Here I go again
Filmen “Mamma Mia!” fra 2008 blev en af det års allerstørste hits, og ikke nok med det: I England blev filmen den mest sete nogensinde da den passerede “Titanic” i popularitet og solgte billetter.
Er det så udtryk for høj kvalitet, kan man spørge? Tja. Enhver bør i hvert fald unde sig selv oplevelsen som det er at se Meryl Streep folde sig ud til udvalgte ABBA-sange på en græsk ø. Man kunne kalde det bizart, men det er alt for fattigt et ord. For “Mamma Mia!” og dens hyldest af kærlighed og livsglæde får simpelthen fat i tangenter, man ikke troede fandtes. Den er helt og utvetydigt dedikeret til at være rædselsfuld, og lykkes med ekstrem akkuratesse. Filmen mangler måske bare en stakkels blind dreng ved navn Fernando, som Meryl Streep langsomt kan sætte sig hos og spørge: “Can you hear the drums, Fernando?” for at være helt perfekt – men ak. Sådan er der så meget. Selv filmmediet har sine begrænsninger.. hvis man da kan kalde dette for en film.
Jeg mener virkelig at man burde tjekke denne kulturevent ud. Den er uforglemmelig i sin pastelfarvede lykke, og ør af svenske harmonier. Men alt dette har andre på en langt bedre måde hyldet – så se her:
*
Ja, én stjerne – det virker måske lidt luset når jeg nu tilsyneladende har anbefalet denne film. Men ved I hvad, det er den eneste måde dette tåkrummende makværk kan lykkes på. Så jeg giver den en, og forventer at få en sang igen. Urgh.
Hvis man ikke kan lide Abbas musik, vil det nok være en af de dårligste film i verden.
Jeg har intet imod ABBA – jeg er vokset op med ABBA-sange – men ideen med en film er enten at kommunikere en sammenhængende historie eller benytte billedsiden til at ordløst formidle en række følelser eller visuelle udtryk. Denne film gør ingen af delene.
Jeg glæder mig på en eller anden sær måde til at se den.
Det var også meningen.
Det er på mange måder en utrolig film.
Jeg mente heller ikke at du fremstod som en der havde noget imod ABBA. Mit indtryk efter at have set den var bare, at jeg på en måde var glad for at musikken var med, da jeg ellers muligvis var blevet decideret sur/forarget over resten filmen. Men på den anden side fik musikken mig også til at se filmen færdig…
Ok, så tror jeg jeg fangede den!
Og ja – ABBAs sange var vel grunden til at den her musical/film blev lavet. Jeg ville så nok have foretrukket en anden model – hvor man i stedet for at tvinge en utroligt ringe historie ned over sangene brugte noget krudt på enten at droppe historien og lave nogle tableauer eller fede visuelle halløjsating – eller fandt en bedre historie.
Nemlig, jeg ville næsten hellere have kigget på en guldfisk i to timer mens musikken kørte i baggrunden.