Salmer fra køkkenet

Der er blevet skrevet velsignet meget godt om Hymns from Nineveh siden pladen udkom d. 21. februar. Den var længe ventet, var den. Jeg sad kl. 6 om morgenen og ventede på at iTunes ville frigive den så jeg lynhurtigt kunne nedlaste den og brænde en CD til bilen – og så stod den ellers på hymner hele vejen til Berlin. En koncert med Jonas og sit fantastisk talentfulde kompagni er det også blevet til, alt imens pladen røg top 10 og fik lov at toppe Det Elektriske Barometer, hvor også dejlige Mechanical Bird for tiden huser så godt.

Vi har hørt pladen ret meget herhjemme. Mine børn går og traller “Cocoon” og jeg kan simpelthen ikke selv blive færdig med pladens første skæring, den fantastisk smukke “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn” som på så velsignet fin vis i sig selv rummer alt hvad der er smukt og godt ved dette album. Som Jonas Haahr Pedersens tekster er sangen blid, venlig, inderlig; men der er også en intimitet i både ord og lyd som til stadighed forbløffer mig. Sjældent møder man en musiker med så ærligt et udtryk. Ja, til tider nærmer det sig en overskridelse af min egen blufærdighedsgrænse; ikke fordi musikken lyder privat, men fordi den er så oprigtig og så, så venligt fin. Den sniger sig ind, ikke som en uvenlig og uventet gæst, men som en gammel ven du kan lide – og som kan lide dig.

Længsel på lyd

I et stykke tid har jeg haft lyst til at skrive den her anmeldelse, men jeg er lidt bange  for hvor patetisk det kan komme til at lyde. Tingen er den, at Mechanical Bird’s seneste  EP “Daughter of the Wind” er intet mindre end fremragende, og den har ramt mig svært meget. Hvordan giver man lige udtryk for det på en ordentlig måde? Jeg ved det ikke helt. Det er som om sangene på en eller anden fantastisk måde er smeltet ind i noget, der er dybt i mig og min eksistens. Det er en følelse af at være genkendt i musikken. På mange måder en vældig personlig oplevelse, kan du jo nok høre, og som sådan svært at forkynde objektivt på noget så prosaisk som en blog.

Men – Jakob Brixen alias Mechanical Bird har skrevet, komponeret og født seks fantastiske sange, som ganske enkelt er lyden af noget, man engang kendte, men havde glemt man gjorde. Vi taler her genremæssigt om en art hjertets bluegrass, iblandet nordiske toner af eftertænksomhed og rørt op med lige dele vagabond-americana og – tør man sige – Beatles-inspireret enkelhed.

Der er et vist åbenlyst slægtskab med folk som Hymns from Nineveh og Sufjan Stevens i det primært håndholdte lydbillede, men Mechanical Bird skiller sig alligevel ud. Der er en lyrisk tone i både poesi og toner, som er usentimentalt længselsfuldt, og Jakobs vokal er mere åbenlyst himmelstræbende end både Sufjans og Hymnas’, hvis inderlighed er anderledes brændende. I de intime øjeblikke, hvor Sarah Hepburns smukke varme omfavner Brixens vokal lyder han som en ung Bryan Ferry, og sangene åbner sig mirakuløst. Den tyngde og anelse af tusmørke, der findes i musikken, fuldendes perfekt med Brixens håbefulde tenor.

Stærkest står nok “It’s Summer and I want to Sleep”,  et sole (og måne)klart hit, som er som en skumringsaftens uapologetiske drøm om varme og lykke, men det er vanskeligt at fremhæve et nummer fremfor andre, når de nu alle står som en organisk helhed hvor arrangementer og tekster følges ad. EPen, som er alt, alt for kort, forløses i den vidunderligt åbne “Dear Loneliness Leave Me Now”, som er forunderlig sejrsrig og tilgængeligt glad.

Ja. Det er en god plade og en oplagt julegaveide til dig, der af og til synes at vinterens frost og kulde er overdrevet. Og til dig, der bare holder af god musik, gode ideer og tekster, der lader tilhøreren ane at eksistensen i sig selv har en dybde som kan være både smertelig og glædelig. God fornøjelse, og tak, Jakob.

Blå salme

Må solen alltid skina och läka dina sår

Love is Stronger than Death

Midt i mine tanker og bønner kom jeg pludselig i tanke om denne sang som jeg hørte en del tilbage i 1993-1994. The The’s Matt Johnson har en særegen inderlighed i sit udtryk, en sjælelig ærlighed som jeg holder meget af. Hans tekster er vildt intense, og det er godt at mærke at der findes musikere, som rent faktisk brænder.

Teksten her er skrevet til Johnson’s bror, som døde. Og på en underlig måde forkynder Johnson opstandelseskraft. Uden at nævne Jesus overhovedet beskriver han styrken i den kærlighed, der overvandt døden, samtidig med at det ufattelige i sorgen står klokkeklart.