X Factor

“Series 7: The Contenders” er en frygtelig film.

Frygtelig, for sådan må det være hvis man vil helt ned og lave satire over tidens reality programmer og det, de gør ved os. Det, at hver eneste dag bliver en lang audition, hvor det gælder om at være lækrest, bedst, smartest, klogest, mest elskelig. Det, at vi bedømmer hinanden og forbeholder os ret til at dømme de, vi ikke kender. Alt afhænger af øjet der ser. Realityserier lærer os, at vores øjne ser rigtigt.

I Newbury, Connecticut er syv mennesker via deres personnumre blevet udtrukket til at deltage i det seneste reality show: “The Contenders”. De skal kæmpe mod hinanden om den ultimative pris: Deres liv. Ja, det er rigtigt – det gælder om at dræbe de andre deltagere før de dræber dig. Altsammen broadcastes selvfølgelig i  bedste sendetid.

Vi møder de seks deltagere. Der er den regerende mester Dawn, som er gravid i 8. måned. Den midaldrende sygeplejerske med en klippefast tro på Guds forsyn. Den kræftsyge kunstner, som ikke er bange for døden, men for at dø. Teenagepigen med de mildest talt opbakkende forældre. Den ældre mand, hvis huleboertilværelse forstyrres da han udtrækkes som deltager, og den arbejdsløse asbestarbejder, der i forvejen havde problemer nok. Nu har han måske chancen!

Man kan sagtens folde plottet lidt mere ud. Fortælle mere om forviklingerne. Udpensle de skæbner, som er så almindelige at det halve kunne være nok. Men jo mindre man ved om denne film, desto bedre. Er det ikke nok at man ved, at det handler om at vinde?

Filmen udspiller sig som et afsnit af “The Contenders” – komplet med flad underlægningsmusik og jublende fans. Reality genren er måske nok taknemmelig at spoofe – men instruktøren Daniel Minahans ironiske tilgang og dygtighed skaber et lige på meget morsomt portræt af en genre, der er blevet en helt almindelig del af den vestlige verdens tv-forbrug. Det er meget morsomt, for ikke at sige hyleskægt. Minahan tilføjer en overfladisk tv-dybde da de “overraskende” dramatiske forviklinger når nye højder, og man genkender mangt et frygteligt tv-show.

Mens deltagerne jagter hinanden rundt, plaffer løs og forsøger at undgå at blive dræbt, æder filmen sig langsomt ind på det hysterisk latterlige og bemærkelsesværdigt grufulde i, at man overhovedet vil godtage præmisserne for de forskellige reality shows. Filmen rammer ikke bare serierne på kornet (!), men også vi, der kigger på dem. Den udstiller fascinationen som en slags nekrofil voyeurisme, og med vid, mod og humor skræmmes man fra alle sanser mens man – måske? – dør af grin.

Sjældent ser man en film, der på så imponerende vis formår at udfordre og forfærde, samtidig med at man – hvis man er i sit sorteste humør – ikke kan undgå at skraldgrine. Måske den bedste film om fjernsyn siden Sidney Lumets “Network” fra 1975. En fortrinlig og genial satire og en – måske? – nødvendig film om den magt, en fjernsynsbåren virkelighed har over vores moral.

*****

Filmen er fra 2001 og det skal understreges at den er ret voldsom. Hvis man har svært ved at godtage at vold kan være morsomt, er det nok svært at se om bag ved al gruen og opdage satiren.