Pigen der legede med ilden

RIP Sidney Lumet

Han blev aldrig et “household name” som en Spielberg, Coppola, Allen eller Scorsese, men Sidney Lumet, som døde i sidste uge, var en af de store amerikanske instruktører. Måske var det fordi han var så ihærdig – på 50 år fik han instrueret mere end 40 film. Ikke alle film var lige gode, men Lumets filmografi inkluderede store, amerikanske fortællinger, som bør regnes med blandt de helt store. Debutfilmen “12 Angry Men” (1957) var klaustrofobisk og drønspændende mens den fulgte en jurys forsøg på at blive enige om at dømme en mand til livet eller døden – og undervejs i processen var der måske flere ting, der måtte lade livet. “Long Day’s Journey into Night” (1962) var på alle måder en klassisk filmatisering af et berømt teaterstykke. “Dog Day Afternoon” (1975) har Al Pacino i sin bedste, mest intense rolle som en stakkels ulykkelig bankrøver. Og senest “Before the Devil Knows You’re Dead” (2007) med Phillip Seymour Hoffman og Ethan Hawke som dysfunktionelle småforbrydende brødre. Det er dog Lumets fjernsynssatire “Network” (1976), jeg vil opfordre enhver til at se eller gense for at mindes instruktøren. En morsom, sindsoprivende og trist fortælling om livet på en nyhedsredaktion, der ikke ved hvad de skal stille op da programmets vært bliver momentan vanvittig – og samtidig afsindig populær. Filme overrasker med sin friskhed og sin aktualitet, der – selvom den er næsten 40 år gammel – rammer pladask ned i en reality-baseret tv-virkelighed. Som appetizer kan du læse Nathaniels anbefaling her.

Pragmatisk kritik?

Magnus Sørensen, som er i præst i den ortodokse lutherske Augustanakirke i Århus, har i går i KD et indlæg om Indre Missions forhold til folkekirken, som jeg egentlig synes er værd at bemærke. Magnus skriver bl.a.:

Den folkekirkelige højrefløj vil altså både blæse og have mel i munden. De vil på den ene side give indtryk af, at man står på den lutherske bekendelses grund. På den anden side beder man om rummelighed i kirken.

Magnus anfægter udfra sit standpunkt her den pragmatisme, som IMs formand bl.a. selv har påberåbt sig, og jeg synes det er spot-on. Det er vanskeligt i enhver debat at bevare en absolut og samtidig fastholde en pragmatisme. Det vil uværgeligt lede til kompromiser. Det kan man jo blot gå til dagens politiske debat for at få en smagsprøve på. Spørgsmålet er bare om kirken er og skal være anderledes end som så. Det tror jeg egentlig IMs formand mener - han har bl.a. taget afstand fra humanisme og afskaffelsen af synd og skyld i kirken, og han ønsker ikke at gå på kompromis med bekendelsen. Men er det netop ikke det, historien viser at man gør, hvis man vil rummeligheden? Hvis man f.eks. ønsker at folkekirken skal give plads til IMs syn på nej til vielse af homoseksuelle, jamen, vil man så ikke i rummelighedens navn også blive nødt til at give plads til de, der ønsker at vie homoseksuelle par?

IM har alle dage – modsat f.eks. Luthersk Missionsforening – holdt fast i en kirkelig pragmatisme, og det ligger dybt i den indremissionske selvforståelse at man er en folkekirkelig bevægelse. Man har og vil gerne være en vækkelsesbevægelse ind i folkekirken, og som sådan har IM indtil for ganske nyligt været imod oprettelsen af frimenigheder udenfor det folkekirkelige fællesskab. Spørgsmålet er om pragmatismen og rummeligheden fungerer for IM i en tid, hvor klassiske “indremissionske” dagsordener sådan som forkyndelsen af evangeliet for børn og unge i udpræget grad overtages af den brede folkekirke – og hvor IMs teologiske standpunkter ofte regnes som forældede eller diskriminerende i den kirkelige debat.

Man skal nok ikke tage fejl af IMs forsøg på denne balancegang. Når man nu går ud og taler positivt om evangelisk-lutherske fri- og valgmenigheder er det svært ikke at se det som et udtryk for at der altså er mange steder lokalt hvor pragmatismen ikke fungerer. Den erkendelse tror jeg såmænd man har kunne finde i IM i mange år. Det er nok også sådan man skal læse IMs kritik af strømningerne i folkekirken. Som et forsøg på at fastholde pragmatismen. Men kan kritik være pragmatisk?

Jeg håber at Magnus får svar – jeg synes det her er en meget interessant debat.

Lidt mere end halvvejs i fasten

Askesens via negativa: “Tilpas jer ikke denne verden”

Askesens via positiva: “Lad jer fovandle, ved at sindet fornyes”.

Øvelsens sødme: “Så I kan skønne, hvad der er Guds vilje”.

Ved en omhyggelig dyrkning af sjælens urtehave øves sindets evne til at kunne “skønne, hvad der er Guds vilje”.

Hvis bedømmelse havde været en enkel kunst, hvis man kunne pågribe falske profeter på fersk gerning blot for deres ideer, så ville man nå langt ved at kunne sin lektie.

Det er sværere end som så. Hvad der må opøves – skærpes – er sanserne. Syn, hørelse, lugt, følesans, fornemmelse. Alt det, der forbindes med erfaring. Ikke med ideer.

Sådan skriver svenske Peter Halldorf så provokerende i “Hellige rødder” (Boedal 2001).

Salmer fra køkkenet

Der er blevet skrevet velsignet meget godt om Hymns from Nineveh siden pladen udkom d. 21. februar. Den var længe ventet, var den. Jeg sad kl. 6 om morgenen og ventede på at iTunes ville frigive den så jeg lynhurtigt kunne nedlaste den og brænde en CD til bilen – og så stod den ellers på hymner hele vejen til Berlin. En koncert med Jonas og sit fantastisk talentfulde kompagni er det også blevet til, alt imens pladen røg top 10 og fik lov at toppe Det Elektriske Barometer, hvor også dejlige Mechanical Bird for tiden huser så godt.

Vi har hørt pladen ret meget herhjemme. Mine børn går og traller “Cocoon” og jeg kan simpelthen ikke selv blive færdig med pladens første skæring, den fantastisk smukke “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn” som på så velsignet fin vis i sig selv rummer alt hvad der er smukt og godt ved dette album. Som Jonas Haahr Pedersens tekster er sangen blid, venlig, inderlig; men der er også en intimitet i både ord og lyd som til stadighed forbløffer mig. Sjældent møder man en musiker med så ærligt et udtryk. Ja, til tider nærmer det sig en overskridelse af min egen blufærdighedsgrænse; ikke fordi musikken lyder privat, men fordi den er så oprigtig og så, så venligt fin. Den sniger sig ind, ikke som en uvenlig og uventet gæst, men som en gammel ven du kan lide – og som kan lide dig.