Midt i specialesumpen har jeg fået mig en ny overspringshandling: husbonden min har inviteret mig som gæsteskribent på nærværende blog. Så er der noget, I bare brænder for at vide, som jeg kan udbrede mig om, så send et hint.
Specialet handler om etnicitet i romersk jernalder i Sønderjylland/Slesvig, så hvis I hellere vil høre om noget andet er der fuld forståelse fra min side 
Venligst
Tærten
Valget lægger sådan en underlig urealistisk tåge over alting. Læs mere
.. måske derfor synes jeg det var hot-hot at alle de fisefornemme kongelige og Mærsk fik denne lille påmindelse med i lørdags:
Guds adoption af os kan man ikke trække i automaten eller skaffe sig via en computer. Den sker derimod kvit og frit i dåben, og den gælder uanset, hvad vi kommer ud for i vores liv. I dåben giver Gud os ret til at kaldes hans børn, og han indeslutter os i sin tilgivende kærlighed og skænker os det evige liv. Det er som en mors eller fars kærlighed til sit barn: den er ubetinget og går altid forud for barnets kærlighed til forældrene.
Det er utroligt så meget besynderligt børnefjernsyn, mennesket er installeret til at kunne huske. Jeg er en af de få, der rent faktisk kan huske “Guld og grønne skove” eller “Poul og Nulle i Hullet”, som den vist hed i folkemunde, den legendarisk forhadte og ikke genudsendte julekalender fra først i 1980erne, hvor Poul Nesgaard og Elith Nulle Nørholm i en 2CV kørte ned i et hul i jorden (sic) og sendte der “live” til Danmark. Det var meget, meget mærkeligt. (Jeg husker dog mest de afsnit af Mumitroldene, de sendte bagefter. Jeg var angst for Murren, æsj.)
Dyrebørn. Findes der noget sødere og sjovere? Læs mere
