Juletigger

Det er koldt og regnfuldt i Tirana. Om natten kan temperaturen godt nå ned under 0; selv inden døre mærkes det, thi her er ingen thermoruder eller centralvarme.

Måske er det den stundende højtid, måske er det en tilfældighed, men i de sidste par dage synes jeg at jeg har set flere tiggere på min vej end jeg plejer. Jo, der er altid nogle; mennesker med de mest eventyrligt forskrækkelige fysiske defekter, vanføre, lamme, kvinder med små børn, eller blot små børn selv, der med snotnæser og krøllet hår rækker en nøgen arm frem eller hiver i jakken.

Måske har jeg haft lukket mit hjerte fra at se dem. Måske har jeg for en tid blot set de pæne tiggere, som den stumme mand, der altid sidder foran den katolske kirke. Han råber jo i sagens natur ikke op, hvilket af en eller anden grund for mig til at tillægge ham en række sympatiske kendetegn. Anderledes er det med den benløse matrone foran moskeen, der påkalder Gud og hvermand når man går forbi. Hvor tit giver jeg egentlig hende noget?

Tiggerne, de nødlidende, manden, der gennemsøger skraldespandene for det sidste spiselige – måske har jeg lukket mine øjne for dem. Måske jeg har i viden om at jeg har alt og ikke må gå sulten eller kold i seng fundet et skjold, der skjuler virkelighedens vederstyggelighed for de mange, der ikke har det som jeg. Måske falder tiggerne i virkeligheden ikke i med tapetet før jeg tager skyklapperne på.

Julen er på vej, og her bliver den ikke hvid, til forhåbentlig trøst for de mange tiggere. Men hvordan går jeg selv ind i julen? Tør jeg møde barnet ved krybben som den juletigger, jeg bør være? Forstår jeg at mine lukkede øjne gør mig til den fattigste af alle? Tør jeg stå snavset og nøgen foran barnet om hvilket der blev sunget så smukt af englene? Har jeg tro på at min snavsede næve, rakt frem, ville blive mødt med varme og omsorg af den Gud, der kom barnefødt for at give mig liv i overflod?

Gud, gør af mig en hjertets juletigger.