.. skrev et svar på http://www.religion.dk, som provokerer mig. Læs det selv, og sig mig: Er det sandt at Gud først og fremmest ser på kærligheden i vores liv – på hvor meget, vi har elsket? Er kærlighed i virkeligheden en trosytring, der peger tilbage på den Almægtige?
- Kommentar
- Reblog
-
Abonnér
Abonneret
Already have a WordPress.com account? Log in now.
tilvaerelsen. 
5 svar til “Iben Thranholm”
Gud ser vel ikke “først og fremmest” på kærligheden i vores liv – det bliver sådan meget regnestykkeagtigt – men som Iben T. også siger, så er troen uden kærlighed intet værd, og det mener jeg, er fuldstændigt rigtigt – selvom os – der er opvokset i en evangelikal sammenhæng – vel ofte kan glemme det. “Du skal bare tro”, “frelsen kommer ved tro alene” er parolen, jo tak, men uden kærlighed er troen altså intet værd. Spørgsmålet er så overhovedet, om man KAN tro uden kærlighed – det vil sige, kan man have tillid til J.K. uden kærlighed? Man kan vel godt – som i en trosbekendelse – tro på Jesus som Guds søn, opstandelsen og hele herligheden, men det bliver man vel ikke mere eller mindre kærlig af?
P.S. Jeg har i øvrigt aldrig registreret, at kristne (desværre inkl. mig selv) skulle være mere eller mindre kærlige, vise mere eller mindre omsorg end andre, jeg føler mig i hvert fald ikke mere “elsket” eller “set” blandt kristne end alle mulige andre….? Gør I?
Jeg tror ikke altid selv, vi lægger mærke til det, men jeg husker en dag, da jeg fulgtes med en af mine klassekammerater hjem fra gymnasiet. Vi kom til at snakke om KFS, og hun sagde, at hun var virkelig misundelig på os kristne, for an kunne mærke, at vi respekterede og var gode ved hinanden på en måde, som hun aldrig havde set det andre steder. Det er da et vidnesbyrd, der er til at tage og føle på.
@Kirsten: Spot on. Måske bliver man endda mindre kærlig, fordi man tror at troen sidder i munden, og så forventer at andres trosudtryk skal blive magen til ens eget, ellers er det ‘forkert’.
Og nej, jeg tror heller ikke at kristne er mere kærlige, og netop derfor provokerer Thranholms svar mig. Hvis Gud er kærlighedens kilde.. hvorfor kan de så elske uden at tro?
@LaLo: Der findes – heldigvis – mange af de der vidnesbyrd. Tænk hvad der ville ske hvis vi så også prøvede at begynde at lægge mærke til det og prioritere at være kærlige..
@frovin:
Jeg er selv temmelig ambivalent omkring dette her omkring kristnes kærlighed – mange kristne (læs: herunder mig selv) kan være meget høflige og interesserede osv., men er man decideret selvfornægtende, som kærligheden jo kræver?? Og hvad vil det sige at være selvfornægtende i næstekærlighed (f.eks. i den radikale kierkegaardske forstand)? Man kan jo kun være næstekærlig i hel- og ikke halvhjertet forstand (Ved vi det i virkeligheden godt – men tør vi bare ikke leve det ud, fordi det ville kræve for meget af os??)
Omvendt er jeg på “mine gamle” dage også blevet en smule mere (okay meget mere)
selektiv i mine venskaber. Hvis jeg skal være ærlig – og det vil jeg helst være – er der desværre mange mennesker, jeg ikke orker at indgå i relationer med…. Og slet ikke at blive venner med… Det vil sige, der er en del mennesker, jeg på forhånd “udelukker”, fordi jeg oplever, at de tager for meget af min energi. Temmelig egoistisk – men igen på den anden side: Jeg har rent faktisk også oplevet at blive så drænet i relationer, at det nærmest kunne opleves som depressivt at mødes/være sammen med personerne….
Bottomline: Jeg har ret svært ved at finde en god balance imellem: Givende/drænede relationer (at passe på sig selv), næstekærlighed/selvfornægtelse…
Hmm.. ved ikke, hvor jeg vil hen med det her, men meget rart at sætte et par ord på det…:)
Kirsten: Du rammer lige plet på noget jeg også har tænkt meget over på det sidste. Nogle gange må man tænke på sig selv og beskytte sig selv. Vi kan ikke være som Jesus mht relationer.. på en eller anden måde var han bare lidt mere sikker på sig selv og bare super sej.. han kunne klare alle de krævende relationer, det kan vi normale mennesker ikke, og jeg tror heller ikke vi skal.