Hurra for Lars

2008 november 24
by frovin

I dag får Weekendavisens megaanmelder Lars Bukdahl Kunstrådets Formidlingspris, og det gør mig rigtig kisteglad, for findes der nogen, der om noget kæler for sproget, bruger, udnytter, udforsker, udæsker, muldæsler sproget, så er det da LB, der slår sine folder i avisens bogsektion og heldigvis også på sin Blogdahl. LB læser afsindigt mange bøger hvert år og anmelder dem ca. alle sammen på den ene eller anden måde. Når man læser hans anmeldelser, som er krøllede, rodede og helt og aldeles varmblodigt passionerede, ja, så får man lyst til at sige “I’ll have what he’s having!” og læse med. Det er nu ikke så tit, jeg får det gjort – altså, får købt de småobskure digtsamlinger skrevet af bibliotekarer, teenagere eller andre dyr – men alene at møde LBs anmeldelse er så vidunderligt stikkende, som i “få nu læst noget!” Bukdahl formidler litteratur som ingen her til lands. Han får tæv for den, men vist skal han have en pris. Er du stadit lidt i tvivl om hvorfor, så læs selv hans politisk korrekte kollegas medjublen her.

  1. 2008 november 28
    snip permalink

    Hmm, synes ikke helt, jeg kan følge dig. LB er blevet så forudsigelig, at det er dræbende. Hele litteraturscenen er delt op i får og bukke – og disse roller er ganske fasttømrede uanset hvilke bøger, forfatterne udgiver. Og hans brug af sproget veksler mellem det teenage-agtige og det indforståede/uforståelige. Jeg var en stor fan engang, men det kunne lissom ikke blive ved…

    Lyder jeg som en gammel sur hengemt kulturredaktør fra JyllandsPosten nu?

  2. 2008 december 10

    Altså, nu har jeg jo ikke læst ham fast det sidste halve-hele års tid, så..
    Jeg synes jo ellers godt at han lader sig overraske, hvis der er noget at overraskes over? Selv hans yndlingsaversioner kan skrive gode bøger. Der er naturligvis noget forudsigeligt i hans konsekvente dyrkelse af smal lyrik, men hey, det er da fedt at nogle læser og fremhæver det.

Læg en kommentar

Note: You can use basic XHTML in your comments. Your email address will never be published.

Subscribe to this comment feed via RSS