Døden i DSB-døgnet

Ja, for i toget er tiden jo din egen. 
Aij, det lyder værre end det er. Jeg var i dag med de kære små en tur på Jernbanemuseet, en af Odenses top-attraktioner, men da der var sort af folk pga DSB-døgnet med den gratis entre besluttede vi os at tage toget til Svendborg og hjem igen. 49 kroner og vi kunne køre det vi ville; helt til Aalborg, såmænd! – men der må være en kant. Så det blev Svendborg.

Svendborg er en undervurderet perle, især i solskin. Det er sådan et sted jeg gerne vil bo, når/hvis jeg bliver gammel. Vi tøffede rundt i de små gader, besøgte samtlige legetøjsbutikker osv. Mange mennesker gjorde det samme som os, ikke mindst fordi det var “Svendborg By Night” og der var fadølsanlæg på alle torve. Jojo.

På et tidspunkt gik vi forbi en kirke hvor der var en bisættelse i gang. Det gik hurtigt op for mig at det var en “spøgelsesbisættelse”. Altså, ikke en bisættelse af et spøgelse, men en af de slags begivenheder hvor der ingen pårørende er tilstede. INGEN. Blot en præst, en degn, en bedemand og måske en mere til at løfte kirken, og dét var så den dag. Lige ved siden af holdt butikkerne udsalg og livet gik sin gang, men der, i kirken, var døden virkelig død.

På et tidspunkt arbejdede jeg som sognemedhjælper i en kirke i et af Københavns virkelige skodkvarterer. Cirka en fjerdedel af alle bisættelser var sådan nogle med ingen fremmødte.

Der er noget uendeligt trist over at nogle mennesker skal forlade dette jordeliv på denne måde. Der ligger en tristesse i det så dyb, at jeg ikke kan rumme det. Her gik jeg, forholdsvis ung (yngre), med to vidunderlige børn i hænderne og lommen fyldt med bolsjer, og der, i en kiste, lå et menneske som måske havde gjort det samme men for hvem livet nu på denne side var ovre.

Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde & alt det der.

Jo, tak spids.

Reklamer

3 tanker omkring “Døden i DSB-døgnet

  1. Ja, det må godt nok være trist. Det er altid en ting personen ikke selv er i live til at opleve det. Men er jo ikke sikkert at livet op til dødsdagen har været meget lysere.. 😦

  2. Det er så underligt at tænke på hvad der mon gør at det bliver sådan. Har de selv valgt at aleve i isolation og ensomhed, eller er det bare sket? Hvad er historien?

    Når vi nu ikke lever for os selv er det trist at se at mange dør for sig selv, synes jeg.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s