Om skriftemålet

“Om skriftemålet lærer de, at den private afløsning bør bevares i menighederne, skønt det ikke er nødvendigt i skriftemålet at opregne alle synder. Det er nemlig umuligt i følge salmen (19.13): “Hvo kender sine synder?”"

(Fra den augsburgske bekendelses 11. artikel.)

Én ting er, at skriftemålet er en vidunderlig mulighed for at høre Guds egne ord sagt personligt til en selv, og jeg anbefaler det gerne. Men hvor er det også pædagogisk superfint, at der understreges at vi ikke kan opregne alle vores synder. Ofte bliver det som om, at det, der i vores liv skiller os fra Gud, kan reduceres til sådan en 4-6 ting. Underforstået: Kommer vi dem til livs går det da meget godt. Men vores råddenskab er grundlæggende på en så afgrundsdyb måde, at vi ikke begriber det, og vores skøjten på overfladen får os bare til at få et forkert fokus på os selv. Vores indre er ikke et spejlblankt hav med klippestykker af uheldigheder, vi må have udryddet. Under overfladen gemmer sig så afskyvækkende og grufuld en sandhed om vores egen tilstand, at vi aldrig helt vil kunne forstå det: Vi kender simpelthen ikke vore synder, som der står i artiklen.

Forhåbentligt kender vi vor frelser. Han bliver ikke mindre af at vi kommer til ham, ikke bare med alt, men med os selv, i al vor ufuldkommenhed.