Smilet er den korteste afstand mellem mennesker

Jeg må indrømme, at jeg egentlig er en stor fan af glæde som sådan, hvad end det optræder som ren, uspoleret, boblende livsglæde latter, morsomhed eller fis og ballade som vor mor lavede det. Der findes dog grænser – nogle ting ser ganske enkelt for glade ud. Det være sig alt fra Vikingarna-koncerter til værter på “Aftenshowet”. Det er som om glæden der bliver mekanisk eller forloren. Beregnende. Og så bliver jeg ikke glad, men muggen.
I Mike Leighs nyeste film “Happy-Go-Lucky” portrætteres et menneske, man kun kan betegne som glad. Børnehavelærerinden Poppy går gennem livet med et smil på læben, en morsom bemærkning og en uforfalsket dedikation til at have det rart. Der findes ingen vrede eller surhed i hendes verden; hun er altid frejdigt i godt humør og skruer måske endda lidt op for de gode vibrationer når tydeligvis træge og sure mennesker er i nærheden.
Poppy er med andre ord pisseirriterende. Men også sød, sjov og spøjs. En dag får hun sin cykel stjålet. Typisk for Poppy er hendes kommentar et “Men jeg fik ikke engang sagt farvel!”, og hun beslutter sig for at tage kørekort i stedet.
Mødet med kørelæreren bliver et kulturmøde mellem den tossegode Poppy og den indestængt rasende Scott. Det er frustrerende genkendeligt og tåkrummende vidunderligt at se Poppy prøve at lure et lille smil ud af gnavpotten.
Og så handler filmen vel ikke rigtigt om mere. I gennem en række hverdagssituationer møder vi Poppy med veninderne, på arbejde osv., og Leigh lader os komme tættere ind på livet af dette besynderligt lykkelige individ. Hvad man måske umiddelbart ville afskrive som en overfladisk tilgang til livet viser sig at rumme dybder og forståelser, som måske (?) afslører, at Poppy slet og ret er en god kvinde, der ønsker at mennesker omkring hende skal have det godt.
Sally Hawkins som den altoverskyggende Poppy er helt fantastisk. Hun kan måske minde lidt om Amy Adams (“Junebug”, “Fortryllet”), men er slet ikke så “cute”, hvilket hjælper gevaldigt. Hendes spil hviler på en enestående tro på figuren Poppy, og på, at der ikke behøver store Hollywoodske sammenbrud eller afsløringer for at portrættere et helt menneske. Hun er tro mod Poppy og historien er tro mod Poppys ret beset helt almindelige hverdag, og det skaber en bemærkelsesværdig original film om dét at være glad – måske en af årets bedste.

Filmen markerer også et nybrud for instruktør Mike Leigh, som tidligere med film som “Naked”, “Life is Sweet”, “All or Nothing” og “Vera Drake’s Hemmelighed” jo ikke just har bevæget sig i det muntre hjørne. Kunne man lide den sorgmuntre tone fra adoptionsdramaet “Hemmeligheder og Løgne” falder man sikkert også for Poppy og filmen her. Det er svært at lade være. Smilet er jo vitterligt den korteste afstand..

****

Blogged with the Flock Browser