Elske

 Disclaimer: Det her handler mest om ægteskaber. Og det er pangbanalt. Consider yourself warned. Men hvorfor så denne post? Fordi det er efterår. Vi har brug for varmen.

Det er altid en tragedie når et ægtepar går fra hinanden, og der findes næppe mange, som synes det er direkte ”godt” at skulle gå igennem. Omkostningerne er voldsomme og bliver ikke mindre af at der i mange tilfælde er børn involveret. Det følgende indlæg er ikke skrevet i disrespekt overfor de, der vælger en skilsmisse, selvom jeg som gift på 9. år da umiddelbart kan se ud til at have mit på det tørre. Jeg véd godt at ægteskabet er noget, der skal kæmpes for, og at det ikke nødvendigvis altid er a walk in the park.

Man hører ofte forklaringen, at ”vi voksede fra hinanden”, og lige præcis det udtryk har altid undret mig. Jeg er simpelthen ikke sikker på jeg forstår, hvad det betyder. Senest har Søndagsavisen en hel side om, at der ganske enkelt er for få, der bliver skilt, fordi det kan have ligeså store omkostninger at blive sammen som at gå fra hinanden.

For mig er det da et postulat, der vil noget. Jeg vil ikke afvise, at der kan komme ekstreme tidspunkter hvor man må gå hver til sit fordi det er det mest rigtige; men hvor blev alt det der af med at kæmpe for kærligheden? Er det blevet sådan, at vi mest af alt vil kæmpe for forelskelsen, og så fornemmer vi ikke at det lange, seje træk er lønsomt?

Det er trist hvis det er sådan. Det er trist hvis forklaringen om at ”vi voksede fra hinanden”, bliver en selvopfyldende profeti, noget, man forventer på at tidspunkt at støde på – og så er det tid til at gå hver til sit. At monogamiet er blevet serielt ser måske tiltrækkende ud udefra, men hvad gør det ved os hvis vi skal møde vores ægtefælle/partner/elsker med en underliggende forventning om, at en dag går det ikke længere?

For nylig foreslog en eller anden, at ægteskaber højst skulle gælde for 7 år ad gangen, så burde de automatisk opløses. Ægteskabet skal altså gøres til en praktisk kontrakt-mæssig aftale mellem to partnere. Jeg synes, det er koldt. Men ægteskaber bliver af og til kolde, og det er der, man må blive og kæmpe for kærligheden. At kærligheden ikke er varm er ikke lig med at ægteskabet ingen legitimitet har. Kærlighed er ikke en blød følelse, kærlighed er i gerning at handle overfor sin elskede. Kærlighed er et verbum. Nogle gange sidder kærligheden i de hænder, der laver mad eller gør rent. Nogle gange sidder den i munden, der siger store ord. Og nogle gange sidder den som en kildrende fornemmelse i maveregionen.

Hvis ”at vokse fra hinanden” kommer til at handle om, at vores syn på kærlighed bliver ensidigt er det umådeligt trist. Det er så spændende, så mangefoldigt at elske. Lad os ikke ængstes over at vor egen ufuldkommenhed til tider vrider kærligheden af led, men lad os sætte vores lid til kærlighedens kilde. Og må Gud så bevare kærligheden i vore liv, hvad end den er ægteskabelig, venskabelig, platonisk eller sensuel eller det hele på en gang. Må han hjælpe os at turde elske, selvom det koster sig selv. Må han hjælpe os til at turde have ham som vor kærligheds forbillede.