Missionsbevægelserne og folkekirken
2008 januar 25
Af og til fornemmer man, at missionsforeningerne med deres traditionelle insisteren på dette og hint mødes med skuldertræk eller vrede af deres teologiske opponenter. Måske er bevægelsen hen imod frimenigheder og –kirker en reaktion mod oplevelsen af folkekirkens rummelighed som blot et postulat?
En, der kalder sig Thomas Moesgaard-Christensen, har skrevet en kommentar på det relancerede kristendom.dk.
Helt enig. Karsten Nissen har i debatten om kvindelige præster sagt det meget klart (dog med et tvist, der gør, at man bliver stemplet som middelalderlig fundamentalist, hvis man tillader sig at være uenig):
»Modarbejder man en præst, fordi hun er kvinde, sætter man sig selv uden for det folkekirkelige fællesskab. Dette gælder såvel præster som andre kirkelige ansatte, menighedsrådsmedlemmer og medlemmer af menighederne«, pointerer Karsten Nissen.
Åh… det er bare så svært. Det, du går ud fra i artiklen, er jo en redningsplan for folkekirken. Det helt store spørgsmål er vel bare om folkekirken står til at redde og om den i så fald er værd at redde. Aaaaarghhhh…. Jeg kunne flå alt håret ud af mi hovedbund over de spørgsmål…
Egentlig tror jeg ikke den står til at redde.
N.P. Grunnet (stifteren af Den Evangelisk-Lutherske Frikirke) skriver et sted noget i den stil: Folkekirken er ikke et brændende hus, men en rygende ruin. Det var i sidste halvdel af 1800-tallet, samtidig med de folkekirkelige vækkelsesbevægelsers fremkomst.