Med- eller modkultur?

I Kristeligt Dagblad i dag er en artikel om unge kristnes måde at leve med deres tro på i forhold til deres venner. Artiklen refererer til en undersøgelse lavet af CUR, der måske ikke overraskende når frem til, at kristne unge er ligesom alle andre unge, men at de nok er forskellige fra de kristne miljøer, de kommer fra. Troen bygger tilsyneladende sit fundament på en fornemmelse af tryghed og sikkerhed, omend den stadig er en vigtig del af selvforståelsen for den unge kristne.

Henrik Højlund fra Evangelisk Luthersk Netværk svarer i en replik, at unge skal have mod til at være modkultur. Det ser dog ud til, at det netop er det, de er – de er blot modkultur i forhold til deres baggrund, og ikke til den kultur, de lever i.Denne karton er fyldt med kultur. Med eller mod?

Men er det så enkelt? Er tro og kultur virkelig det samme? Det er jeg ikke sikker på. Sandt er det da forhåbentligt, at det gør noget ved os at leve som kristne – at læse den gode bog – og at stå i en relation til den levende Gud. Men en ‘kristen kultur’, hvad så end det måtte være er jo ikke saliggørende. Den er i bedste fald sær, og i værste fald eksklusiv. Er ikke en af problemerne med de halvtomme kirker og missionshuse, at kulturen virker for vanskelig at træde ind i? Hvorfor skal vi holde dén i live?

For mig at se kan ønske om at være modkultur meget hurtigt blive et åg, som ikke på nogen særlig konstruktiv måde medvirker til at mennesker for syn for Jesus Kristus. Jeg kan også være bange for, at undersøgelsen i virkeligheden afdækker en uærlighed i troslivet hos nogle af de unge – eller i hvert fald en mangel på ærlighed, hvor man tør give udtryk for tvivlsspørgsmål og tillid, men hvor man tilsyneladende hellere vil pakke sin tro ind overfor sine kammerater. De kristne unge, jeg kender, ved godt at det er Jesus, der omdrejningspunktet i kristendommen – men hvorfor er det så ikke ham, de taler med deres kammerater om?

Det positive ved undersøgelsen er, at unge kristne tilsyneladende er gode til at være med-kultur. De er gode til at være sammen med deres kammerater, og de forstår tilsyneladende den tid, de lever i. Det er positivt fordi Guds ånd jo på den måde har en fod ind i en kultur, vi halvgamle kan bølve med at begribe. Det er positivt at kristne unge har mod på at leve!

Medkulturen giver andre muligheder end før for at pege på Kristus. Og jeg tvivler på om det så er så positivt at stå med et moderne udgangspunkt og kalde de unge ‘tilbage’ i en tid, hvor det at være modkultur ses som den eneste måde man kan vise sin tro på.

Religionsforskeren Rie Riis siger det således: “Hvis venner ikke deler ens religiøse fællesskab, har vi en tradition i det danske samfund for, at religionen og religiøsiteten behandles som noget privat, og dermed bliver eventuelle særholdninger nedtonet”. Men den kristne tro er ikke en privatsag, og mon ikke snarere de kirkelige miljøer skulle koncentrere sig om at udruste sine unge til netop at gribe det an: At leve åbent og ærligt med troen i medkulturen, og turde satse sig selv i samtaler med mennesker, som man umiddelbart ikke tror har forudsætningerne for at forstå hvad man snakker om. Det er vel også der hvor der findes en tillidsfuld relation at de der ‘særstandpunkter’ bedst folder sig ud.

Hvor den gode Højlund med sit moderne paradigme ønsker at se de unge stå fast på hævdvunde kristelige særholdninger er det måske mere på sin plads at opfordre til en ærlighed hos den enkelte kristne – og så i de kirkelige miljøer sørge for at give plads til en nysgerrighed, en stillen spørgsmålstegn og skabe et rum for at en samtale om åndelige spørgsmål må være at betragte som noget uafsluttet. At ønske en modkultur – måske for at ønske en fremhævning af de teologiske “særstandpunkter” – kan blive noget råbe-rod.

At formulere sin tro er ikke længere at levere en færdigtygget monolog, men at engagere sig i en samtale. At turde være medkultur med sin tro – fordi tro ikke er kultur kan det lade sig gøre. At reducere kristentro til modkultur alene er at gøre særstandpunkter og teologiske spidsfindigheder til mere væsentlige – end troen på Jesus.

Reklamer

18 tanker omkring “Med- eller modkultur?

  1. Ahr, du kom mig i forkøbet, skulle selv til at skrive noget om det i aften! 😉
    Jeg blev også provokeret af Højlunds udsagn. Tror ikke der kommer særlig meget godt ud af at være modkultur. Kan godt lide din sætning om at det at formulere sin tro ikke er en færdigtygget monolog, men at engagere sig i en samtale. En samtale, hvor man er villig til at sætte sine egne holdninger på spil. Så bliver det også meget mere troværdigt og autentisk.

  2. Du gør virkli ikke meget for at lette den der kønsforvirring, der har ramt dig..

    Men hvad SYNES du, Jesper Schjelde? Skal vi være med – eller mod?

  3. tja… Højlund siger det vel meget godt i det han er blevet citeret direkte for: at unge skal se voksne: “som lever et liv, hvor der er sammenhæng mellem tro og praksis”.

    dette sys jeg harmonerer lidt skidt med det, i artiklen førnævnte, at HH skulle mene at vi som kristne skulle være modkultur? eller hvad? I en kultur hvor druk, sex, bagtalelse og alt det andet man ser i film er dominerende (?) så er det da godt at “holde sig på afstand?”

    altså misforstå mig ret; vi skal ikke barrikere os i missionshuset, men leve i verden bevidst om at vi er “modkultur”/et alternativ til mange gængse holdninger (?). at unge holder tro og meninger for sig selv er da et stort problem, det er da første skridt på vejen til at efterlade dem hos forældrene?

    vi skal leve i verden, med tanke på at vi ikke er af verden siger vi gerne. men hvordan gøre det konkret? vi påvirkes og er vel et sted også selv en del af vor kultur (jeg er sikker på at druk nok skal være fedt i mange tilfælde. sex før ægteskabet kan helt sikkert også være smukt. kjoler er til kvinder så hvorfor ikke præstekjoler? og homoseksuelle elsker jo hinanden så hvorfor ikke lade dem leve sammen?)

    så jeg er helt på linie med dig: de unge skal udrustes til at leve i medkultur med deres kammerater – med bibelen i hånden og troen i hjertet (og uden på tøjet). men hvordan vende skuden?

  4. Jeg er ikke sikker på at det vil virke igen at tage 1890ernes kamp mod druk, sex, kortspil og dans på bordene op som en distinkt kamp for evangeliets lynende sandhed. Altså – skal vi være modkultur for modkulturens skyld?
    At unge holder tro og meninger for sig selv.. – kunne det skyldes at det, de ser derhjemme, i kirken og/eller missionshuset for dem ligner helligt hykleri? Fordi kampen for at bringe Jesus til verden er blevet kampen for at fremstå så lydefri som muligt (dvs ingen druk, ingen sex (der bliver opdaget), ingen dans på bordene og herlig middelklasse-friværdi)? Kunne det være, at mange unge kristne i deres forældre ser en kristen facade, som de vil gøre op med – fordi den kun ser ud til at handle om de her moralske, etiske, teologiske prøvespørgsmål?
    Jeg opponerer måske nok mest i virkeligheden på, at det lyder som om at det hele ligger i munden – altså, hvis bare de unge nu råber nej til dit og dat, så er der ingen ko på isen. Hvor er tankerne om at afspejle Jesu ufattelige kærlighed henne? Hvor er gerningerne?
    Opstår de ikke allermest der, hvor man er medkultur?

  5. vi lever da uanset hvad lidt mod kulturen i og med at vi er imod nogle ting som bare er helt fint i denne?

    men ellers ja, billedet som lydefri er jo omsonst alligevel, så det nytter ikke noget at have det som succes kriterieret. det dobbelte kærlighedsbud må være motivationen og Jesu død på korset succesen…

    ellers tror jeg vist bare jeg er rørende enig med dig

  6. og hvad sker der egentligt for klokkeslettet på kommentarsystemet? det er vist 5 timer foran/6 bagud?… det var da grow

  7. Jeg har nok indstillet det til amerikanertid.

    For mig at se er der faktisk forskel på at være modstander af noget af det, der foregår i kulturen – og så være modkultur. Sammenlign det med politik, f.eks. – jeg er hjertens uenig med meget af det, regeringen foretager sig, men jeg er ikke modstander af det system, der har bragt dem til magten.

  8. Gode tanker, Fru Vin!

    Jeg tror, en stor del af problemet er, at troen får lov at leve løsrevet fra livet. Hvis ikke man er vant til at tale om, hvad troen betyder for én og det at være kristen bare bliver et spørgsmål om ikke at drikke sig fuld, ikke at bande, ikke at dit, ikke at dat – så er det vel egentlig meget klart at man ikke taler så højt om det. Hvis kristendommen bare handler om at gå til møde/gudstjeneste 2 gange om ugen, så er det katme svært at retfærdiggøre overfor sig selv – for slet ikke at tale om andre – hvorfor man egentlig skulle være kristen.

    Det er ikke mange år siden jeg for første gang kunne fortælle – positivt, med overbevisning – hvad min tro konkret betyder for mig.

    Jeg tror, at sekulariseringen og privatiseringen har ramt langt, langt ind i “de kristnes rækker”. Meget længere end vi tror.

    Stef

  9. Er der kun to muligheder – medkultur og modkultur?
    Hvis man ikke går den vej alle andre går, kan det vel både være fordi man bare vil gå en anden vej, eller fordi man vil gå sin egen vej.

  10. @ Stef: Jeg tror helt klart du har ret i at problemet kan være hvis troen opfattes som noget meget overfladisk – og netop derfor er jeg ikke sikker på at det hjælper at mokke en masse andre ydre ting i form af “særstandpunkter” ovenpå. Det tager tid selv at formulere sin egen tro – måske især for de, der er opvokset i kristne hjem, hvor troen og kulturen i høj grad går hånd i hånd – så det kan være svært at kende forskel.

    @NikolajFR: Jo, du har ret! Hele spørgsmålet om kultur er måske i virkeligheden lidt omsonst når vi taler om tro? – fordi tro er noget andet. Evangeliet i sig selv er jo sært – ‘forargende’, står der – behøver vi så svøbe det ind i kulturelle gevandter for at få det til at se mere mystisk ud?

  11. En populær formulering, inspireret af Jesu ypperstepræstelige bøn i Joh 17, er at vi er kaldet til at være “i verden, men ikke af verden”. Måske er problemet at de unge der beskrives i artiklen (som jeg må indrømme at jeg ikke har læst, men det har jeg tlnkt mig at gøre i dag), er i verden og af verden, mens deres forældre ikke er af verden, men i en vis forstand heller ikke i den? Jeg tror at den der vil leve helhjertet for Kristus uvægerligt kommer på kant med en hvilken som helst kultur, men at evangeliet omvendt kan vinde skikkelse i en hvilken som helst kultur – ikke ved at æde den ukritisk, men ved at transformere den.
    (Og så mener jeg i øvrigt at det er relativt vigtigt at afholde sig fra druk, sex før ægteskabet, banden, materialisme, bagtalelse og andre skødesynder!).

  12. Jeg mener heller ikke at det er uvigtigt at holde sig fra synd. Men dog at det er mere vigtigt at holde sig til Jesus!

    Men “ikke af verden” bliver tit – i hvert fald i den tradition, jeg kommer fra – til en masse ‘ikker’ – til ting man ikke må/bør/skal – og det alene som udtryk for de kristnes anderledeshed. Og så sker der pludselig det, at man ikke længere har syn for alt det, der dog er tilfælles med ‘de andre’. Det sætter et skel op, som handler om at nogle = verden = synd, mens andre = Jæsus = sit på det tørre. I virkeligheden var vi jo mindst lige så meget ‘af verden’ som alle andre, men nu skjuler vi bare den erindring bag disse udvendige omstændigheder. ‘Af verden’ handler for mig at se ikke alene om hvad vi drikker eller hvem, vi ikke går i seng med – men om vores grundlæggende ulykkelige tilstand, væk fra Gud. Dén har vi tilfælles med menneskeheden – men vi har så gudsketakoglov fået lov til at se Jesus som den, der vil frelse. Dér ligger en forskel, der for mig at se ikke nødvendigvis handler om kultur (i hvert fald ikke i første henseende). Dér løftes vi over i Kristi verdenshistorie. Og det må og skal forhåbentligvis kunne mærkes på os, men det er Jesu gerning, der gør det – ikke vores egen evne til at være modkultur.

  13. Hm der er selvfølgelig flere forskellige aspekter i dette.

    For det første er de fleste unge i kirkerne i dag ikke kun præget af sekulariseringen, men de er også præget af en radikal individualiering og det fragmentariske verdensbillede. Det vil sige, at mening skabes ud fra forskellige fragmenter i livet, og selvom de måske er aktive i kirken, er det også blot et fragment, der ikke nødvendigvis har indflydelse på andre dele af deres liv, og derfor bliver det svært at se en forskel på unge.

    Jeg tror, at det gik galt den gang vi byggede den første kirkebygning, ja det er mange år siden. Men med moderniteten hvor kirken røg ud i periferien har vi søgt at få kirken tilbage i centrum, men for det første er der ikke længere noget centrum, og samtidig har kirkebygningerne været med til at skabe en subkultur, som vi ikke kan slippe af med, og vi er blevet opdraget til at Gud er i bygningen. Men noget af det vi har brug er at smide bygningen af os og få øjnene op for den Gud som allerede er i gang i vores verden og begynde at finde ud af, hvordan vi arbejder sammen med ham og ikke forsøger at lukke Ham inde i vores bygninger, han har for lang tid siden forladt bygningen….

  14. Willer: Jeg synes din analyse er fin og præcis. Og netop derfor er det vel positivt at nutidens kristne er at finde i kulturen, for så er mulighederne tilstede for at kristen fællesskaber kan opstå de mærkeligste steder..

    Måske mangler de her folk så bare noget grundlæggende undervisning i hvad kristendom er? Måske mangler de gamle undervisere en forståelse af hvad kulturen, som kristendommen skal samspille med er? Modkultur tror jeg tit opstår fordi man mest af alt ikke begriber hvad der foregår..

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s