Måleenheder

Siden sidst er min egen private tilværelse flyttet, fra at have sit hovedsæde i Odense på Fyn, den dejlige og frugtbare ø, til nu at foregå live i en af denne verdens mere oversete metropoler, nemlig Tirana, hovedstaden i Albanien på Vestbalkan, landet, der har så spændende naboer som Makedonien, Montenegro og Kosova, såvel som Grækenland og det Adriaterhav, der udgør grænsen mod Italien. Her, i de varme lande, bor jeg nu med min familie og skal i den kommende tid være medarbejdere i Albaniens Lutherske Brødrekirke. Herfra min verden går. Måske får det indflydelse på Tilværelsen™; måske forbliver vi i de alenlange tirader med udgangspunkt i et evt. hjemvefokus på det danske. Who knows. Under alle omstændigheder bliver det første indlæg her i laang tid … langt.

Anyway: Nu hører jeg BBCs World Service i stedet for P1 og ser CNN i stedet for… ikke at have fjernsyn, eh. Og som bl.a. gode Nicolaj Hinkesten kommenterede var det jo forleden at jorden skulle gå under. Under jorden, for at være præcis; under jorden mellem Schweitz og Frankrig skulle Big Bang maskinen sættes igang og måske, måske ikke skabe en dødsensfarlig situation hvor først Schweitz og siden resten af verden skulle opsluges af et stort, ondt sort hul. Ak ja, menneskets evne til at overvurdere sine egne kræfter kan man vel aldrig undervurdere..

I hvert fald hørte jeg på BBC World Service et interview med en dejlig afklaret videnskabsmand af en eller anden slags. Han fortalte noget om hvad maskinen kunne hjælpe med afklaring omkring, men på spørgsmålet om hvorvidt maskinen kunne afvise eksistensen af en Gud afviste han klart, men venligt journalisten. Det var slet ikke maskinens opgave, sagde han; og nok mente han som videnskabsmand at kunne drage nogle konklusioner vedrørende de konkrete begivenheder omkring livets opståen, men det gav ham ingen ret til at konkludere at Gud så ikke fandtes. Maskinen skulle bruges i et videnskabeligt øjemed og dermed ikke bevæge sig over i troens paradigme.

Nu ved jeg ikke om den mand er kristen eller muslim eller noget andet eksotisk, men det var forfriskende at møde en videnskabsmand som var sig bevidst om sin videnskabs begrænsninger. Hans maskine kunne nok måle ét, men det var ikke lig med at den så kunne benyttes til sandhedsvidne om noget andet.

(Parantes: Jeg tænker, at også i teologien er det væsentligt at være sig bevidst om HVILKET man konkluderer udfra HVAD. Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med en endnu uafsluttet og ret interessant udveksling af synspunkter på Steffens blog. Nu skal man ikke sælge skinnet før kvinden er i nød (eller hvordan det nu er), men jeg tror at lige netop hér hviler den uenighed, der nok bliver mere og mere afsløret i debatten der: Nemlig – hvad kan vi egentlig ‘måle’ og sige om virkeligheden udfra hvad der står i bibelen? Er Guds logik mulig at fange med menneskelogik?)

For mig selv er det en udfordring at erkende, at mine argumenter ikke altid slår til når jeg skal tale med mennesker om min tro. F.eks. når jeg ynkeligt forsøger at overbevise en ateist om at Gud skam findes.. Mine indsigter har sine begrænsninger. Jeg tænker selv, at det er i begrænsningerne, Helligånden gør mig hel og virker sin magt og kraft i kærlighed..