Allehelgen

Vi nærmer os Allehelgen. En markering, der ikke kun finder sted i Netto eller USA, men som også er i kirken.

Og hvor ellers skulle den være? Allehelgen er en fejring, hvor vi mindes årets døde. Hvor vi sætter os selv overfor det, der er så tungt og grumt. Hvor vi på en måde forstår at vi er små og magtesløse. Allehelgen bliver dermed også en sjælesørgerisk markering af sorgen. Af det smertelige i at sige farvel på den der måde, der kan virke så definitiv.

Døden er jo en uting. Den har sneget sig ind i vores verden – på ryggen af os selv. Det var mennesket selv, der valgte at tage døden i sine hænder og som konsekvens deraf hersker den i den verden, vi har. Vi var dem, der slap døden løs og til stadighed bruger den som et våben mod mennesker omkring os.

Men døden er ikke definitiv. Den store løgn er, at vejen ender når vore øje ikke kan se længere. Og derfor er Allehelgen også og bør være en markering af det håb, der kan blive ethvert menneske til del, hvis det erkender og forstår at uden Guds søn, Jesus, går det ikke. Uden ham er vi døde og døden værd.

Men med ham kan vi få en forsmag på det evige fællesskab med Gud allerede nu. Med ham er der håb. Så bliver døden ikke blot det sidste punktum, men et semikolon – så er der liv på den anden side.

Liv i overflod.