Pigen der legede med ilden

Carl Th. Dreyers ”Vredens Dag” fik premiere midt under besættelsen, i 1942, og det var fristende at læse historien som en allegorisk fortælling om tyskernes invasion, men det afviste Dreyer prompte. Filmens portræt af troens mennesker i 1620ernes Danmark var først og fremmest baseret på et teaterstykke fra 1908, og dels var det en film der burde kunne stå for sig selv. Typisk for Dreyer insisterede han på kunstens integritet i sig selv, og han ønskede ikke at værket skulle spændes for en dagsorden, der rakte ud over filmen selv.

Det er måske netop den indstilling, der gør at Dreyers film er så langtidsholdbare. Med et klart fokus på at forløse historien i velkomponerede billeder, med en sublim fornemmelse for dramaets ebbe og flod, og med en vovet og bevægende indsats fra en lang række skuespillere formåede Dreyer igen og igen at producere eksistentielle og dybt bevægende film. Mest kendt er nok mesterværket ”Ordet” eller ”Jeanne d’Arcs Lidelse og Død”, men den mindre kendte ”Vredens Dag” hører bestemt til på toppen af den danske filmskat. Det er helt fortjent at filmen er røget med i kulturministeriets (ellers lidt kedelige) kanon.

Historiens omdrejningspunkt er – som også i ”Ordet” – præstegården, her i 1620ernes Danmark, hvor hekseforfølgelserne stadig præger tænkningen – og stadig er en mulighed dér hvor der er ”sort magi” på færde. Den aldrende enkemand, præsten Absalon (Roose) har giftet sig med den meget yngre Anne (Movin). Hun er rykket ind i præstegården men terroriseres af Absalons bestemte mor (Neiendam). Anne skylder Absalon meget – Annes mor blev nemlig beskyldt for heksekunster, men som stedets åndelige autoritet reddede Absalon Annes mor fra døden. Nu er endnu en kvinde, Herlofs Marte (Svierkier), blevet beskyldt for at have indladt sig med den onde. Absalon forsøger at redde hende, men hun dømmes til døden og brændes på bålet. Anne opsøger hende og det bliver sjælsrystende.

Samtidig har Anne forelsket sig i Absalons søn (Lerdorff Rye). I et svagt øjeblik, tynget af begivenhederne omkring hende og ikke mindst af Herlofs Martes ord til hende inden sin henrettelse, ønsker hun Absalon død. Og da netop det sker – at Absalon dør – bliver Anne grebet af frygt over hvorvidt hun har arvet sin mors overnaturlige kræfter. Er hun, præstens enke, en heks?

Som Dreyers øvrige film er ”Vredens Dag” et usædvanligt smukt møde mellem lys og mørke, skygge og sol. I præstegårdens mange karnapper og hjørner sniger uhyggen og tvivlen sig langsomt ind som brede, sorte skyer. Når man betænker at filmen er næsten 70 år gammel er det ikke mindre imponerende at se hvordan Dreyer behersker de visuelle virkemidler, som i høj grad er med til at gøre historien levende. Og levende, det er den. Der tales et ”gammelt dansk”, men der er en friskhed i portrættet af mennesker, som i troens navn ønsker at gøre det rigtige, men som forrådes af deres natur og begær. Hele lokalsamfundets angst for hekse og portrættet af begæret som en art besættelse sættes op imod præstens oprigtige ønske om at være from og om at gøre det rigtige. Det er stærke sager, som i høj grad indbyder til en samtale om fanatismens natur og ikke mindst det gamle Paulus ord om, at ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg”. Spørgsmålet som filmen stiller er ikke mindst i hvor høj grad de bedste intentioner nogle gange kan gøre troen blind – og dermed dum. Anne bliver til sidst et offer, men spørgsmålet er: For hvad præcis?

”Vredens Dag” bør ses. Så enkelt er det.

*****

Heldigvis er Dreyers film langt om længe kommet på DVD på dansk. Det manglede bare. Den er awesome.