Vørsjip
I lørdags snakkede vi i kirken om lovsang – eller rettere: Lovprisning (det albanske ord er “adhurim”, for de af jer der,… ja). Vi så på hvorfor det er godt at lovprise og -synge, og hvorfor Guds folk gjort det til alle tider.
På dansk har jeg på fornemmelsen at vi som oftest tænker “lovsang”, og hvad er lovsang så blevet for en størrelse? Sidst jeg tjekkede var det delvist en jeg-fokuseret given sig hen i smukke ballader, der handler om hvor meget vi dog kan yde i forhold til Gud i form af kærlighed og løfte Guds navn og what-not. Ikke just det indtryk, man får af de bibelske lovprisninger, som godt nok priser Guds storhed, men som ofte også er befriende ærlige om menneskets kontinuerlige evne til at jokke i spinaten og dets lidenhed – og håbløse situation uden Gud.
Det slog mig igen, at det rum, lovprisningen skaber i os jo i virkeligheden hjælper os til at fokusere på Guds majestæt – og det må både teologisk og psykologisk være forholdsvis smart, når vi mennesker jo netop igen og igen mangler styrke, og når vores tro igen og igen føles halvslatten en mandag morgen. Én sagde engang til mig, at det at synge lovsange på sin vis er at samle forråd til de hårde tider, vi kommer til at opleve; men lovprisning er mere end sang, og lovprisning er også godt – nu. For det er i virkeligheden en måde at leve på, hvor vi takker Gud for at han er Gud og vi ikke er. Netop derfor er det så vigtig at vores lovprisning er “kvalificeret” – at vi rent faktisk takker Gud for det han er, og ikke for det, han ikke er!
Jeg er med alderen, her på vej mod støvets år (de 32), blevet glad for de enkle måder at sige tak eller bede på. Lovprisning er dog mere end at sige tak; det er også bare at konstatere ting. Det kunne være det helt åbenbare, at vi overhovedet kan lovsynge og bede til Gud. Også bønnen er en lovprisning, for ved at komme til Gud i bøn priser vi hans storhed og faderhjerte. Lovprisning kunne også være at sige til ham, at Gud har al magt, amen. I den enkle konstatering af fakta findes både en anerkendelse af Guds af og til for mig at se paradoksale måde at håndtere verden på, såvel som min egen lidenhed og aldeles fraværende evne til at begribe Guds tanker på. Men det er også der, der bliver svært!
I virkeligheden er lovprisning nu en forsmag på den evige lovsang, hvor vi ser Gud og ikke kan andet end at skælve over hans skønhed. Underligt at tænke på, men stort.
Hvad tænker du om lovprisning og lovsang?
Pudsigt, at du lige skulle vise et klip med Taizé-sange (hvor er det i øvrigt optaget? Ligner ikke den nuværende kirke i Tazé …). Taizé-sange er vel måske i øvrigt det tætteste jeg kommer på ‘lovsange’. Lovprisning: Derudover måske fotografering/lange ture i naturen, hvis det giver mening. Lovsange, som bliver brugt i en del frikirkelige sammenhænge, kan jeg ikke relatere til. De er, firkantet sagt, for happy-clappy til mig …
Jeg tror det giver mening, men fortæl gerne noget mere om dine ture i naturen.
Jeg kan ikke fransk, men musikken tiltaler mig.
Kan man samle sig et forråd til dårlige tider? Jeg er ikke sikker på det – og for mig indikerer det udsagn, at vi kun kan lovsynge eller lovprise Gud i de gode tider. Men det er jo ikke sandt! “Gud er Gud om alle mand var døde”, “Sig tak under alle forhold” – citat fra en salme og fra bibelen… Lovprisning handler jo ikke om mig og min sindstilstand – det handler jo om min Gud og vores relation. En relation, hvor han er stor og jeg er lille. Gud er skaberen, jeg er skabningen – og derfor bøjer jeg mig for ham og lovpriser ham. Uanset om jeg føler for det eller ej.
Det er måske ikke altid lige let at prise Gud for hans storhed, fordi vi kan synes, at v oplever noget andet. Men faktum er bare, at Gud er Gud, at Guds kærlighed er uforanderlig, at Gud er mægtig og meget mere i den dur – også når jeg ikke kan se det! Derfor: Lovprisning er nok en livsstil, hvor jeg lader Gud være Gud og ser mig selv som et menneske, der er skabt til at have en relation til ham.
Jeg har netop i Unge Elmer-øjemed læst bogen ‘Worship – ind i tilbedelsens hjerte’ af Matt Redman. Det var virkelig en god og let læst lille bog om tilbedelse (herunder lovsang), som satte nogle gode tanker i gang hos mig og bekræftede mig i de tanker, jeg i forvejen gik rundt med. Så altså bare lige en opfordring til supplerende læsning.
@ Marie:
Du har fuldstændig ret. Vi skal lovprise Gud fordi han er Gud, punktum. God pointe med det med forråd… men det er vel lettere at prise Gud på gode dage for os, eller hvad?
Lovprisning er en livsstil, jæs. Hvad end vi gør skal vi gøre det for Herren.
@JLo:
Tak for tippet! Unyttig trivia: Jeg har vist engang været på en IFES-ting hvor Matt Redman var lovsangsleder.
Du nævner tilbedelse. Er der forskel på tilbedelse og lovprisning, tænker I?
Både og. Lovsang er tilbedelse, men tilbedelse er meget mere end lovsang.
Nu opdager jeg lige, at du skrev lovprisning og ikke lovsang, og i det henseende må jeg vist blive dig svar skyldig. Mon ikke det er nogenlkkunde det samme.
lige som Jlo tænker jeg, at tilbedelse og lovprisning er det samme… Dog forbinder jeg tilbedelse med ord og bøn, mens lovprisning i min verden hænger sammen med melodi og tekst… Men indhold og fokus er det samme for mig at se…
Så vidt jeg ved, skelner man i lovsangsleder-branchen mellem lovprisning og tilbedelse, hvor det første er sange med humør og tempo (både i musikken og i teksten), mens det andet er stille, inderlige sange (både i musikken og i teksten).
Se, det forstår jeg ikke. Hvorfor kan man ikke tilbede med ordentlig spade og gang i den? Og hvorfor kan man ikke lovprise stilfærdigt?
Så er det jeg synes at lovprisning/lovsang bliver pakket ind i sådan nogle menneskeskabte kategorier, og det er unødvendigt og kan måske endda skabe nogle vrangbilleder?
Den definition, som Nikolaj nævner, er jeg heller ikke meget for. Men på den anden side skal det nok passe, at nogle definerer det sådan. Vi har brug for en ordentlig omgang uddannelse af vores lovsangsledere.