Solidaritet

Jesus opgav det treenige fællesskabs enhed og brød ud af det. Han brød sin enhed med Gud for at genoprette den splittelse, mennesket havde skabt ved med sit hjerte at lade døden få al magt. Men opgav aldrig fællesskabet med Gud, for han var og  er Gud. Døden, som kom i skikkelse af begæret efter kundskab, men kundskaben om mennesket var at det i sit begær valgte det til, det ikke kunne administrere. Og derfor måtte Guds veje og menneskets veje deles, og mennesket var på vej ad helvede til.

Men Jesus! I sin mest konsekvente solidarisering med sine egne skabninger og deres ulykke og skyldighed blev han selv til et usselt lille menneskebarn og endte med at tage al skyld, for at gennembryde hinden til døden og kæmpe med den, sejre over den, og gøre Guds straf over de ulydige til en sejr for kærligheden, magten og Riget. For at vi med vores lille tro eller håb må kaste vores lid på Jesus og i frygt og bæven stole på, at det var sandt, og at han døde og opstod for os – og at han blev menneske for os. I dét findes livet. Jesu fødsel var ikke bare et mikroliv der kom til verden; det var selv Livet, der kom til verden for at sejre over Døden, overvinde den og vise, at den fjerne Gud var nærværende i kød og blod og gråd grædende med sit lidende folk. Jesus fødtes ikke blot for at frelse, han kom for at blive en af os og vise os at Gud vil os, og at der findes en vej til Gud, og at Jesus selv er Vejen.

Glædelig advent.