Troskab

Troskab, en.  (glda. troskab, -skap (SjT.19.79. GldaKrøn.202. Mand. 128), oldn. trúskapr; jf. Trohed; især jf. dog Feilb.)) den egenskab ell. det forhold at være ell. vise sig tro (II).

Det er et vidunderligt, men desværre lettere antikveret ord, troskab. Det er sådan noget ældre damer viser YM-kredsen eller noget, der måske kendetegner glade hunde. Troskab.

Ikke desto mindre optræder ordet i vores bibel flere gange – f.eks. i Esajas 54, 7-10, som er en vidunderlig passage om Guds relation til det, han har skabt. Guds troskab er evig, siges det endda. Den er ikke logrende som en golden retriever; den er et bevidst tilvalg fra Guds side – han vil være os tro og vise os sin troskab. I Esajas står der at den ikke rokkes – måske et godt billede på, at vore egne troskaber bestemt kan rokkes eller svaje i vinden.

Og måske er det også sådan vi får ‘brugt’ troskaben – som noget, vi klandrer hinanden for ikke at vise. Hvad end det er mangel på julebrev, manglende fremmøde i kirkelige kredse eller opbakningen i sportsforeningen – så ser det ud som om at vi har vænnet os til, at troskab mellem mennesker er blevet et løst, tomt begreb.

Men altså – Guds er ikke sådan.