Hemmeligheder og løgne

 

 

En aften i London forløser jordemoderen Anna (Naomi Watts) en lille pige, hvis mor – en 14 årig russisk pige – dør under fødslen. Anna, som selv har russiske aner, opsøger en restaurant fra hvilken den døde pige havde et visitkort. Besøget bringer hende i kontakt med den indflydelsesrige og magtbegærlige russiske underverden, som i London har lagt et fintmasket net udover hele byen gennem hvilken man styrer handler, smuglervarer – og menneskeskæbner. Chaufføren Nikolai (Viggo Mortensen) og Anna fatter en form for sympati for hinanden, og da det viser sig at den afdøde pige gemte på flere ubehagelige sandheder bliver de hvirvlet ud i et hæsblæsende, voldsomt og livsfarligt drama, hvis omfang til stadighed folder sig ud.

Den canadiske filminstruktør David Cronenberg har altid dyrket en grænsesøgende kunst i sine film, noget, som i det meste af hans karriere med rette har reduceret ham til at være en filmmand, der lavede historier for et smalt publikum. Cronenberg søger at forstå og beskrive det, der muligvis forekommer at være grænsetilfælde; nemlig mennesker, for hvem tilværelsen er splittet og delt. Tydeligst kom det frem i den trælse ”Fluen”, som handlede om en mand (Jeff Goldblum), der var halvt mand, halv flue – men også en film som den glimrende ”Spider” om en skizofren mand (Ralph Fiennes) der lukkes ud i virkeligheden, såvel som ”Blodbrødre” med Jeremy Irons i en dobbeltrolle som et par tvillinger afdækkede den febrilske dobbelthed, der kan gøre det så vanskeligt at være autentisk til stede i livet.

Med sin forrige film, ”A History of Violence”, som var en fremragende fortælling om voldens magt og afmagt, brød Cronenberg afgørende igennem og fik et kommercielt hit. Også den film havde Viggo Mortensen i hovedrollen, og bevidste at han kunne andet og mere end at spille ædelmodige prinser i eventyrfilm. ”Eastern Promises” er desværre ikke helt så god som forgængeren, men det er nu ikke en dårlig film. Mafiaverdenen er dog så ofte skildret på film at det er vanskeligt at opfinde den dybe tallerken nok engang, og Cronenbergs film står i skyggen af særligt Martin Scorseses mange fremragende gangsterfilm, som f.eks. sidste års ”The Departed”, der både være lækrere, smartere, mere medrivende og nyskabende end de fleste film om emnet. Cronenberg vælger en mere traditionel tilgang til historien som fungerer, og særligt i samarbejdet med Viggo Mortensen har han lavet en underholdende og elementært spændende film.

I ”Eastern Promises” overgår Mortensen sig selv; han er ganske enkelt aldrig set bedre. Chaufføren Nikolai er kronisk medskyldig, men forbliver et mysterium. Hvor meget hjerte har han egentlig med i det benhårde og nådesløse erhverv, han bedriver? Det lykkes Viggo Mortensen at skabe en figur, som både er hård og blød på samme tid; en figur, man ønsker at blive klogere på. Filmens største gevinst er da også historien om Nikolai, som forekommer splittet mellem flere verdener, men som gemmer på en hemmelighed som – måske? – forklarer det hele. På den måde har han meget tilfælles med mange tidligere Cronenberg-”helte”, der har bevæget sig på grænsen af normaliteten. Fascinationen ved Nikolai er, at han virker overraskende normal i ”Eastern Promises”, men det kræver sit af ham – og af seeren – at leve en tilværelse, hvor der ikke findes skodder mellem krig og fred, nat og dag, liv og død.

Det vil nok være de færreste seere, der kan relatere til virkeligheden i den russiske London-mafia (forhåbentligt), men fornemmelsen af at livet kan binde yderpunkter sammen på forunderlig vis kender de fleste nok til. Det ene øjeblik kan man græde af sorg; det næste er livet smukt som sjældent set. Denne forunderlige virkelighed på denne side af Jesu genkomst afspejler ”Eastern Promises” flot. Der holdes fødselsdagsfester samtidig med at andre må lide døden på grufuld vis. Man kan undre sig over, at livet rummer så mange forskellige sider. At mennesket i sin gru perverterer det smukke, men samtidig formår at glæde sig over og rumme det, der dog er smukt. Det siger sig selv, at filmen har udpenslende volds- og sexscener, men de tjener for Cronenbergs film det formål, at vi må helt ned og fornemme hvor omfattende misbruget og menneskets fald er. Noget er helt afgørende galt i verden, og Cronenberg ønsker vi forstår det.

Filmens hovedpersoner bærer hver især på hemmeligheder i hvis lys filmens mange ugerninger kan forklares, om end de forbliver meningsløse.

Også en kristen må bære på den ’hemmelighed’, der handler om, at Jesus blev menneske, døde og opstod, sendte og sender sin Ånd, som ved troen ved bo i vore hjerter. I lyset af det er det måske ikke alt i livet, der kan forklares så vi forstår det, men det kan alligevel få lov til at give en mening i sidste ende. Forskellen er, at den mening ikke er en, vi selv må skabe os, men en, Jesus vil tilsige os. Han, som er Sandheden, vil give os mening, midt i galskaben og midt i vore egen fucked-upness.

***

“Eastern Promises” havde premiere i fredags til store roser, var på min most expected-liste og faldt altså ok ud, men mangler lige det sidste, der løfter den til skyerne..