Barnet ud med badevandet?

Jeg har altid været lidt ortodox oven i låget, og faldt over følgende svar fra den den ortodoxe præst Poul Sebbelov på religion.dk:

Skriftsynet er ganske rigtigt afgørende. Efter ortodoks opfattelse er ”sola scriptura” princippet helt forkert og baseret på en fatal misforståelse. Lutheranere har det med at mene, at kirken er bygget på Bibelen. Vi mener derimod, at Bibelen er skrevet i kirken og for kirken. Og disse to opfattelse giver helt forskellige resultater.

Kirkens fundament er Kristi opstandelse og den tro på opstandelsen, apostlene modtager ved Helligånden. Evangelierne og brevlitteraturen, altså Ny Testamente, er senere skrevet i og af kirken for at vidne om apostlenes tro.

Ny Testamente som vi kender det er ydermere resultatet af en meget langvarig redaktionsproces, og først i det 5. århundrede slås det endeligt fast, hvilke skrifter, der skal medtages som ”kanoniske”, og hvilke der skal udelades. Skulle nu ”sola scriptura” gælde, ville Kirken altså først have eksisteret fra det 5. århundrede; og det vil vel ingen påstå er tilfældet?

Bibelen er, efter ortodoks opfattelse, ét element i kirkens tradition. Traditionen består imidlertid af meget andet og mere end Bibelen; af kirkefædrenes lære, af de økumeniske koncilers vedtagelser; af de helliges tro og åndelige vejledning, af de billedlige fremstillinger af troen (de hellige ikoner) og, ikke mindst, af kirkens bøn i videste forstand, af de mange bønstekster, der gennem århundrederne ved vore mange forskellige gudstjenester har struktureret de kristne troendes bevidsthed.

Kirkens tro lærer vi altså ikke at kende alene gennem Bibelen, men gennem hele kirkens liv.

Sebbelovs svar er ikke uden et vist polemisk vid, men har manden ikke en pointe i dét at kirkens tro kommer til udtryk i så meget andet end skriften – (men dog udfra skriften, kunne det tilføjes)? Jeg kender mennesker, der er kommet til tro uden bibler, uden at kunne læse, uden bare den mindste snas teologi. Er vi i vores vestlige tekstglæde blevet om ikke blinde, så knapt så begejstret som vi nok kunne være over Åndens bibelske vejledning – udenfor skriften?

 

Hvor meget frihed der måtte ligge i “sola scriptura” – ligger der så ikke også en tendens til en undervurdering af den åndelige erfaring og traditionen? Vore kirker i dag er fulde af ord – men ikke så meget af mennesker. De finder tilsyneladende ikke en sammenhæng eller relevans mellem deres metafysiske forestillinger og aktiviteterne i de kirker, som de (fleste) ellers bravt betaler til. Mon al vor tale om “autentisk kristenliv”, “gudsrigesteologi” og “relationsevangelisation” i virkeligheden skyldes, at det er den eneste måde vi kan komme ud over arven fra sola scriptura – de mange, mange, lange ord, der ikke altid taler til de hjerter, de henvender sig til?

(Jeg er ikke blind for Sebbelovs short-comings i dette korte svar, men nu kom det lige til at handle om noget andet..)

Reklamer

6 tanker omkring “Barnet ud med badevandet?

  1. Ja, der er måske visse ting i hans indlæg, som jeg ikke ville være enig i, men hans afsluttende pointe er jeg helt enig i. Kirkens tro lærer vi jo i høj grad at kende gennem de troende, som kommer i kirken.
    Jeg tror også kirken, den lutherske del, har glemt en dimension af kristenlivet.. og det måske er derfor der er sådan en stor åndelig tørst i dk i dag? Kristendom handler om ord, ja, men så sandelig også om meget andet!

  2. Og jeg tænker at det jo ikke nødvendigvis er lig med at være IMOD sola scriptura. Jeg mener, sand åndelig erfaring & tradition er vel bibelsk funderet anyway – men taler ikke desto mindre anderledes til os.

  3. Ja, ifølge ortodoks.dk betyder det at bibelen skal læses på flg. måde:

    “1. Vor læsning må foregå i lydighed.
    2. Den må være kirkelig, finde sted indenfor Kirkens rammer.
    3. Den må være centreret om Kristus.
    4. Den må være personlig.”

    Hvad der menes med det kan man læse her: http://ortodoks.dk/artikel1.htm

  4. Tak for linket. Men det er jo bare teologi 😉 Jeg har måske ikke formuleret mit spørgsmål godt nok: Hvilke eksempler er der på, at den ortodokse kirke når til en anden konklusion end konservative lutheranere (konsekvenser, der har videre implikationer end ‘blot’ teologiske diskussioner)?

    Spørgsmålet er blandt andet (men ikke først og fremmest) afledt af, at den ortodokse kirke ikke ligefrem er kendt for at være nutidige i sine former (men det er måske bare min fordom).

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s