Allahu akbar!
Tænk sig! Nu skal folkekirkens præster uddannes til at missionere for muslimer!
Artiklens overskrift er jo selvfølgelig lidt gratisavis-misvisende. Og hvorfor det der med at stemme dørklokker skulle være så slemt og ukristeligt forstår jeg slet ikke.
I stedet vil jeg dog helt positivt bare sige pyha! Selvfølgelig er svaret på angsten for islamisering og what-not at vi vender tilbage til kristendommens missionale udgangspunkt, som i al sin enkelthed kan medvirke til at skabe et rodfæstet fokus på Kristus og hans ord! Det er så supernegativt at ville smide muslimerne ud; det bliver vi ikke mindre åndløse af. Man får af og til indtryk af, at det, det mest handler om er, at vi skal have lov til at have vores åndløshed i fred, uden nogle elementer til at irritere med eftertanker om himmel og jord, død og liv.
Kirken er kaldet til at drive mission med hjerte, mund og hænder. Gud ser ikke forskel på mennesker. Derfor skal kirken også forkynde, missionere, gå i dialog med folk, der tilhører islam. I respektfuld kærlighed, naturligvis, og uden at have til formål at nå en styg konsensus eller en gold tolerance, men fordi Kristus kalder os til det.
Thomse, jeg elsker din evne til at se mission, som noget godt! Mission er jo i sandhed et privillegium – både hvis vi bliver sendt til muslimerne, danskeren bag ligusterhækken eller afrikaneren. Måske Gud rent faktisk sender muslimerne herop, fordi vi kan have så svært ved at komme ind i deres lande? Anyway – det handler jo om, at vi er kristne, der hvor vi er – og lader os bevæge derhen, hvor Gud sender os! Amen og hallelu til dit indlæg!
Mission sker jo når Guds ånd virker i os og igennem os. Det bliver vi ikke upåvirkede af. Vi er måske tomme kar, men han vil fylde os. Derfor er mission i sandhed et privilegium. Det er ikke bare noget vi skal gøre – det har faktisk meget lidt at gøre med hvad vi kan. Det handler om hvad han vil. Og vi ved han ønsker at nå mennesker med sin kærlighed!
Hvis vi som påstået “kristent land” bare lige kunne tage en omtanke om det..
Enig! Og hver er det befriende, at det ikke handler om mig og mine evner – jeg skal bare være et skrøbeligt lerkar, så klarer Gud resten! Det er jo fedt!
Og ja, det kan vi vist alle her i det kristne Danmark tænke en del over, og måske endda også handle på det…
Og midt i det hele bliver man bare så ærgerlig over, at Poul Joachim Stender ikke blev Roskilde-bisp – hver var da en præst, der kunne se forskel på Gud og Allah og synes, muslimerne skulle skifte hold. “Dialog” bliver nemt noget så åndløst! Med tanke på, hvor tit vi diskuterer småting for at få andre til at skifte holdning, er det jo pudsigt, at de største ting omgærdes med så ringe interesse for at have fat i den lange ende.
Jeg ville osse gerne have haft Stender.
Dialog bliver let gjort til noget åndløst, men det sker som regel mest hvis dialogen spændes for en eller anden konsensussøgende agenda.
Men jeg synes ikke der er noget odiøst i dialog som sådan. Samtale fremmer forståelsen osv. Og samtale er ligesom nødvendig for at man kan fortælle om hvad man tror på. Dialogbegrebet understreger for mig lytte-aspektet, som tidligere har været lidt undervurderet. Men at lytte skal helst ikke føre til at man klapper helt i!
Nej, dialog er i udgangspunktet fint; det har bare fået sådan en kønsløs fims over sig, synes jeg. Nærmest som en slags “gensidig orientering om synspunkter” – altså uden den dimension, at man kan blive klogere af at tale med kloge(re) mennesker, og at vi hver især synes, der er kolossalt meget på og i spil. Men hvis dialog betyder, at vi overhovedet taler sammen, skal vi selvfølgelig have noget mere af slagsen!
Sådan er det jo blevet i nogle kredse. Men en sådan form for dialog er en undervurdering af menneskets evne til at være sig selv i mødet med andre.
“Faktisk er det vanskeligt at forestille sig, at en kristen kan være i ærlig teologisk dialog med en ikke-kristen uden at forkynde kristendom,” skriver Birthe Rønn Hornbech i dagens KD. Mor er hos os!
Jeg købte Pølletiken i dag blot for at læse hendes kronik. Der er så meget saft og kraft i den at man skulle tro hun ikke sad i regering!