Magtesløshedens sejr

Det holder aldrig op med at undre mig at Gud rent faktisk døde.

 At Guds store sejr blev vundet i magtesløshed. Det er så bagvendt. Jeg mener, jeg ville sikkert også have leet af Jesus på korset og tanken om, at det skulle være Gud, der hang der.

Det passer selvfølgelig med æslet, krybben og alt det der. Der er en helt klar guddommelig logik som afslører, at det er os, der er bagvendte, og ikke Gud.

Jeg kan af og til undre mig over, hvorfor korset har den store betydning, det har for mig. Et kors er et forfærdeligt sted. Men netop at vende det frygtelige til noget afgørende fantastisk er jo det, Gud vil med os og med vore liv. Vi styrer mod afgrunden og er magtesløse. Men Gud har selv vist, at magtesløsheden ikke skal have det sidste ord. Han har vist os at han er at finde dér, hvor vi selv ikke slår til længere.

Nogle gange er det det, jeg har brug for at minde mig selv om, når jeg kommer ned til en punkteret cykel og bliver så latterlig arrig..