Så er der tegnefilm!

Indrømmet: Jeg har aldrig rigtigt kunne se kunsten i animationsfilm.

Selv såkaldte mesterværker som “Snehvide og de syv små dværge” eller “Skønheden og udyret” har ladt mig kold. Til nøds har jeg kunne nyde film som “Find Nemo”, “De Utrolige”, “Løvernes Konge” ogsåvidere, men selv når animationsfilm var gode kunne det altså max blive til 4 stjerner fra mig. Jeg troede med andre ord ikke på, at det kunne lade sig gøre at lave store tegnefilms-film.

Oh how wrong was I.

I de sidste par måneder har jeg set et par film af den japanske instruktør og animator Hayao Miyazaki. Og det har været en skelsættende oplevelse at møde en instruktør, som insisterer på en god fortælling og flotte billeder, som taler til voksne uden at miste børnene og som taler til børn uden at svigte dem.

Miyazakis loyalitet er nemlig helt på børnenes side. Det lyder måske ret oplagt, men når man sammenligner med andres film virker det som om Miyazakis film faktisk er lavet af børn. Ikke at de er barnlige – de er overraskende dybe og vælter sig i lag – men de svigter ikke den barnlige fantasi, men er trofast mod dem. I det ligger mange overraskelser gemt, overraskende nok.

I “Min nabo Totoro” arbejder Miyazaki med længslen efter at høre til og finde et hjem. I historien om de to søstre, som er flyttet til en ny egn og opdager en hemmelig ven i det uldne fantasivæsen Totoro, ligger en ganske enkel fortælling om at blive rummet og møde omsorg hvorend man går hen. Miyazakis sympati er som altid på barnets fantasis side, men han overgår børnene og skaber et underholdende og spændende værk. Det er dog langt fra hans bedste.

For med “Chihiro og heksene” har Miyazaki skabt et af det nye årtusindes absolut vægtigste film. Det er en grum historie om åndernes badeanstalt, hvor menneskepigen Chihiro må arbejde sig op fra bunden for at sætte sine forældre fri fra den forbandelse der ramte dem, da de ydede uden at nyde.

Det lyder måske nok lidt fladt, men “Chihiro og heksene” er et mesterværk, der konstant overrasker og udfordrer. Mødet med en japansk funderet mytologi er sært bevægende og spændende. Man kender ligesom de vestlige eventyrkonventioner; men i dette asiatiske univers spillet klaveret forunderligt, smukt – og anderledes.

Dette er også tilfældet i “Det levende Slot”, Miyazakis måske mest romantiske film til dato; en film om kærlighed og omsorg, som noget der skal kæmpes for. Det er selvfølgelig afsindig banalt, men Miyazaki gør det banale komplekst smukt ved at folde forelskelsen ud som en episk fortælling om håb og tro.

Se ham og bliv blæst væk.