2 x 1940

Nu har brugt mest af min film-taletid her på bloggen til at anmelde nye film. Men hvad ville de være uden de mange der gik forud for dem! Gamle film er så sørgeligt undervurderede, så her kommer lige et hurtigt slag for 2 fra samme år.

I 1940 vandt filmen “Rebecca” en Oscar for årets bedste film. Filmen var instrueret af Alfred Hitchcock og dermed en af hans mest feterede. Og dog: Filmen var nemlig mere producer David O. Selzniks projekt. Der findes en mængde legendariske skrøner om hvordan han forsøgte at tvinge Hitchcock til at ændre filmen – og han fik også sin vilje. Money makes the world go round… Hitchcock mente aldrig selv at det var en film, han kunne kalde sin egen, så det er måske lidt tragikomisk at det blev den eneste fra hans hånd, der vandt for bedste film. (Og så endda et år hvor han havde to film nomineret til Bedste Film!)

Filmen baserer sig på en roman af Daphne du Maurier og handler om den unge kvinde, der falder for rigmanden Max de Winter. Hun gifter sig med ham og flytter ind på hans palads – Manderlay – blot for at finde ud af, at fortiden og Maxs afdøde første hustru Rebecca er svære at blive fri for. Og omstændighederne omkring Rebeccas død bliver mere og mere besynderlige.. Det er ultimativt en film om brudte håb og drømme, og om at undslippe en fortid der ikke lader sig undslippe. Joan Fontaine gør en mindeværdig figur ud af den stakkels forelskede mrs de Winter, der rent symbolsk aldrig får et navn – for Rebecca, den afdøde og fraværende, er navnet over alle navne. Det er et godt, gotisk gys.

Filmen er ikke uden den vanlige Hitchcockske ‘suspense’, men selvom den ikke kan tælles som en af hans vægtigste film er den stadig virkelig god, elementært spændende og underholdende.

Filmen havde Joan Fontaine, Laurence Olivier og Judith Anderson i de bærende roller, og alle tre blev Oscarnominerede, ligesom Hitchcock blev det – for bedste instruktør. Han tabte dog – til John Ford, som vandt sin anden af fire instruktør-priser. Hitchcock vandt trods seks nomineringer aldrig.

John Ford, den ikoniske amerikanske instruktør, lavede nemlig samme år sin udgave af Nobelprisvinderen John Steinbecks “Vredens Druer”. Den foregår under Depressionen i ’30erne – en tid der var så hård, at selv præster mistede troen – og er en hjerteskærende og stærk film om den fattige familien Joad fra Oklahoma, der bryder op for at drage mod Californien – ikke af lyst, men af nød og sult. De er ikke alene; flere tusinde familier er på vej mod landet, der tilsyneladende har mad og arbejde nok. Filmen er et mesterstykke om udholdenhed, desperation og menneskets iboende ukuelighed – en humanistisk nøglefilm. Fords film er mesterligt fotograferet og spillet, og fremstår forbavsende frisk, trods de mange år den har på bagen. Udover Ford vandt Jane Darwell en Oscar for bedste kvindelige birolle som den djærve Ma Joad. Henry Fonda blev nomineret, men måtte vente 40 år på en æres-Oscar – og året efter dén vandt han så en “rigtig” Oscar for “Deres Sensommer”, som vandt et stort publikum.

Begge film kan varmt anbefales, og er til at opstøve for 50-100 kr.

“Rebecca”: ****

“Vredens Druer”: *****

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s