Tre mænd og en lille besættelse

David Fincher var meget stor i 1990erne. Som Quentin Tarantino folkeliggjorde og nærmest forfinede splattervolden – eller i hvert fald ophøjede den til kunstart – blev det Finchers opgave at stramme skruerne på den psykologiske thrillergenre, som om nogen var den der fra og med ”The Silence of the Lambs” definerede 1990ernes film. Fra ”Alien3” over hovedværket ”Se7en” til ”The Game” og ”Fight Club” har Fincher markeret sig som en instruktør, der på stilbevidst facon mest af alt er interesseret i at give meget visuelt bevidste billeder af det inderste mørke i et menneskes sjæl.
”Zodiac” er hans første film siden metervaregyset ”Panic Room” med Jodie Foster fra 2002. Nok engang kaster Fincher sig over seriemorderen, han, der var 1990ernes antihelt. ”Zodiac” handler om den helt autentiske Zodiac-morder, der i årene 1969-1972 terroriserede Californien med sine mord og sine trusler om flere mord.

Men selvom ”Zodiac” nok er en morderfilm fra Finchers hånd er det her opdageren, der er i fokus. Eller rettere sagt – opdagerne. Filmen følger nemlig tre mænd, hvis arbejde med at opklare gåden om hvem ”Zodiac”-morderen var for dem bliver en livslang besættelse. Filmen følger detektiven Dave Toschi (Mark Ruffalo), journalisten Paul Avery (Robert Downey Jr.) og bladtegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), hvis memoirer også er det litterære og sandfærdige forlæg for bogen. Alle tre bliver de på forskellig måde hvirvlet ind i efterforskningen af mordene, alle tre ønsker de at forstå bevæggrundende for hvorfor denne Zodiac-morder dog opfører sig som han gør, og for alle tre får det store personlige omkostninger.

Ikke for ingenting kommer filmen med den sigende tagline ”There’s more than one way to lose your life to a killer”: De tre mænd opsluges af den tilsyneladende endeløse gåde, og af morderen, der selv taler i gåder. Fincher formår med humor, desperation og frustration at tegne et billede af besættelsen, som den kun kan være når man konstant føler sig meget tæt på at finde og opdage noget banebrydende og nyt. Det er befriende at igen og igen kunne le af de tre mænds håbløse kamp mod vindmøllerne, og det er rystende når filmen igen og igen afslører, at det for dem er dyb alvor og et spørgsmål om sjælefred på et niveau, der kræver langt mere eftertanke end en hyggelig tur i biografen lægger op til.

Finchers grundighed er måske filmens største svaghed. Med en spilletid på lige under tre timer har Fincher lavet en meget lang film. Det kan argumenteres at filmens længde er nødvendig for at tegne det portræt af besættelse, som filmen gør. Men Finchers styrke er normalt hans æstetiske bevidsthed og sans for den visuelle detalje. Den levnes der ikke meget plads til i dette drama, der nok er Finchers mest introverte hidtil, og også det trækker nedaf. For mange væsentlige bipersoner (såsom ægtefæller) forbliver karikaturer, og hovedpersonerne, de tre mænd, tegnes aldrig helt skarpt op. Det er som om Fincher selv heller ikke ved om han skal hengive sig til personkarakteristikken eller selv prøve det umulige Sisyfosarbejde det er at opklare Zodiacgåden, og derfor sætter filmen sig mellem to stole. Samtidig lægger den atmosfæriske, mørklagte og dunkle stemning en mat dyne over filmen; en dyne som i det lange løb ikke virker befordrende for filmoplevelsen. Det skiftende fokus på de tre hovedpersoner føres qua den sløve personkarakteristik heller ikke klart til ende – denne seer savnede i hvert fald en mere ren afslutning end den, der i rulletekster nøgternt forkynder virkeligheden til sidst. Det er på sin vis lidt fattigt at en film så lang, af en instruktør med en så skarp fornemmelse for fortælling, må slutte med et par refererende rulletekster.
Alt dette tager dog ikke fra filmen, at den er medrivende og interessant som periodefilm. I genren foretrækker denne anmelder dog Sean Penns undervurderede ”The Pledge” med en sensationel Jack Nicholson. Også den var som “Zodiac” i konkurrence i Cannes. Formodentlig må også “Zodiacs” rejse ende tomhændet.

***

Reklamer

5 tanker omkring “Tre mænd og en lille besættelse

  1. David Fincher er en genial instruktør – både se7en (som man desværre ikke kan få med danske undertekster længere! – nogen, der har den til salg?) og Fight Club må vist regnes for at være film i særklasse – især se7en er et – grotesk – men absolut mesterværk. Billedsiden er ikke mindre end formidabel, og Kevin S. slår da alle rekorder i at være en ekstrem kalkulerende (og creepy) seriemorder! Er lidt spændt på, om Zodiac mon kan leve op til mine høje forventninger…

  2. Det tror jeg ikke den kan.

    “Se7en” er uden sammenligning en af de mest modbydelige mainstream film, der kom ud af 90erne. Men hvor er den dog godt skruet sammen..!

  3. Jeg må igen bekende at jeg aldrig har set Fight Club… men den skal altså snart ses.. ligeså Zodiac. Se7en er en rigtig go film, virkelig godt skruet sammen, ja. 🙂
    Jeg bliver altid forskrækket over en bestemt scene i filmen, som både er ganske ulækker og grotesk. Puha.

    Kirsten: Har du set i Accord, og lignende? Der må stå nogle brugte eksemplarer et sted.

  4. @ Mikael – Fight Club MÅ du se…
    Ang. Seven: Den scene, du snakker om, skulle vel aldrig være der, hvor ham den helvisne/halvdøde mand brat vågner? (Første gang, jeg så scenen, var jeg ved at krepere….)
    Nej, jeg har ikke tjekket Accord – god idé….

  5. Kirsten: Jo, lige præcis. Jeg blev simpelthen så forskrækket. Puha. Bliver det stadigvæk, selvom jeg ved scenen kommer. 🙂
    Eller 2-hand records i Lars Bjørn stræde. Man kan jo være heldig. 🙂

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s