarer apolegetik til at man vil forklare hvorfor man er forelsket i sin kæreste/ægtefælle.

    Man kan naturligvis ikke retfærdiggøre, hvorfor man er forelsket med rationelle argumenter, og lige sådan med troen – man kan ikke rationelt forklare Gud, Bibelen, Helligånden osv. Det er et paradoks. Det eneste vi skal/kan gøre er at dele vores liv med mennesker og være “en duft”.

    Er det forøvrigt ikke kontra-produktivt overhovedet at begynde at argumentere for kristendommen, når det i sidste ende handler om tro? Man kan let komme til at give det indtryk, at kristendommen hænger logisk sammen, og hvad så når man når til de ting, der ikke kan argumenteres logisk for? Falder kristendommen/troen sammen i så fald?

    “Beviset” for at kristne ikke er totalt idioter er nok ikke så meget et intellektuelt forsvar – snarere en handlen, der stemmer overens med ordene (i modsætning til dømmesyge, snæversynethed, fundamentalisme osv osv)

    mine 0.02$

  2. Gode two cents. Det var vist lige ordet “rationelt”, jeg egentlig ledte efter..

    Mener du så at apologetikken er helt ubrugelig? Altså, som apologetik?

  3. apologetik skal vel bruges i den udstrækning man møder spørgsmål om den kristne tro fra mennesker. den kan bruges når det kommer til udredninger af dogmatikken eller mod misforståelser af denne.

    den falder vel tit og ofte naturligt og er sekundært en bevidst handling til det primære at det er en slags dogmatik på hverdagsdansk, så alle kan forstå den. en dogmatik du kan tage med dig på studiet og arbejdet.

    det skal ikke bruges til at argumentere folk i gulvet, det er jo trosforsvar og ikke angreb. Det skal heller ikke forklare -hvorfor- man tror, men give en forklaring på hvad kristendom og kristentro går ud på når folk mere eller mindre oprigtigt spørger.

    så jeg finder det på ingen måde kontra-produktivt at gå i diskussion -om- kristendommen. men at argumentere -for- kristendommen på en måde at overbevise folk til tro er en skævert ja.

    steff:
    det der at dufte du nævner, er det ikke omsonst uden ord og fx lidt apologetik, eller hvad mener du præcis med det? at dele sit liv med mennesker er det ikke også at dele trosfakta man lever efter og tror på?

  4. hmm.. altså hvis nogen vitterlig går og tror, at man bliver nødt til at deponere sin hjerne et sted, hvis man skal være kristen, så kan det måske være brugbart.

    Men min erfaring er, at langt de fleste mennesker er klar over, at vi alle tager fejl (den “positive” formulering af at alle sandheder er lige gode). Derfor nytter det ikke at argumentere (rationelt) for, hvorfor min sandhed skulle være bedre end din. Det lader sig simpelthen ikke gøre.

    Jeg mener, at “sandheden” i kristen forstand er dynamisk, en person, en relation som ultimativt kun kan erfares.

    Min seneste blogpost handler lige præcis om det, hvis jeg skal gøre lidt reklame. Et lille citat derfra: “At kende Gud (Sandheden) har ikke noget at gøre med intellektuel accept af religiøse læresætninger, men derimod at træde ind i den transformerende relation med Gud. ”

    Nu må jeg nok hellere komme afsted og fejre pebersvend per exellance, Søren K.

    Pax et bonum fra 2000 frb

  5. @Simon: God nuancering med at det er forsvar, ikke angreb.

    @Stef: Du skulle have været her da vi diskuterede tro & følelser! Hvis Gud kun kan erfares.. hvad så med de følelsesløse?

    Og hip for Melatoninus!

  6. Hmmm… Der hvor jeg synes, JEG kan bruge apologetiken er især i spørgsmål om Bibelens troværdighed. Og som sagt i et tidligere indlæg, så er det mest i forhold til min egen tro, jeg finder den nyttig. Jeg har både på LTC og til andet gadeevangelisation været ude i nogle lange apologetiske diskussioner, men de bliver som regel på det intelektuelt distancerende plan. Jeg vil meget hellere fortælle folk om Jesus, men det er sikkert også sandt, at der findes mennesker, som ikke bare stiller alle de klassiske spørgsmål for at være irriterende. Derfor er det også vigtigt, at vi tager folk seriøst, når de kommer til os med den slags spørgsmål og forsøger at svare på dem efter bedste evne.

  7. @simon – jeg er enig i, at man sagtens kan samtale (er ikke glad for ordet diskutere lige i den sammenhæng) om kristendommen og troen – det vil jeg bare ikke kalde apolegetik. Det vil jeg kalde “at dele sit liv”. Så jo, ord er helt sikkert også en del af “duften” – prioriteterne skal bare være i orden (jvf 1 kor 13 kærligheden er det vigtigste – og den udtrykkes nu engang bedst i handlinger. Eller som Frans af Assisi skulle ha sagt: Forkynd evangeliet – om nødvendigt; brug ord)

    @fro – har lige læst op på samtalen om følelser.

    Jeg vil ikke sætte lighedstegn mellem “erfaring” og “følelse”. Jeg mener, at “erfaring” er bredere, og jeg er meget opmærksom på ikke at gøre mine erfaringer til normen for alles erfaringer.
    En super-bog om det emne er “at overgive sig til kærligheden” af David Benner. Han skriver netop om, hvordan troen er nødt til at være det personlige møde med den fuldkomne kærlighed.

    Et par citater: “At kende den kristne Gud er at erfare kærligheden. Man kan ikke for alvor møde den kristne Gud og ikke møde kærligheden – først som kærlighed, man modtager, og dernæst som kærlighed man gengælder.”

    “Måske har du det ikke så godt med min understregning af den kærlige relation til Gud. Det kan være du betragter dig selv som mere fornuftspræget end følelsespræget og synes, at det forhold til Gud, jeg beskriver, ikke er noget for dig, men for nogle andre.
    Men er kærlighed virkelig kun et behov for nogle af os?
    Alle menneskers dybeste behov er at overgive sig til den fuldkomne kærlighed”

    “At møde Gud i kærlighed er lige så vigtigt for den, der lever “i hovedet” som for den, der lever “i hjertet”. Begge har brug for at lære at basere deres identitet på en erfaret viden om, at de er højt elsket af Gud. Men de vil møde forskellige udfordringer ved at gøre det.”

    Som titlen antyder er “overgivelse” nøgleordet, og denne bog er så supervigtig i vores lutherske ordvælde. Tør vi overgive os til kærligheden? Som man kan fornemme har Benner syn for både “fornuftere” og “følere” og jeg vil varmt anbefale bogen til alle, der gerne vil erfare mere af Guds kærlighed (det var vist en rimelig bred anbefaling ;-))

  8. Jeg regner TOTALT med selv at komme til temadag med Benner til september, så jeg SKAL have læst den der! Tak for endnu en begrundet anbefaling!

  9. steff:
    bliver nødt til at opponere mod det der Franscitat. ikke fordi det aldrig har sagt mig en dyt, jeg kan da godt se dets nytte i visse sammenhænge, men da slet ikke her i en snak om apologetik, som i trosforsvar af kirkelige dogmer.

    som diciplin er apologetik vel ret skemalagt. det er et på forhånd gennemtænkt svar til et givent spørgsmål. det er et oplæg til samtale, fx som JLo nævner det, ifm gademission. men hvad nytter det at sidde og snakke om der rent faktisk var en syndflod eller om jomfrufødslens mulighed hvis man ikke kommer ind på noget med Jesus og kærlighed?

    selvom tiden vel er løbet fra den meget skemalagte apologetik, så udtrykkes kærlighed vel stadig så vel i ord som i gerninger. du sidder jo ikke og vil vinde en diskussion. du sidder og ønsker inderligt at rydde misforståelser af vejen eller udlægge evangeliske sandheder så mennesker kan se en del af det håb du holder dig til.

    apologetik har sikkert en blakket fortid, men jeg synes klart den kan bruges i dag. den skal ikke stå alene selvfølgelig så den blir kold og faktapræget. men igen, jeg sys altså ikke vi kan trække frans op her.

  10. @fro – jamen så ses vi måske der (hvis du tager det i kbh)

    @simon – Lige netop i denne diskussion er det citat da superrelevant.
    Min pointe er, at det er stort set umuligt at overbevise nogen om Guds kærlighed vha ord. Min personlige erfaring er, at man kan gøre mennesker interesserede, hvis man fortæller sin egen historie om, hvad Gud betyder i ens liv – især hvis man i forvejen har en relation (af en eller anden grund skal det åbenbart også helst være en sen nattetime til en fest – i hvert fald for mit vedkommende)

    Jeg skal ikke benægte, at Gud på mirakuløs vis kan nå enkelte mennesker gennem ord. Men det jeg taler om er, bogstavelig talt, hundrede tusinder af mennesker i Danmark, der tror på Gud i en eller anden form, og som ville være interesserede i kirken, hvis vi skar ned på ordene og skar op på handlingerne/kærligheden og på inkluderende, autentiske fællesskaber.
    Det ligger så meget i tiden!

  11. steff:
    jeg tror jeg er enddog meget uenig i dit syn på det kirkelige landskab: at folk ville være mere interesserede i kirken hvis der var flere handlinger og færre ord. hvordan i alverden kan du vide det og stille det så bredt og generelt op som om det er i hundrede tusindtal???

    desuden. kunne det så ikke tænkes at det forholdt sig knapt så sort og hvidt mellem ord og handlinger? Måske at der var noget i det ord der forkyndes i mange kirker, der var noget i vejen med? fx formen, ordvalget, manglende forklaring af dogmer og “typisk kristne” ord som synd, nåde, Gud osv (= MANGLENDE APOLOGETIK!!) som dermed ligger til grund for fejlagtige forestillinger af kirken og det at tro?

    ja det er mirakuløst når folk kommer til tro ved ord. men troen kommer nu en gang af det der høres. se fx reaktionen til Peters tale i ApG 2 for om ordene mon havde virkning i folks hjerter.

    og mht til frans. han har stort fokus på næstekærlighedsbudet og at vise evangeliet gennem dette. det er meget bibelsk, fromt og godt. i evangelisation og livet generelt er det også ganske nyttigt. men i grundviden om evangeliet og trosdogmer og deslige har vi altså brug for at dele de herlige ord som bibelen trods alt er fuld af. Luther så blandt andet dette og smed om sig med et par katekismer. vigtigheden at vide på hvem jeg tror er altså en del vi skal have med, også over for hinanden og i evangelisations øjenmed, ellers kunne vi ligeså godt være humanister med en “kærlighedskraft” som gud.

  12. Jeg tror, at vores (læs den moderne kirke) version af apologetik er blevet tilsat en del modernisme. I moderniteten handlede det nemlig om at få ret. Verden var/er delt op i systemer, og de andre som ikke var en del af ens eget system tog fejl i deres måde at se verden på. Det var sådan verden var bygget op. Man var en del af det rationalistiske og logiske paradigme, og dermed var apologetikken enorm vigtig, fordi det var sådan man kunne visse man ikke var helt ude på et overdrev, når man sagde, man troede.

    Problemet er blot, at der ikke i dag på samme måde er brug for et forsvar af troen. De fleste er jo interesserede i det åndelige og ser det som en mulig livsstrategi. Men de har brug for at andre modellerer det for dem, de har brug for, at handlingerne hænger sammen med værdierne. Derfor er det bedste trosforsvar (hvis man kan kalde det det) ikke vores ord, men vores handlinger og vores egne erfaringer af Gud. Vi bliver nødt til at leve i og vise ting som kærligt fællesskab, ingen fordømmelse, tage os af de fattige, bruge færre penge på forbrug, tænke mindre på os selv.

    Men det er jo de færreste kristne som lever sådan (mig selv inklusive) og derfor bliver talen om troen ofte bare tom

  13. Fandt lige et Kierkegaard-citat, som hænger meget godt sammen med det thomas w skriver:

    “The matter is quite simple. The Bible is very easy to understand. But we Christians are a bunch of scheming swindlers. We pretend to be unable to understand it because we know very well that the minute we understand we are obliged to act accordingly. Take any words in the New Testament and forget everything except pledging yourself to act accordingly. ‘My God,’ you will say, ‘if I do that my whole life will be ruined. How would I ever get on in the world?’ Herein lies the real place of Christian scholarship. Christian scholarship is the church’s prodigious invention to defend itself against the Bible, to ensure that we can continue to be good Christians without the Bible coming too close. Oh, priceless scholarship, what would we do without you? Dreadful it is to fall into the hands of the living God. Yes, it is even dreadful to be alone with the New Testament.”

  14. @sim & stef: Det er vel lidt fjollet at stille ord & gerninger op overfor hinanden. De fleste af os er jo ikke stumme eller noget. Tværtimod er det vel den manglende overensstemmelse mellem ord og handling, der er det egentlige problem. Jeg tror ord kan ødelægge meget, men manglende handlinger måske endnu mere…

    Jeg er enig med Simon i at troen kommer af det, der høres. Men hvis man ikke lytter hører man intet. Handlingerne er med til at pege hen på autenciteten i det vidnesbyrd, man skal lytte til, og gør det dermed mere modtageligt. Som Leiph A siger, hvis vi ikke tager mennesker seriøst i det sekundære kan vi heller ikke forvente at de lytte til os i det primære (meget frit citeret).

    Jeg er ikke sikker på at jeg er enig med Simon i at man behøver en teologisk grundviden om dogmer osv. for at dele evangeliet. Shocking, I know, men prøv at se kvinden ved brønden. Hun var virkelig ikke en stor teolog. Men hendes relation til den levende Gud gjorde forskellen. Så længe vi fokuserer på vores egen opbyggelse FØR vi tør dele evangeliet.. ja, så kommer vi til at sidde i lang tid og vente. For vi bliver alligevel aldrig færdig. Det er lidt ligesom at vente på at få lyst til at blive martyr..

    @willer: Jeg tror du har ret. Dame sagde netop til mig, at apologetik jo kun virker i det moderne paradigme. I hvert fald som apologetik med stort A. Jeg tror bestemt, som også JLo var inde på, at apologetik for al fremtidig vil være en vigtig, trosstyrkende disciplin.

  15. jeg føler mig misforstået… men det er jo nok tildels min egen skyld.

    snakken er i den grad drejet over på evangalisation og selvom apologetik jo er en del heraf, så er evangelisation noget bredere mener jeg. og jeg prøver at holde mig til apologetikken.

    steff:
    du introducerede Frans som jeg kritiserede, ikke i evangelisations øjenmed, men i tanken at man i evangelisation blot skulle dele ud af følelser og erfaringer og ikke behøvede ord om hvad man egentligt troede på. for det har man da så sandeligt hvis man skal svare på: “hvad tror du på?” (og det der er mere konkret). her har du da brug for dogmatik: hvem er Jesus egentligt, hvad er evangeliet, hvad betyder korset osv osv

    will:
    jeg tænker apologetik som “trosforsvar” og derfor lyder det du skriver: “Derfor er det bedste trosforsvar (hvis man kan kalde det det) ikke vores ord, men vores handlinger og vores egne erfaringer af Gud.” lidt som en sammenblanding af ordene i mine ører. for netop dér forklarer du viser du din tro og forklarer måske hvorfor og hvordan osv. det er vel ikke det samme som at “forsvare den”? det er ikke apologetikken der skal snakke her, det skal du 😉

    “hvad vil det sige at tro _for dig_?” kan ikke svares på med apologetik.
    “hvem er Jesus?” osv. har brug for en apologisk vinkel sammen med din personlige oplevelse af det.

    når du skal præsentere din tro er det vel ikke apologetik, den kommer når du skal svare på spørgsmål for din tro. sårn læser jeg i hvert fald 1.Pet 3,15 tror jeg…

    fro:
    jeg synes ikke at “man behøver en teologisk grundviden om dogmer osv for at dele evangeliet” selvom om jeg åbenbart har insinueret det. at dele evangeliet kommer vel ganske naturligt til tider, ved at man blot er sig selv. men hvis man skal forklare sin tro nærmere, så får man det svært hvis man ikke har nogen teologisk grundviden. ja, du får det svært ved at holde din tro fra at gå over i vandtro hvis du ikke har teologisk grundviden. eller?

    men ja, igen sys jeg der snakkes om 2 ting: evangelisation som det brede begreb som har apologetik som er en del af sig – men kun den “dogmatiske del”. for ja det er ganske rigtigt, “kvinden ved brønden” er da en strålende evangelist når hun løber tilbage til byen og vidner om den messias der har vist sig for hende. og fik hun yderligere spørgsmål, så kunne hun altid henvise til manden selv, det som vi vel også kan gøre ved at pege på bibelen hvor han har åbenbaret sig…

  16. great – et langt indlæg er forsvundet i cyberspace 😦

    well.. konklusionen kan I da få, så må argumenterne komme senere, hvis det er.

    Rationelle forklaringer på hvorfor kristendommen er sand/hvorfor jeg tror/hvorfor andre burde tro – nej tak

    Handlinger og ord, der videregiver den kærlighed, vi selv har modtaget – Yes, Sir!

  17. I stand amazed… ???

    tror du vi må bede cyberspace gi tilbage hvad den har taget!!! ellers så er jeg da noget forvirret!

  18. Well.. Så epokegørende er det nok desværre ikke..

    Min pointe var såmænd bare den enkle, at ting som troen/opstandelsen/skabelsen ikke kan forklares rationelt, og derfor er det generelt en dårlig ide at gøre det.

    Hav en fortsat god dag
    kh
    stef

  19. Her troede man at “Undskyldninger?” var et indlæg om Bjarne Riis…

    Nå, men: Er det apologetik at tilbagevise, at Jesu kiste – med ben i – er fundet et sted i Jerusalem?

    Hvis ja, så giver apologetik i høj grad mening (uanset hvad det har været brugt til før i historien). Kristendommen er ikke bare nogle dejlige fortællinger. Det er virkelighed. Og evangeliet kan være nok så skønt og smukt, men hvis det ikke er mere end en fortælling, hvis det ikke er virkelighed, kan det ikke blive virkeligt i vores eget liv.

  20. @Nik: Nu skal vi jo ikke tilbagevise for at tilbagevise, men tilbagevise det, der er usandt. HVIS det er usandt, at Jesu kiste med ben i er fundet, så må det jo være videnskabens opgave at kunne hulle den teori. Og så må apologetikken tage videnskaben til hjælp og huske på, at den teori ikke var sand.

    Jeg er enig med dig i at kristendom er virkelighed, men opstår den virkelighed ikke først i det at man tror? Måske er vi på vej ud i en “hønen/ægget” diskussion, men er det bedste vi som kristne kan gøre ikke at vise kristendommens virkelighed i vore egne liv og med vores egen tro? – altså, vise at det hænger sammen? Jeg tror ikke man kan argumentere sig derhen. Men jeg afviser bestemt ikke at apologetikken ikke kan være en vigtig hjælper på vejen.

  21. Om virkeligheden ikke først opstår i det, at man tror??? Det er da noget værre relativistisk volapyk. Jeg tror på en Gud, der er Herre over alle mennesker, hvad enten de tror eller ej, jeg tror på, at Jesus døde for hele verden, hvad enten vi tror eller ej, jeg tror på, at Gud skabte os allesammen, tro eller ej, og jeg tror på, at Jesus døde for alle menneskers synd – tro eller ej! Ellers bliver missionen vel også ligegyldig.

  22. Jeg er er ikke relativist, vil jeg godt lige skynde mig at sige, derfor siger jeg også at kristendommen er virkelighed. Men det er en virkelighed, som – uantastet den er absolut – gribes med troen.

    Det var det, jeg skulle have skrevet.

  23. @Frovin (#23): Jo, men jeg kan ikke tro noget jeg ved er uvirkeligt. Så bliver det netop et eller andet med at troen blot er en god fortælling på linie med den vi kan læse på emballagen til et eller andet produkt: Den er sandsynligvis ikke sand, men den sælger produktet fordi den giver folk en god følelse.

  24. @Nikolaj: Det er det, der er så fint ved Åndens gerning i os – den lærer os at tro og vide samtidig!

    Vi har en spændende snak om det ovre på Simons blog. Join us!

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s