Selvoptaget
Osama Bin Laden er død. Jamen, der er han. Sleeping with the fishes og alt det der. Manden, der blev et ikon og som iværksatte verdenshistoriens måske mest spektakulære terrorhandling nogensinde, har slugt sin sidste tår kaffe i sit luksushus i Pakistan, hvor han (chok!) opholdt sig. Idioten kunne fint opfordre andre til at give sig hen til lidelse og død; selv havde han installeret sig med flere koner i let luksus. Dumme svin.
Nå, men død er han, og selvom det ikke betyder døden for Al-Qaeda-netværket, så kan Osama selv ikke længere inspirere til og sprede skræk og rædsel. Han er gone, baby, gone, og good riddance.
Det er nu en uges tid siden Osama blev slået ihjel, og dækningen har været vældig interessant at følge. Blogs, politikere, præster og andet godtfolk arbejder vældig meget med hvad vi dog skal stille op med dette dødsfald. Er det ok at juble over hans død? Var det forkert at han bare blev skudt igennem hovedet? Hvordan skal man som vestlig approache en muslimsk terrorleders død? Og på den måde har hele den vestlige verden gjort dette her til et spørgsmål om os selv. Ikke engang Osama Bin Ladens død kan få lov til at stå. Næh, det handler om hvordan vi på den mest retfærdige, humanistiske og rigtige måde forholder os til det.
Denne selvoptagethed tror jeg ville have gjort Osama edderspændt rasende, for den er så typisk for tiden. Alting handler om os, også selvom det – som i tilfældet med Osama – faktisk handler utroligt lidt om os. Jamen, så gør det det alligevel.
Man kan vælge at se det komiske i det, men man kan også se det som et noget kritisk kendetegn ved vesten. Vi er så selvoptagede. Optagede af os selv og vores egen læsning og forståelse, som skal være rigtig.
Selv har jeg bestemt en rem af huden, ork jo. Jeg vil gerne lave proces og debattere og vurdere og hm og overveje hvordan og hvorledes. Faren er, at begivenheder som Osamas død bliver til stiløvelser. Til noget, vi præsenteres for, som ikke har frygteligt meget med vores virkelighed at gøre. Gør vi virkeligheden uvirkelig og ligegyldig ved at lade alle livets tildragelser blive et spørgsmål om, hvordan vi forholder os til dem? Jeg tror det faktisk. Men jeg er ikke sikker. På den anden side.. hvad synes du?
