Sympati og stemmer

Jeg følger en del med i den amerikanske valgkamp fordi det a) er spændende og vigtigt for hele verden, og b) vi kan tage CNN…

Amerikansk politik er anderledes. Her er ikke rigtig noget højre eller venstre. Alle er en slags Venstrefolk, og så er graden af konservatisme, socialdemokrati og liberalt sindelag så den, der konstituerer forskellene. Disse kan i øvrigt variere meget fra år til år og parti til parti, omend der i de seneste ca. 10 år tilsyneladende har været en konstant i det republikanske parti. Indtil nu.

Barack Obama/Joseph Biden repræsenterer intelligentsiaen, kunstnerne, de, der godt ved at de er den utroligt kreative klasse; de går til valg på “Change”, forandring. De vil en ny udenrigspolitik og er mere liberale end George W. Bush (det er nok ikke så vanskeligt), selvom de på dansk nok mest ser konservative ud, men altså. Der var nok en pointe i at Obama valgte en katolsk vicepræsidentkandidat. Obama taler visionært og fremtidsagtigt så man næsten får tårer i øjnene og kun lidt nyresten; utroligt mange flotte formuleringer om fremtid og håb og børn, der holder hinanden i hænderne. Ikke uden grund har man givet ham øgenavnet Obamessias. Halleluja.

John McCain er 72, har overlevet fire kræftsygdomme og fem år som krigsfange i ‘Nam, men ikke desto mindre er han frisk som en havørn og klar til at køre sin ‘provokerende’ og ‘anderledes’ stil helt til Washington under det fuldstændigt intetsigende motto “Country First”. Han går til valgkamp på at ville et opgør med Bush & co., på trods af at han repræsenterer samme parti og for det meste er enig med præsidenten. Han skal forestille at være det spændende valg (men er i virkeligheden ca. lige så fræk som en 80-årig dame, der siger “sgu”), og derfor har han valgt en 44 årig kvinde som vicepræsident; endda en næsten uden erfaring – og hun er stolt af det.

Sarah Palin, tidligere borgmester i Wasilla (9.000 indbyggere) og nuværende guvernør i Alaska, har fem børn, herimellem en søn i Irak, en gravid teenagedatter og en søn med Downs Syndrom. Hun kommer fra en karismatisk kirkelig baggrund og lægger ikke skjul på at hendes tro er det vigtigste for hende. Hun er – vist nok – modstander af registreret partnerskab, klar modstander af abort og tror på at Gud skabte jorden på 6 dage. Og så går hun på elgjagt.

Palin har med sin gæve stil – for nuværende – fuldstændig kuppet valgkampen. Hendes stil, tro, hendes moderskab og den dér “jeg-stiller-ikke-op-for-bollemælk!” kække attitude sælger billetter i et hidtil uset omfang. Bløde Obama, hvis personlighed næsten forsvinder bag de Flotte Ord™, bliver helt konturløs og veg sammenlignet med bidske Sarah med snescooteren. Men hvad gør man lige den dag McCain stiller træskoene og Sarah fra Alaska, der først fik sit pas i 2007, pludselig sætter sig ved bordenden for verdens mest indflydelsesrige nation? En kvinde, som seriøst mener at hun har udenrigspolitisk tæft, fordi Alaska grænser op til hhv. Canada og Irkutsk?

Gennem lidt nyhedslæsning bed jeg mærke i, at også i Danmark blev relativt grønne høge-Sarah Palin modtaget med venlig åbenhed på f.eks. Politikens blogs. I virkeligheden ville de færreste danskere nok bryde sig om at få sådan en Tove Videbæk x 400% med riffel til statsminister.

Og speaking about Tove Videbæk, den tidligere kristendemokrat og nyudsprungne konservative Europaparlamentskandidat. Hun skred fordi hun a) ingen indflydelse kunne få, og b) var uenig med partilinjen om i hvor høj grad de kristne værdier skulle benyttes i det politiske arbejde, særligt i synet på abort. Kristendemokraternes nuværende formand Bodil Kornbek har så nu erklæret, måske som en lidt sen efterreaktion, at hun vil forlade partiet hvis det bliver sådan at religiøse argumenter skal overtage den politiske diskurs. Man undrer sig over om mon også Bodil har opdaget at det er lidt skørt med et såkaldt “kristent” parti. Imens ser det ud til at det nævnte parti sejler tilbage til de dage, hvor missionshuset var lige med partiforeningen – og dagsordenen magen til – og jeg tænker: “Er det virkelig det, de vil?”.

Jeg forbavses over min kyniske træthed overfor Videbæk og Palin og al deres væsen, og jeg ser undrende på mig selv og har svært ved helt at forstå, at jeg tilsyneladende er blevet så begejstret for det sekulære som en ramme for samfundslivet…. . Men er det ikke fordi at det netop er i det sekulære, kirken allerbedst kan få lov til at være kirke? – der, hvor den ikke skal være alt muligt andet?

Jeg ved ikke om Sarah Palin bliver vicepræsident. Noget tyder på det lige nu, men mon ikke bølgen vender inden november, når Paris Hilton-glimmeren drysser lidt af hende. På et eller andet tidspunkt må hun jo begynde at tale til journalisterne. Jeg er til gengæld ret sikker på at Tove Videbæk og Bodil Kornbek aldrig bliver genvalgte til ret meget, endsige bliver statsministre. Men alle tre kvinder kæmper nogle kampe, jeg kan bakke op om.

Alligevel får jeg lidt en underlig smag i munden over de politiske implikationer eller sammenrodningen af regimenterne eller hvad det nu er. Det der med, at det nærmest er Jesus selv, der skal stemmes på. Er det bare mig, der er et skvat?