Med- eller modkultur?

I Kristeligt Dagblad i dag er en artikel om unge kristnes måde at leve med deres tro på i forhold til deres venner. Artiklen refererer til en undersøgelse lavet af CUR, der måske ikke overraskende når frem til, at kristne unge er ligesom alle andre unge, men at de nok er forskellige fra de kristne miljøer, de kommer fra. Troen bygger tilsyneladende sit fundament på en fornemmelse af tryghed og sikkerhed, omend den stadig er en vigtig del af selvforståelsen for den unge kristne.

Henrik Højlund fra Evangelisk Luthersk Netværk svarer i en replik, at unge skal have mod til at være modkultur. Det ser dog ud til, at det netop er det, de er – de er blot modkultur i forhold til deres baggrund, og ikke til den kultur, de lever i.

Men er det så enkelt? Er tro og kultur virkelig det samme? Det er jeg ikke sikker på. Sandt er det da forhåbentligt, at det gør noget ved os at leve som kristne – at læse den gode bog – og at stå i en relation til den levende Gud. Men en ‘kristen kultur’, hvad så end det måtte være er jo ikke saliggørende. Den er i bedste fald sær, og i værste fald eksklusiv. Er ikke en af problemerne med de halvtomme kirker og missionshuse, at kulturen virker for vanskelig at træde ind i? Hvorfor skal vi holde dén i live?

For mig at se kan ønske om at være modkultur meget hurtigt blive et åg, som ikke på nogen særlig konstruktiv måde medvirker til at mennesker for syn for Jesus Kristus. Jeg kan også være bange for, at undersøgelsen i virkeligheden afdækker en uærlighed i troslivet hos nogle af de unge – eller i hvert fald en mangel på ærlighed, hvor man tør give udtryk for tvivlsspørgsmål og tillid, men hvor man tilsyneladende hellere vil pakke sin tro ind overfor sine kammerater. De kristne unge, jeg kender, ved godt at det er Jesus, der omdrejningspunktet i kristendommen – men hvorfor er det så ikke ham, de taler med deres kammerater om?

Det positive ved undersøgelsen er, at unge kristne tilsyneladende er gode til at være med-kultur. De er gode til at være sammen med deres kammerater, og de forstår tilsyneladende den tid, de lever i. Det er positivt fordi Guds ånd jo på den måde har en fod ind i en kultur, vi halvgamle kan bølve med at begribe. Det er positivt at kristne unge har mod på at leve!

Medkulturen giver andre muligheder end før for at pege på Kristus. Og jeg tvivler på om det så er så positivt at stå med et moderne udgangspunkt og kalde de unge ‘tilbage’ i en tid, hvor det at være modkultur ses som den eneste måde man kan vise sin tro på.

Religionsforskeren Rie Riis siger det således: “Hvis venner ikke deler ens religiøse fællesskab, har vi en tradition i det danske samfund for, at religionen og religiøsiteten behandles som noget privat, og dermed bliver eventuelle særholdninger nedtonet”. Men den kristne tro er ikke en privatsag, og mon ikke snarere de kirkelige miljøer skulle koncentrere sig om at udruste sine unge til netop at gribe det an: At leve åbent og ærligt med troen i medkulturen, og turde satse sig selv i samtaler med mennesker, som man umiddelbart ikke tror har forudsætningerne for at forstå hvad man snakker om. Det er vel også der hvor der findes en tillidsfuld relation at de der ‘særstandpunkter’ bedst folder sig ud.

Hvor den gode Højlund med sit moderne paradigme ønsker at se de unge stå fast på hævdvunde kristelige særholdninger er det måske mere på sin plads at opfordre til en ærlighed hos den enkelte kristne – og så i de kirkelige miljøer sørge for at give plads til en nysgerrighed, en stillen spørgsmålstegn og skabe et rum for at en samtale om åndelige spørgsmål må være at betragte som noget uafsluttet. At ønske en modkultur – måske for at ønske en fremhævning af de teologiske “særstandpunkter” – kan blive noget råbe-rod.

At formulere sin tro er ikke længere at levere en færdigtygget monolog, men at engagere sig i en samtale. At turde være medkultur med sin tro – fordi tro ikke er kultur kan det lade sig gøre. At reducere kristentro til modkultur alene er at gøre særstandpunkter og teologiske spidsfindigheder til mere væsentlige – end troen på Jesus.