Politikere og ægteskaber

Aviserne flyder endnu engang over med beretninger om Lars Løkke Rasmussens forhold til udgifter. For hver eneste gang en historie kommer til overfladen er der et nyt lag, en nuance, der føjes til historien om Lars Løkke og bilagene. Det er ikke overraskende en historie, den politiske venstrefløj gerne ser gentaget – det er deres udgave af fortællingen om løftebryderen Helle Thorning-Schmidt.

Venstretoppen, der traf beslutningen om at sende Lars Løkkes familie med ham til Mallorca, fortæller nu at de gjorde det udfra en betragtning om at drage omsorg for Venstre formanden efter en strabadserende valgkamp i 2011. Det var så at sige en investering i Lars Løkkes familieliv ( – at Lars Løkkes kone også er folkevalgt Venstremedlem er i denne sag glemt). Jeg tror at Venstres ledelse har ret i at toppolitik er vanskeligt at kombinere med et sundt familieliv. Hvis man blot tæller blandt ministre eller tidligere ministre, så er der siden 2005 en lang række politikere som er blevet skilt fra deres ægtefælle – både før, under og efter de sad på ministertaburetten. Mette Frederiksen og Martin Lidegaard er i år blevet skilt fra deres ægtefæller; de føjer sig til Villy Søvndahl og Manu Sareen som ministre i Thorning-regeringen, som er blevet skilt indenfor de seneste år. I VK-regeringens tid var det Lars Barfod, Inger Støjbjerg, Carina Christensen, Søren Pind og Peter Christensen, der måtte se deres ægte/partnerskaber ophøre (dog ikke alle under deres ministertid). Peter Christensen sagde ganske åbent til Fyns Stiftstidende at skilsmissen havde at gøre med hans arbejde som toppolitiker:

– Der er ingen tvivl om, at familien betaler en høj pris, for det har da haft sin pris at være så meget fra hinanden i 10 år. Det er trist. Det er også trist, at andre, mine børn, skal påvirkes af de beslutninger. Jeg prøver at være der for dem, selv om jeg ikke har så mange timer.

– Og ja, det giver skuffelser. Når jeg er hjemme sammen med børnene, og telefonen ringer, og jeg bliver kaldt til forhandling i København. Hvad jeg så siger til dem? At det er fars arbejde.

Lige her dur begrebet ”arbejde”, for det er nu engang det, der er lettest at forstå for to små piger. Når far er væk, er han på arbejde.

– Det er det, danskerne forventer af os politikere, og jeg synes egentlig ikke, det er så urimeligt.

– Man kan ikke begge dele.

Hvorvidt Peter Christensens ekskone og døtre er enige med deres eksmand og fader i, at det ikke er “urimeligt” at arbejdspresset har kostet dem en familie vides ikke. Det kunne også være interessant at høre deres kommentarer til Venstres omsorg for partiformanden – mon en sådan også blev dem til dels da det blev svært og surt det hele?

Det er godt at en arbejdsplads også tager højde for når et arbejde har store personlige konsekvenser. At være partiformand for landets største parti må i sagens natur være et hårdt arbejde. Jeg synes dog vi er ude på et skråplan hvis vi ligefrem skal forvente af vore folkevalgte at de ofrer deres ægteskaber og familieliv for at lede os. Er det virkelig det, vi ønsker? Det tror jeg ikke.

Politikere er bedst til deres job når de forstår hvordan det er at være borger. Når de kender til bøvlet med hente/bringe, madpakker; når de forstår – dybest set – hvad det vil sige at være menneske i Danmark. Politikerne vælges på deres politiske holdninger, javist, men de vælges også på deres person. Jeg synes det er skønt at have politikere, som er mennesker, og som ikke bare er meningsmaskiner. Folk, der lader sig bevæge af argumenter og søger de bedste løsninger for Danmark, og som virker til at have en forståelse af hvordan tilværelsen er. Jeg bryder mig ikke om politikere, der virker som om de er fremstillet i et laboratorium, og som anser deres kald til at lede Danmark som vigtigere end alt andet, for arbejdet som politiker er flygtigt og bliver kun sjældent til et livskald.

Det gjorde indtryk på mig da daværende undervisningsminister og enlig mor Tina Nedergaard trak sig fra sine politiske poster “af personlige grunde”. Her var der et menneske, der turde sige at der var ting i livet, der var vigtigere for hende end undervisningsministeriet! Jeg fik lyst til at stemme på hende.

Vi stiller mange krav til vore politikere, og forargelsen omkring Lars Løkke afslører, at vi ikke synes de er så gode til at honorere dem. Men er det i virkeligheden os med vore krav om tilgængelighed på sociale medier og folkelig gennemslagskraft der gør arbejdet som toppolitiker meget svært at kombinere med et familieliv? Jeg ved det ikke. Men jeg synes det er værd at overveje.

I rörelse

I rörelse

Den mätta dagen, den är aldrig störst.
Den bästa dagen är en dag av törst.

Nog finns det mål och mening i vår färd -
men det är vägen, som är mödan värd.

Det bästa målet är en nattlång rast,
där elden tänds och brödet bryts i hast.

På ställen, där man sover blott en gång,
blir sömnen trygg och drömmen full av sång.

Bryt upp, bryt upp! Den nya dagen gryr.
Oändligt är vårt stora äventyr.

Karin Boye (1900-1941)

Dybt at flyve

Det er bare fordi jeg undrer mig, men findes der andre brancher end mediebranchen, hvor det at begå en brøler af karat, der måske endda er på kanten af det lovlige kan føre til en mere givtig karriere?

Jeg tænker på det i forbindelse med den verserende sag om lortebladet “Se&Hørs” påståede ulovligt snagerier i forskellige kendte og kongeliges gøren og laden. Det er faktisk så alvorligt at hele journaliststandens renomme kan blive skadet af det, og selv justitsministeren har udtalt sig om “Se&Hør” og den påståede praksis. Nu er sladderbladet blevet meldt til politiet, og så må man så se hvad der sker.

Da den tidl. redaktør Henrik Qvortrup gik fra bladet, der bl.a. er gået i dybden med kokainmisbruget i “Vild med Dans”,  Christine Schaumburg-Müllers (hvem?) relation til Caroline Fleming (hvem?), og Amin Jensens psyiske velbefindende, blev han som det naturligste hentet direkte til en stilling som politisk kommentator på TV2. Jeg ved ikke helt hvad det siger om TV2 eller “Se&Hør”, men Qvortrup har tidligere været en dygtig analytiker, ikke mindst i “Jersild og Spin”, hvor han brugte sin insiderviden om især Anders Fogh til at komme med skarpe analyser. Nu har Qvortrup trukket sig fra sit job som politisk kommentator på TV2, og hans kone beder pressen om at lade ham være i fred. 

Og så kommer skadefryden, og man får lyst til at råbe Qvortrup ind i ansigtet “OG HVORDAN SYNS DU SELV DET GÅR!?” og angle efter en eller anden form for anger i forhold til hvad “Se&Hør” f.eks. har udsat prins Joachim for på en af dennes bryllupsrejser. “SÅ KA HAN LÆER DET”, lyder det derpå i mit indre, og jeg er så selvretfærdig tilfreds med at Qvortrup nu får smagt sin egen medicin (alt imens jeg græmmer mig over at det er Ekstra-Bladet, som skal stå som moralens vogter i denne sag. What?)

Men skadefryd er ikke en pæn følelse. Og det er den primært ikke fordi den ender blindt. Skadefryd fører til foragt, og det kommer der ikke meget konstruktivt ud af. Men hvad gør man når nogle offentligt har trådt så gevaldigt i spinaten, at deres fald fra tinderne føles både velkomment og helt i orden? Kan man overleve andre menneskers skadefryd? Kan man komme igen efter foragten har ramt en?

Jamen, det kan man jo sagtens i denne branche. Det er ikke sidste gang vi har set Qvortrup; selv hvis han bliver dømt for ulovligheder skal han nok vende tilbage på en eller anden måde. Dels er han dygtig, dels er rig på overbærenhed. Der skal blot et angrende interview til, og så er man videre. Tag f.eks. sagen om Ditte Okman, som var pressemedarbejder i Venstre og ikke rigtigt evnede at undlade at være meget ubehagelig online. Mindre end et år efter sagen havde rullet gav Okman et række grædefærdige interview til “Alt for Damerne”, hvor hun fortalte om hvor meget hun var vokset som person; og dét førte til profilerede jobs som tv-anmelder på Ekstra-Bladet, vært på radio 24/7 og klummeskribent hos, nåhja, “Alt for Damerne”. Det endte faktisk med, at hele sagen, som startede med, men ikke hun handlede om at hun havde kaldt en navngiven medarbejder i Folketinget for en “fucked-up medicineret psykisk syg person” i et det offentlige rum, blev et væsentligt trin på vejen for hende i hendes personlige karriere. Man kunne også nævne historien om Lotte Mejlhede og “Triple-A”, der førte til at Mejlhede måtte opgive et lukrativt job. Hvor er hun i dag? I en højtprofileret stilling som korrespondent i Bruxelles. Og Jeppe Nybroe, der blev smidt af skærmen efter at have manipuleret sandheden lidt i et indlæg, fik senere hen en international karriere som nyhedschef, indtil han i år som freelancejournalist blev kidnappet og holdt som gidsel i Syrien.

At Okman, Mejlhede, Nybroe kom tilbage – og at Qvortrup helt sikkert heller ikke er en færdig mand i dansk journalistik – kan måske læses som et udtryk for, at folkedybet er villigt til at tilgive. At skadefryden driver over. At den skade, der er blevet forvoldt mod deres profession, ikke har været så slem endda. Er det i virkeligheden et udtryk for at vi danskere har let til at tilgive og bygge ny tillid der hvor den er blevet brudt? Eller er mediebranchen et særligt sted, hvor selv bad news er good news, og ens evne til at forblive i mediemøllen i sig selv har værdi? Jeg véd ikke helt hvad jeg selv tænker om sagen, men jeg tror at det er de i færreste øvrige brancher at bommerter i den grad betaler sig. 

Ah, måske i reality tv gør de osse.

Muzak

Om få uger løber det årlige Eurovisions-cirkus af stabelen i nogle forladte fabrikshaller bag ved Operaen i København. Det er nogle år siden, jeg sidst skrev om det, men det er en tilbagevendende kilde til morskab for mig. Ideen er jo ganske enkelt den at præsentere en popsang på 3 minutter som hele Europa elsker. Og så stiller hvert land – i år 37 af slagsen – med et bud på det. Som sædvanlig er der sange, der får en til at tænke mindre pæne tanker om f.eks. vækstlaget i den makedonske kreative klasse, og der er sange, som i konkurrenceøjemed er så chanceløse, at man overvejer om Portugal og Georgien ganske simpelthen bare skulle være blevet hjemme. Det gør de heldigvis ikke, og det er også på grund af dem, vi kan sætte os ned foran skærmen og ‘nyde’ den helt særlige event, som er det internationale melodi grand prix.

Jeg mener selv at det er fejlagtigt at gå til grand prixet med den tanke, at det indebærer det ypperste indenfor populærmusikken. Der er ind i mellem fantastiske pop-perler, men meget af musikken er temmelig forglemmelig, hvis ikke decideret elendig. Det er jo lige meget; det er primært fis og ballade og fællesskab og musikken er vores fælles sprog etc. Med de briller på skuffer festen sjældent, men er faktisk ofte særdeles underholdende. Hvor ellers støder man ellers på georgisk prog-jazz, maltesiske Mumford-kloner, dybfølte belgiske ballader eller litauisk skrige-electronica? Nej, vel? Det støder man nemlig (heldigvis?) ikke så tit på, men én gang om året, tre aftener, har man altså muligheden for at lade sig overflyde med det absolut mest pudsige indenfor europæisk pop-musik. Hvem vinder i år ved ingen, og det er jo halvdelen af charmen ved hele gøgemøget.

Nå! Men jeg har for den gode sags skyld lyst til at varme op med et par af de mest uforglemmelige sange fra dette milleniums grand prixer. Og lad os endelig starte på toppen med den bulgarske kastratsanger Krassimir Avramov, som i 2009 henrykte en hel verden med sin dramatiske “Illusion”, komplet med ingrish og vokuhila-kor-sangerinder, der gjorde hvad de kunne for at stjæle billedet. Og, nå ja, der er også ild og stylter. Desværre for Krassimir blev hans kunstneriske udtryk misforstået af de fleste – blot Tyrkiet og Makedonien tildelte ham point –  og han måtte nøjes med en placering som 16 i semifinalen. BONUS: Jeg holder meget af det, der sker efter 2:00, hvor der – efter lidt meningsfuld skrigen – tilsyneladende er en total opløsningsfornemmelse på scenen. Det er stærkt.

Makedonien blev i 2000 repræsenteret af fire friske teenage-piger i bandet XXL, der ville gøre Spice Girls kunsten efter. Sangen “100% te ljubam” (“Jeg elsker dig 100%”, og nej, det er ikke første gang en sang med den titel deltog i grandprixet) var en frisk popsang, men noget gik helt galt. Helt, helt galt. Efter en ellers meget selvsikker start var det som om en af korpigerne ganske uheldigt trak de fire XXL-piger et par toner ned, utilsigtet. Som Kjeld Heick fik udtrykt det kan det være svært både at danse og synge på en gang. Pigerne blev i øvrigt nummer 15; en af Makedoniens absolut bedste resultater indtil nu. BONUS: Det er helt tydeligt at pigerne ender i en toneart der ligger et stykke under deres musik ved sidste tone. Awesome.

Siden grandprixet startede i 1956 er det blevet stadig mere vigtigt at kunne interagere med kameraet. Det betyder noget at man kan ‘connecte’ med publikum hjemme i stuerne, som det hedder. I den forbindelse er det interessant at tænke på, at Norge er blevet nummer sjok hele 11 gange ud af de 58, der har været holdt grand prix. Sidst de blev nummer sidst var i København i 2001, hvor Haldor Lægreid sang “On My Own” med en sådan intensitet og skærmtrold-ness, at man måske godt kunne forstå hvorfor stakkels Haldor var helt alene. BONUS: Udover at holde meget af korsangernes forsøg på at svinge meningsfyldt med armene er jeg helt solgt når Haldor ved 2:18 modulerer så voldsomt, at der kan være plads til en Storebæltsfærge i hans gab. Men synge, det kunne han da. Blot Portugal huskede sangen, som de gav 3 points.

 

San Marino hører man ikke meget til, og det er måske meget godt. I grandprix-sammenhænge er landet i tre år i træk blevet repræsenteret af staklen Valentina Monetta, hvis første forsøg “The Social Network Song” måtte skrives om da Facebook truede med sagsanlæg. Sangen, der indeholder poetiske perler som “Do you want to play cybersex again?” og “ooh, ohh, network fans, met you at the internet”, er ganske enkelt helt miserabel til en sådan grad at man ikke rigtig tror det kan være sandt. Det siger en del i denne sammenhæng. BONUS: Valentina bliver lidt forpustet, og det er skønt at se hvordan man har accesorized korsangerne for at give et ekstra lag af meningsfylde til denne dybe popsang.

I 2002 stillede Grækenland, som har en lang og delvis ulykkelig grandprixhistorie, med det etablerede navn Michalis Rakintzis, der forsøgte at bryde ny jord med sine elektroballade “S.A.G.A.P.O.”. Men det var som om at scenen i Talinn var lidt for lille til Michalis’ personlighed og – ikke mindst – kostumerne. BONUS: Udover at Michalis tydeligvis sveder inden i sin rustning holder jeg meget af, at “G.”-et i “S.A.G.A.P.O” konsekvent udtales som et meget flot “T”. Og så det skønne og i disse sammenhænge sjældne i, at de forreste rækker bliver siddende helt upåvirket under kærlighedssangen. Det år blev Grækenland nummer 17 med 27 points; de 12 kom fra Cypern.

Samme år som Michalis Rakintzis betog i hvert fald Cypern sendte Tyskland endnu en fortæsket og formula-agtig popsang, fremført af en blind sangerinde, Corinna May, som på ingen måde synger speciel dårligt – hun havde nok i virkeligheden fortjent en bedre sang end den uhyggeligt profetisk betitlede “I Can’t Live Without Music”. Men tingen med Corinna var, at hun altså bare var virkelig blind, og det gav visse udfordringer til showets producer, for hvordan gør man det interessant at se et blindt menneske stå forholdsvist stille og meningsfuldt stampe i gulvet? Man gør det med så få close-ups som muligt, og så får man korsangerinderne til at danse henrykt rundt om Corinna som var hun et andet Tannenbaum. BONUS: Corinnas små klap med den hånd hun holder mikrofonen med er temmelig usædvanlige. Hvordan gør hun?! Corinna endte som nr. 21. Tilsyneladende kunne folk godt leve uden musik.

Cypern havde en ide i 2011 da de sendte Christos Mylordos med “San Aggelos S’Agapisa”, og som andre har prøvet før (uden held) handlede det om at kombinere to sange: En dybfølt ballade og noget rocket halløj med et innovativt show. Desværre fungerede det ikke helt, og sangen lignede mest nogle tumlinge, der legede blandt nogle kæmpe haletudser, altimens en vred dame svingede rundt med en kæmpe spermatozo. BONUS: Proptrækkerdansen. Og Christos’ eyeliner får ham til at se næsten sød ud.

En helt særlig kategori af grandprix-sange er de dramatiske, der forsøger at viderebringe en følelse af et eller andet. Der findes så mange af dem, der bare ikke rigtig lykkes, men jeg synes Andorras forsøg i 2005 fortjener at blive husket. Andorra har aldrig kvalificeret sig videre fra en semifinale (heller ikke med halvdelen af Dub-i-dub søstrene, Me & My), og nu har de helt opgivet ævred og er ikke med længere. Men i 2005 sendte de en hollandskfødt hotelejerske fra Andorra-la-Vella Marian van der Waal, og der var overkroppe, og fjer, og what-not, men lige lidt hjalp det. BONUS: Marian’s korsangerinde, som tidligere næsten vandt grandprixet for Spanien, går helt amok efter 2:30. Det rakte til en placering som nr. 23 i semifinalen.

Det vidunderlige ved grandprixet er at selv småstater som Danmark og Monaco kan vinde det hele. I 2006 udvalgte prins Albert den små Severine Ferrer til at repræsentere det mikroskopiske fyrstedømme, og det var helt grandprix-logisk at det naturligvis skulle være med en caribisk inspireret sommersang, “Le Coco-Dance”. Ligesom Danmark har stillet med latino, Finland med reggae, Tyskland med en tyrkisk folkemelodi og Norge med salsa, skulle Monaco selvfølgelig give os en lille let sommersag. Det gik dog ikke så godt; Severine blev nr. 21 i semifinalen. BONUS: Man fornemmer på Severine at hun godt ved hvad klokken er slået jo længere tid der går af sangen. Jeg holder af den form for selverkendelse.

En særlig genre er også den hvor man forsøger med forskellige sprog inkorporeret i sin sang at angle efter flere stemmer. Litauen var delvis succesfuld med det i 2011, hvor Evelina Sasenko sang “C’est Ma Vie” så ikke et øje var tørt. Evelina smiler til kameraet alt det, hun kan, altimens hendes litauiske ballade plonker derudaf. Og så kommer clouet ved vers 2! Ja, se det selv – men Evelina kører noget heftigt tegnsprog, for naturligvis skal de døve heller ikke snydes for oplevelsen af hendes ballade. BONUS: Det hvide piano er en tradition fra tilbage i 1960erne; og Evelina smiler så man får helt ondt i tænderne og alt. nakken.

Ligesom Monaco forstod at kød og hud sælger, så er det jo også sådan nogle gange at grandprixet har en symbolisme, der bliver en lille smule for overtydelig. Derfor slutter vi af med Azerbaijans første sang fra 2010; Elnur og Samir med “Day After Day”, og jeg tror de fleste ganske klart fanger at det er noget med det gode vs det onde. Det er lidt hest-hest. Desværre lyder sangen temmelig ondt i sig selv selvom SPOILER ALERT det gode vinder på scenen. BONUS: Glasset med blod der hældes ud over en af de onde, og englenes kamp mod dæmonerne, er en eller anden sketch på en kristen lejr værdig. Azerbaijan endte som nr. 5 det år. Det gode vandt (?).

 

Her var lidt at gå i gang med! Og så har vi endda glemt de russiske bedstemødre og mange andre uforglemmelige indslag til en anden gang.