Religionsdialogens muligheder og begrænsninger
Den omstridte kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har i KD en i og for sig ret enkelt og dog væsentlig kommentar om religionsdialogens muligheder i vore dages flerkulturelle samfund.
Selvom de fleste katolikker nok ikke ville bryde sig om hendes beskrivelse af pavens rolle synes jeg nu alligevel hun har en pointe: Nemlig, at religionsdialogen medvirker til at skabe et samfund med en sammenhæng og forståelse for forskellige trosudtryk og holdninger. Og det er ganske enkelt nødvendigt for at kunne sikre at vi lever i fordragelighed og forståelse med hinanden.
Dermed får hun også understreget religionsdialogens iboende formål: Nemlig at bygge en forståelse, der kan bryde fordomme og irrationel frygt ned.
I vore dage er en del såkaldte missionsselskaber involveret i religionsdialog. Det er fint, for kirkens opgave må jo også være at medvirke til at bygge forståelse sådan så det omkringliggende samfund fungerer godt. Men dette må aldrig blive kirkens eneste opgaven. Missionen om at mennesker skal møde den levende Gud, Jesus Kristus, må altid følge med. Altid. Set fra et kirkeligt synspunkt er et harmonisk samfund da rart nok at have, men det må aldrig – aldrig – blive kirkens hovedformål. For så har kirken reduceret sin opgave til et humanistisk projekt, og i disse ryger Gud så let ud.
Derfor er det godt at kende religionsdialogens muligheder – og begrænsninger. Derfor må vi, der er kirken sige: Jeps – vi vil samtalen, vi vil dialogen, vi vil forståelsen af anderledestroende – men vi vil også ønske, bede for og arbejde på, at de, såvel som de ikketroende, må få et møde med den opstandne Kristus. Vi må spille med åbne kort der, og ikke lade religionsdialogens dagsorden, som i vore dage synes så helt uomgængelig, overtage missionens plads i vores forståelse af hvad det vil sige at være kirke i verden.
Hvad mener du – er religionsdialog ligegyldig, eller er det nok i sig selv at vi arbejder på fredelig sameksistens? Og hvordan får man religionsdialog og mission til at mødes?
Jeg glemte at skrive noget om at det er trist at Rønn Hornbechs ret åbenbare pointe i dagens politiske klima ikke er så åbenbar mere.. Det må være en anden, mere sur blogpost værd!
Man må vel, i sagens natur, forstå bare en brøkdel af den religion man ønsker at omvende nogen fra… Kontekstualisering, empati – fejlfinding! Så jeg siger thumbs up til den der dialogting.
Visse religionsdialogister (?) vil hævde, at så har du sat religionsdialogen for en anden vogn, nemlig missionen, og så er det ikke længere dialog på et sandt grundlag.
Jeg mener dog godt at man kan være åben og ærlig om sin tros indbyggede mission. – “Ja, jeg er kristen og ønsker dybest set også at du var det, men fortæl mig hvad du tror på.”
Så jeg mener faktisk det er uærligt hvis man IKKE er åben om sit ønske om, at den anden skal møde Kristus!
Enig… Det er så irriterende, det der med at blackliste intentioner. Der er ingen menensker det til fulde lever op til den der humanistiske tabula-rasa-ingen-motiver tankegang, det tror jeg simpelthen ikke på.
Både tanken og talen om “et sandt grundlag” irriterer mig af en eller anden grund også.
Jeg håber forresten du forstod at skrælle det karikerede i min første kommentar af, selvfølgelig er der også nysgerrighed, venskab og alt det andet humanisthalløj med ind over, at se mennesker som missionsobjekter alene er lidt klamt.
Hørte lige om 3 personer, der talte sammen om dialog. Den ene var muslim og den anden kristen. Den kristne og muslimen hævdede hårdnakket over for den 3. at de altså godt kunne føre en dialog, selvom de begge stod grundlæggende ved deres overbevisning om, at de selv havde ret og den anden tog fejl. Det mente den 3. vist ikke at man kunne. Ret skægt
Se, det er jo et godt eksempel på hvor fjollet det kan blive når man sætter absolutte regler op for hvordan folk skal te sig i samtaler med andre.
Jeg synes det er ok at man, når man taler om dialog, bruger tid på at overveje sit hjertes attitude inden man går i gang – er man klar til at lytte, eller deltager man kun får at få lov til at docere sin sandhed? Vil man selv blive klogere, eller vil man have ret? Ønsker man at gå derfra med en klart defineret uenighed, eller er det magtpåliggende for en at man finder en konsensus af en art før dialogen er en “succes”?