Personlig kanon #6: Manden fra Mormugao

Det er utroligt så meget besynderligt børnefjernsyn, mennesket er installeret til at kunne huske. Jeg er en af de få, der rent faktisk kan huske “Guld og grønne skove” eller “Poul og Nulle i Hullet”, som den vist hed i folkemunde, den legendarisk forhadte og ikke genudsendte julekalender fra først i 1980erne, hvor Poul Nesgaard og Elith Nulle Nørholm i en 2CV kørte ned i et hul i jorden (sic) og sendte der “live” til Danmark. Det var meget, meget mærkeligt. (Jeg husker dog mest de afsnit af Mumitroldene, de sendte bagefter. Jeg var angst for Murren, æsj.)

Jeg har tidligere nævnt de sælædende grønlandske børn som kom på skærmen når børne-TV skulle være antropologisk/etnografisk politisk korrekt, før der var noget, der hed politisk korrekt. Det var mest af alt væmmeligt at se Quatok og Kronyf og hvad de hed æde rå lever og bo i grimme huse hvor kvinderne drak kaffe og det altid var snevejr. Sjovt nok byggede de grønlandske børn på TV aldrig snemænd. Det er måske en kulturel ting.

“Manden fra Mormugao” var en vanvittig børneserie, skrevet af Niels Hausgaard, med Poul Dissing i hovedrollen som manden, der rejser til Lønstrup (!) for at finde den lille figur kaldet Manden fra Mormugao. Det er jo på sin vis genialt. Hausgaard, Dissing og Lønstrup er en umiddelbar utrolig børnevenlig trio. Måske er det derfor serien aldrig blev genudsendt?

I hvert fald er det en odyssee med Dissing center stage. Thi finder han den lille figur fra Mormugao kan han få tre ønsker opfyldt, og hvem vil ikke det? Man følger Dissings fortrædeligheder da han indlogerer sig hos en dame i hvis toiletgulv, figuren skal befinde sig. Hun spilles af sangerinden Inger Lauritzen (find hendes hit “Glitrende hav” på iTunes) med fynd og klem, og alting koster ekstra. Det lykkedes naturligvis (det er jo børne-TV) for Poul Dissing at finde den lille mand, og så forekommer det mig at der går uendelig lang tid hvor Dissing overvejer hvad han nu skal ønske sig.

Af vanvare bruger han dog to af ønskerne en dag han får uventede gæster. Gæstfri som Poul er ønsker han naturligvis at byde sine gæster på noget, og uden at tænke over konsekvenserne kommer han til at udbryde “Jeg ville ønske jeg havde et skab fuld af chips”.

Og det skal jeg så ellers love for at han får. Det vælter ud med chips. Længe. Og derfor må stakkels Poul bruge nok et ønske på at stoppe den absurd evige strøm af chips.

Men det er jo DR, så naturligvis er der en morale. Til sidst, efter han har gjort sig venner med en enlig mor (dem var der utroligt mange af i 1980ernes børnefjernsyn) bruger han det sidste ønske til at gøre moderens barns døde marsvin levende igen, og således ender “Manden fra Mormugao” delvis kristologisk og dermed har vi igen linket til denne blog.

Man kunne også nævne “Red Joppe” (også med enlig mor), “Nana” (med emanciperet mor), “Skrumpen fra det Ydre Rum” (med farver og striber), “Ludo” (med middelklasse-weltschmertz og Therese Damsholt) og andre sære børne-TV-ting, men hvilke kan I huske?

Reklamer

53 tanker omkring “Personlig kanon #6: Manden fra Mormugao

  1. Har de ikke lige genudsendt Nana fornylig? Måske er jeg mærkelig, men jeg husker allerbedst de afsnit af Bamse og Kylling, hvor de besøgte månen – i det der afsindig vanvittige rumskib; forlæns og baglæns osv.

  2. Hed den der planet ikke Joachim? Det var i hvert fald noget med at han fløj derop i en pære.

    Jeg tror Nana blev genudsendt i påsken.

  3. Nana blev genudsendt i påsken ja. Det måtte jg ikke se som barn. Men til gengæld husker jeg klart de bamse-afsnit, Brian! Min lillesøster og jeg legede tit “Forlæns og Baglæns” og som den ældste var jeg naturligvis Forlæns… Gonøf gonøf!

  4. … en pære ja, det var sådan det var. Og så skulle de altid bage et stort hvidt brød af en slags i deres intimistiske stenovn. Jow jow… det var tider.

  5. Som specialist i Bamse, bliver jeg lige nødt til at komme på banen. Det var ikke Bamse og Kylling der var på planeten, som ganske rigtigt hed Joakim. Det var kun Bamse, som dengang styre det show der hed “Fjernsyn for dyr”. Pæren som Bamse fløj i havde påtrykt nr. 42, og manden der boede på planeten hed Arthur (Tom McEwen), hvilket tydeligvis er en reference til Hitchikers Guide to the Galaxy. Ja, dengang var B&U virkelig på stoffer…

    Arthur havde i øvrigt en ganske god sang, som du også husker lidt af, Mr. Fro.
    “Mit rigtige navn det er Arthur / men det er der ingen som ved / Min mor er et glimrende kukur / min far er en gammel planet / Jeg bo’de i Malmø til jeg var 50 / men dér blev jeg aldrig helt rigtig tilfreds / Så brugte jeg lidt af min fantasi / så nu er jeg bare en dreng på 10 / Jeg har lynende travlt / men jeg ta’r den med ro / Fantasien, fantasien, fantasien er go’ / Jeg brugte lidt mere og fik job på en måne / og det var jo sjover’ end hjemme i skolen / Her passer jeg 18 planeter om dagen / for netop for mig er det lige sagen / Jeg har lynende travlt / men jeg ta’r den med ro / Fantasien, fantasien, fantasien er go'”

    Faktisk har jeg fundet frem til et referat fra serien – endda på engelsk:
    “Fjernsyn for dyr – Bamse på planeten” (1983) (mini)

    This children’s miniseries tells the story of Bamse’s fairy tale like adventure on a small remote planet inhabited by the wonderful and strange characters Forlæns and Baglæns. This series was the creation of Finn Bentzen, Elith Nulle Nykjær and Poul Nesgaard (now headmaster of The National Film School of Denmark) and is by many considered to be one of the best television programmes for children ever made in Denmark. After this mini series Bamse got his own weekly tv-series entitled “Bamses billedbog” (1983) set in a completely different enviroment. The big yellow teddy bear Bamse travels to the small distant planet Joakim. Bamse is in a good mood and looks forward to meeting the inhabitants of the planet. Once he arrives he watches television with a strange double-headed animal called Forlæns and Baglæns, one head at a time. Bamse also finds out that the animal likes to drink fruit juice from a bucket. Bamse meets Arthur who is caretaker of all the planets in the sky and travels in a pear-shaped spaceship with the number 42 on it. Arthur is in a mighty hurry, but he takes it easy and tells imaginative stories and teaches Bamse how to bake bread in an oven.

    Ligger i øvrigt inde med 3 billeder fra produktionen af serien…


    Åh det er så rart at opfriske minder…

    -Mathias

  6. Fantastiske minder… jeg husker særligt noget fjernsyn for dig, hvor der var en pige, som gik rundt i en by. Mens hun var udenfor, var hun en dukke, men når hun gik ind i husene, blev hun en rigtig pige. Derudover var der noget rigtig spændende noget med “østen for solen og vesten for månen” – eller sådan noget… og så var der selvfølgelig flaskehalsen peger på, som var super-kreativt og inspirerende børne-tv. Åh ja… det var tider, da børn ikke behøvede at se små dæmon-dyr, der kaster med underlige dimser og slår hinanden ihjel for at blive underholdt.

  7. Det der Pokemon har en figur, der hedder Pikansjos. Det har jeg altid synes var lidt spøjst. Af samme grund har mine børn aldrig måtte se den slags i TV.

    :hånddukker:

  8. Jeg har forgæves på nettet ledt efter et program, som ikke mange husker – måske gør nogen her:
    Det drejer sig om tiden FØR “omsen og momsen”, hvor Jess Ingerslev boede i et hus sammen med en rødhåret “pige” med lange rottehaler, som hed Mona. Hele huset var indrettet således, at de to voksne mennesker var i børnehøjde med alt. Der var altså kæmpe lænestole og højt til alle dørhåndtag. De gik også udenfor i en skov og legede.
    Anyone???

    JLo: Var det hende der, som boede i et dukkehus?

  9. Hmmm… jeg tror, det der er før min tid, Anne-Dorthe. Hele byen, pigen boede i var en dukke-by så hun boede vel også i et dukkehus, hun var jo selv en dukke.

  10. Jeg kan godt huske “Red Joppe”. Mest fordi jeg var lidt bange for det… Var det forresten ikke svensk?

    JLo: Det med østen for solen og vesten for månen, er det ikke fra Hodja fra Pjort? Jeg tror jeg kan sangen…

    Min personlige favorit som barn var helt klart “Bullerfnis”. Men det var nok også fordi, Hella Joof så tit snakkede om “dengang i kollektivet” og jeg er jo lissom også vokset op i kollektiv, så der var en dejlig genkendelsesglæde over det 🙂

  11. Signe… det var ikke Hodja fra Pjort, det handlede om en lille dreng, som mødte en masse seje riddere og sådan noget.
    Og så vil jeg lige sparke ind, at jeg faktisk er født i 1986 og ikke i 90erne. Men det er mine elever faktisk… skørt at der findes mennesker, som ikke kan huske så store ting som EM92 fordi de knap nok var født.

  12. Undskyld.

    Hodja fra Pjort = flyvende tæppe og temasang af Sebastian. Selv JEG kan huske det.

    Østen for solen = hed det ikke i virkeligheden Skattekortet og foregik hos mormor Bodil Udsen?

  13. Hmm, jeg kan kun huske Hodja, ingen mormor eller riddere…

    Og jeg kan næsten heller ikke huske EM i ’92, men det var fordi vi var i USA den sommer, og derovre går de ligesom ikke op i fodbold, især ikke europæisk fodbold!

  14. It’s all coming back to me now! Hvor er det fantastisk at læse om alt det gamle børnetime der har været i tidens løb – jeg sidder jo og bliver helt sentimental…
    “Manden fra Mormugao” er jo total kult, og jeg som gik og troede at det kun var min søster og jeg der kunne huske det.
    Noget andet godt var “Den blå æske ” med Jesper Klein. Selv om jeg må indrømme at jeg ikke kan huske hvad det handlede om, giver det sådan en feel-good fornemmelse i maven. Der var også “Palle, Polle og Ruth” som indeholdt nogle gode “sing along songs”, og selv om der var en skurk som altid lavede ballade, så endte det altid godt (uhm, feel-good igen). Der var også “Et lille øjeblik” med hende der havde en oppustelig fødselsdagslagkage og en hund der hed Sigurd – igen var det der gjorde det godt musikken og feel-good stemningen. Noget af det mere oplysende var ham der Jens der tegnede og fortalte om dyr. Og kan I huske det der med de dukker der var på ferie ved en strand? De samlede muslinger og sten, legede og blev sommetider uvenner, men det sjoveste var nok, at de sagde både “tisse” og “lave pølser” og andre “forbudte” ord.

    Ok, jeg går helt i selvsving. Jeg må hellere stoppe igen, men takker for muligheden for dette lille trip.

  15. jeg husker et program, der vistnok hed “skælv”, hvor værten kom kørende ind på en eller anden motoriceret mini-knallert/trehjulet cykel..

    det var noget med breve og et bord, der kunne ryste..

  16. Hej,

    Jeg har også set “Manden fra mormugao”, og er sågar så heldig at min far stadig har den på et gammelt VHS-bånd. Jeg bad ham grave det frem for nylig, og han har tænkt sig at forsøge at få det brændt over på et lidt mere holdbart medie. Hold da op, hvor jeg glæder mig til at se den igen.

    Lige et par rettelser til beskrivelsen:
    Han indlogerer sig ganske rigtigt hos en dame, men der er også en mand. De er begge meget nærige, og George – som Poul Dissings karakter hedder – må betale ekstra for alt fra ketchup til tv-kigning.

    Derudover er det ikke George der inviterer på øl, men en mand der bor i byen. George får ondt af manden da han ikke kan finde sine chips, og ønsker chips, hvorefter de vælter ud af skabet.

    Nå, men jeg er i hvert fald snarest i besiddelse af denne klassiker af en børnetime, hvilket jo er fantastisk!

    Mvh
    Brian Frisch

  17. Tak for rettelserne!

    Ja, Dissings figur er meget uselvisk i dette fine stykke melodrama. Når DRs arkiver åbner skal jeg med fryd gense den!

  18. Hej Brian Frish

    Nu har jeg igennem flere år håbet på en genudsendelse af “Manden fra Mormugao” men uden held. Det var jo en fremragende miniserie og det er da helt fantastisk at du er kommet i besiddelse af den.

    Nå, men jeg skriver jo sådan set for mit eget ego for hvis du har fået spillet den over på dvd er jeg meget interesseret i en kopi – og vil naturligvis gerne betale hvad det koster (og lidt mere til). Det vil nemlig være den suveræne fødselsdagsgave til en af mine kammerater som jeg også har noget internt med vedrørende den legendariske chips-scene.

    Håber på et positivt svar.
    Eventuelt kan du ligge dvd’en/vhs’en på nettet så alle kan få glæde af det – hvilket jeg også gerne vil gøre hvis jeg får fat i en kopi.

    VH
    Jakob

  19. Hej JLo,

    Jeg kan ogsaa godt huske det der program med hende pigen der gik rundt i en by, og hun gik ind i de forskellige butikker. Hvad var det nu den hed??

    Er der nogen der ved det??

    antiscorer

  20. Åh for fanden, hvor var jeg heldig at snuble over din side! Jeg er den eneste i hele min omgangskreds der overhovedet husker “Manden fra Mormugao”, og jeg har ledt og ledt efter den (idet jeg ikke kunne huske titlen) Jeg var helt vild med den serie! Tak for din genfortælling ,det bringer virkelig minder!
    Jeg ville også være meget interesseret i en digital kopi!

    Der var også en anden serie, vistnok med Niels Housgaard om en dreng der boede ved vesterhavet og drömte om at komme ud at sejle. Jeg kan ikke huske mere, bare den jyske fortællerstemme.

  21. Det med pigen i byen hed: “Alabadej, fjernsyn for dig”. Med forbehold for stavefejl i det første ord, men sådan udtales det i hvert fald 🙂

    Totalt mange klassikere. Jeg synes det er sjovt, at de alle indeholdt en fantastisk historie/eventyr, noget som i dag er erstattet af effekter efter “bigger is better”-princippet.

    Skattekortet/østen for solen vesten for månen kan jeg kun huske glimtvis (jeg er årgang 1983), men jeg har forgæves ledt efter info om den. Bedstemors hjemmelavede skattekort og ridderne vækker virkelig nostalgi. Jeg håber virkelig den bliver tilgængelig på DVD.

    Jeg har søgt på Bodil Udsen, og ingen steder har jeg kunne finde noget om serien, hverken på imdb.com eller danskefilm.dk. Var hun virkelig med i den, eller husker jeg helt forkert?

  22. Østen for solen vesten for månen er også noget af det børnetv, som vækker allerflest minder hos mig. Ikke fordi jeg kan huske særlig meget af det, men der var bare en helt speciel stemning forbundet med det.

  23. d 27. udkommer bamse på planeten på dvd 😉
    Bare skattekortet også kommer på et tidspunkt. Min ynglings børnetime og vil så gerne vise det til min kæreste. Han var ikke hjemme i weekenderne dengang så kender det slet ikke

  24. Hej,

    Som opfølgning på mit tidligere indlæg har jeg glædeligt nyt!

    Min far har gravet sit gamle videobånd frem, og han har været så venlig at spille det over på en DVD skive til mig.

    DVD’en indeholder de sidste ca. 10-15 minutter fra første afsnit og hele andet afsnit af “Manden fra Mormugao”. Da det er fra et meget gammelt VHS-bånd er lyden somme tider rigtig dårlig, men den er dog stadig til stede og det er stadig topklasse underholdning.

    Den (eller noget af den) eksisterer endnu!!

    Mvh
    Brian Frisch

  25. Cool nok Brian

    Hvor vækker de mange minder inde på børneprogramafstemingen på dr.dk/bonanza i denne uge. Fantastisk

  26. Manden Fra Mormugao – får helt kuldegysninger når jeg hører den titel! En helt igennem legendarisk mini-serie som for mig står som noget af det mest kulte nogensinde!!! Er også meget interesseret i en DVD kopi hvis det altså kan lade sig gøre?

    Hilsen Emil – emil@blackzeta.com

  27. Muff! Sikke noget fis at sige, at det er Tom McEwan, der er “inde i” Arthur..

    De andre ting har du rimelig styr på, men det er altså Dag Hollerup, der spiller Arthur.

    I skulle i øvrigt alle prøve at tjekke http://www.dr.dk/Bonanza/bio/Boern – der er masser af gamle klip og enkelte samlinger med alle afsnit, f.eks. Ude på noget, Omsen & Momsen og Kaj & Andrea m. Poul & Keld.

    Og så er Bamse på Planeten jo kommet på DVD, men det ved I sikkert 😉

  28. Bliver også lige nødt til at spørge.
    – Er du sikker på det er chips han ønsker sig?
    Jeg har et mentalt billede af, at det er popcorn, der vælter ud af skabene..

  29. Jeg venter også spændt på at DR genudsender “Manden fra Mormugao”. Jeg mener ikke at det er rigtigt at Dissing bruger ønske nr 2 på at stoppe chipsene der vælter ud af skabet. Jeg kan nemlig huske, at han også bruger et ønske på at der dukker noget rav op på stranden, hvor han går tur med den enlige mor og hendes datter. Dvs ønsker tror jeg er: 1. chips. 2. Marsvinet blir levende og 3. Finde rav på stranden

  30. Pingback: Manden fra Tilværelsen - manden fra Mormugao « tilværelsen.

  31. Jeg er nødt til lige at korrigere… Dissing bruger et ønske på chips, et på marsvinet og det sidste på at den enlige moders barn finder en enorm klump rav på stranden.

  32. Jeg har lige et enkelt spørgsmål i debatten omkring “Bamse på Planeten”. Manden i Pæren synger: Mit rigtige navn det er Arthur, men det er der ingen der ved . . .. osv. Hvis der ikke er nogen der ved at han hedder Arthur, hvad kalder de ham så ??????

  33. Et par rettelser:

    Figuren befinder sig under gulvet i spisekammeret, ikke på toilettet.

    Han bruger et ønske på chips – men det er ham selv, der er gæsten, på besøg hos en mand, som forgæves leder efter chips at byde ham på.. Og så bruger han et ønske på at genoplive de to pigers kæledyr – det er først HER han møder moderen.
    Da han til sidst efterlader figuren i sandet, er det selvom der egentlig stadig er et ønske tilbage, hvilket jo er en vigtig pointe i moralen. (:

  34. Er I sikre på at han bruger et ønske på ravet?
    Min kusine spillede med i serien, så min far var på et tidspunkt med bag kameraet til en optagelse. Og han har sagt at hr. Dissing kun bruger to ønsker. Chips og marsvin.

    Af selv samme årsag sørgede far naturligvis for at optage hele serien, så vi har den, og ville måske kunne overføre den.
    Interesseret, så send en mail til selvestesand@hotmail.com 😀

  35. vi hører ikke noget om hvad han faktisk bruger hans tredie ønske til
    og jeg tror det er med vilje så man har noget at snakke om..

    har han brugt det på at pigen kunne finde rav ?

    eller har han måske holdt om den og inderst inde ønsket at hun ville kunne lide ham ?

    vi ved det ikke:) og det er DET som gør historien smuk.

    fordi han havde et hjerte af guld.

  36. En lille men meget vigtig rettelse til beskrivelsen af Manden fra Mormugao.
    Den ældre dame som udlejer sit spisekammer til Poul Dissing er bestemt ikke Inger Lauritzen, men derimod Ruth Christensen, min mormor, som i flere årtier var en institution i Lønstrup. Det var hende der havde den lille iskiosk midt i byen og derfor var hun kendt af alle både indfødte lønstrup-boere og ikke mindst alle de turister som gentagende gange kom til Lønstrup om sommeren.

    Det var bare en lille men bestemt vigtig rettelse til Manden fra Mormugao. Den kan findes på youtube hvis men vil nyde den meget specielle børneudsendelse fra 1987.

    Venligst
    Rikke Marie Christensen

  37. Tusind tak for den rettelse, Rikke! Jeg troede inderligt det var Inger Lauritzen, men jeg vil ikke tage æren fra din mormor, som var helt fantastisk i rollen. Jeg har faktisk handlet i den iskiosk som barn.

  38. Manden fra Mormugao er blevet en kult-serie. Iøvrigt udspillede den sig ikke i Løkken, det var her Povl D. stod af bussen. resten af handlingen foregår i Skagen. Desuden var det sit første ønske george anv. til at genoplive marsvinet 🙂

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s