Magnus Sørensen, som er i præst i den ortodokse lutherske Augustanakirke i Århus, har i går i KD et indlæg om Indre Missions forhold til folkekirken, som jeg egentlig synes er værd at bemærke. Magnus skriver bl.a.:
Den folkekirkelige højrefløj vil altså både blæse og have mel i munden. De vil på den ene side give indtryk af, at man står på den lutherske bekendelses grund. På den anden side beder man om rummelighed i kirken.
Magnus anfægter udfra sit standpunkt her den pragmatisme, som IMs formand bl.a. selv har påberåbt sig, og jeg synes det er spot-on. Det er vanskeligt i enhver debat at bevare en absolut og samtidig fastholde en pragmatisme. Det vil uværgeligt lede til kompromiser. Det kan man jo blot gå til dagens politiske debat for at få en smagsprøve på. Spørgsmålet er bare om kirken er og skal være anderledes end som så. Det tror jeg egentlig IMs formand mener - han har bl.a. taget afstand fra humanisme og afskaffelsen af synd og skyld i kirken, og han ønsker ikke at gå på kompromis med bekendelsen. Men er det netop ikke det, historien viser at man gør, hvis man vil rummeligheden? Hvis man f.eks. ønsker at folkekirken skal give plads til IMs syn på nej til vielse af homoseksuelle, jamen, vil man så ikke i rummelighedens navn også blive nødt til at give plads til de, der ønsker at vie homoseksuelle par?
IM har alle dage – modsat f.eks. Luthersk Missionsforening – holdt fast i en kirkelig pragmatisme, og det ligger dybt i den indremissionske selvforståelse at man er en folkekirkelig bevægelse. Man har og vil gerne være en vækkelsesbevægelse ind i folkekirken, og som sådan har IM indtil for ganske nyligt været imod oprettelsen af frimenigheder udenfor det folkekirkelige fællesskab. Spørgsmålet er om pragmatismen og rummeligheden fungerer for IM i en tid, hvor klassiske “indremissionske” dagsordener sådan som forkyndelsen af evangeliet for børn og unge i udpræget grad overtages af den brede folkekirke – og hvor IMs teologiske standpunkter ofte regnes som forældede eller diskriminerende i den kirkelige debat.
Man skal nok ikke tage fejl af IMs forsøg på denne balancegang. Når man nu går ud og taler positivt om evangelisk-lutherske fri- og valgmenigheder er det svært ikke at se det som et udtryk for at der altså er mange steder lokalt hvor pragmatismen ikke fungerer. Den erkendelse tror jeg såmænd man har kunne finde i IM i mange år. Det er nok også sådan man skal læse IMs kritik af strømningerne i folkekirken. Som et forsøg på at fastholde pragmatismen. Men kan kritik være pragmatisk?
Jeg håber at Magnus får svar – jeg synes det her er en meget interessant debat.
