I weekenden var jeg sammen med Tærten og de små i sommerhus med nogle charmerende, kloge og tæskelækre venner. Vi kom til at tale om, hvad konsumerismen gør ved vores gudsbillede.
Og blev hurtigt enig om, at det gør noget. I en tid, hvor netop “alle har ret til et fedt køkken”, hvor penge mere end nogensinde er det, der definerer os, bliver Gud så let bare endnu en vare på hylden, selv for os utroligt ‘gode kristne’. Måske har vi endda tendens til at lukke Gud ind i vores fornemmelse af, at vi har ret til noget, og måske bruger vi endda Gud til at bede om at han må give os det fede køkken, det rigtige hus, bilen, ferien osv.
Vi har nemlig så meget ret til noget. Dagens samfund er i alle henseender optaget af hvilke rettigheder, vi kan rage til os. Kræv din ret, siges det, og det gør vi så, med fuld musik. Ret er noget man har, ikke noget man får, og det twister i absurd grad vores forståelse af hvad tilværelsen egentlig drejer sig om. Der er intet, der er af nåde i et sådant samfund. Nåden afskaffes, kravet indføres.
Måske bliver vi endda forargede på Gud hvis han ikke lige sørger for at vores investeringer/liv bliver til noget eller går som vi har planlagt? Det er som om konsumerisme-Gud mest af alt skal bruges til at velsigne det, vi går og bakser med. Vores planer og drømme, nu med kristent fernis. “Jamen, Gud vil vel også bruge det, at vi har lyst til noget.” Tjo, men hvordan er det nu grundlæggende det er fat med Gud og os?
Gud bliver reduceret til skytsengel, og dét rykker jo grundlæggende ved virkelighedsforholdet og vores forståelse af hvad det betyder, at Gud er Gud og jeg er mig.
Yderligere åbner det for den grove misforståelse der handler om, at Gud er vores kompagnon eller medarbejder hvis største opgave er at sikre vores lykke og happiness her & nu. Intet kunne være mere forkert. Gud er optaget af at vi forstår at vi har brug for hans frelse fordi det er så grundlæggende galt fat med os. Jovist vil han velsigne os – og gør det for max. Men det er altså ikke os der sætter præmisserne op for hvor og hvad han vil velsigne.
Betyder det så at Gud ikke er interesseret i at give os et godt liv? Næh, det betyder det ikke; men det er lige præcis sådan et spørgsmål, der rummer essensen af konsumer-Frovin. Hvis ikke Gud er for ham på Frovins måde, så må Gud være imod ham. At Gud som skaber skal have lov til at tænke andre værdier ind i hvad det fede liv er, ja, det er til grin; for autoriteterne er blevet aflivet, og Frovin ved bedst selv. Det har han ret til. Det er fortællingen om Frovins eget liv. Og Frovin har jo netop FRIHED til helt selv at bestemme.
Konsumerisme-Gud siger “amen” når man trykker ham på maven, skal af og til have skiftet batteri og klager ikke over at blive glemt i et hjørne af vores nye hus. Han kan modelleres om så han passer til lejligheden, hvad enten vi har brug for hans hokus-pokus over køkkenet, studiet, kærlighedsforholdet eller slankekuren. Den sande Gud er vores skaber, vil være vores Herre og skal en dag dømme os, hvor ufedt det end måtte lyde. Måske har vi brug for at besinde os på, at han rent faktisk HAR skabt en mulighed, sådan at den dom bliver frisættende og i sandhed lykkelig.
Thoughts?
Jeg er meget enig med dig, Fro. Jeg tænker umiddelbart, at konsumerismen er med til at putte vores gudsbillede, gudstro og fromhedsliv ind på hylden med underholdning. Køkkenet skal være fedt, stuen skal have de rigtige møbler, bilen skal have alufælge, udekøkken skal der også til osv. osv. osv….. og følgeligt så skal det at tro på Gud jo naturligvis også være fedt og cool – og vupti: Underholdnings- og oplevelseskristendommen er født!
Væk er hele talen om korsteologi, Gud der skjuler sig under sin modsætning, korset som en dårskab for verden osv. osv. Væk er synet for, at livet kan være hårdt, barskt og smertefyldt – OGSÅ selvom man er en kristen! I stedet tilbyder underholdnings- og oplevelseskristendommen en gud, der som en anden cirkusklovn kan underholde og være fornøjelig – og som kan få smilet frem, når der er brug for det!
Lidt hokus pokus, om du vil
Det er en svær problemstilling. Det kristne fællesskab spiller en væsentlig rolle i, hvordan vi forholder os til konsumismen. Det mærkes, når man flytter kirke eller landsdel.
Vi er en flok får, og vi gør gerne som de andre. Hvis alle andre køber grund og bygger hus, så kan det være svært ikke at gøre det. Hvis alle andres sofaer matcher kan det være svært at beholde den gamle. Det er svært, når man ikke blot skal være modkultur til samfundet, men til sin egen kirke.
Jeg synes også nemt jeg får en kamp med hovmod i dette. Hvis jeg har fattet noget rigtigt om nøjsomhed, givertjeneste, livsstil, what ever, så er det da utroligt, at de andre kristne er så galt på den – jeg har svært ved at være ydmyg over for, at andre så til gengæld måske er bedre til at tage korte brusebade og ikke har tørretumbler.
Er det Guds eget ansvar eller kirkens at råbe os op gennem konsumismens fedtlag på ørene. Skal vi opdrage hinanden, eller skal vi bare lade Gud om det?
Det handler om de kristnes frihed til at finde sig selv i deres forbrugs- og forvalteransvar sammen med Gud, og samtidig fastholde en insisteren på kirkens opdragelse til forvalterskab og modkultur uden at slå nogen i hovedet med det korrekte – der står jo ikke at Jesus købte økologisk mælk eller slog sig til tåls med det gamle køkken
I min verden (nu er jeg heller ikke så etableret), handler forbrugerræset ikke om nye køkkener, men om oplevelsesøkonomi. Det er svært at være med i det gode selskab, hvis man er for nærig/nøjsommelig/fattig til at gå i biffen eller på café i en uendelighed.
@tærten: Skal vi opdrage hinanden eller skal vi bare lade Gud om det? Hvad er forskellen? Skal vi også bare lade Gud om at forkynde evangeliet og selv holde mund? Det eneste der ikke må ske er – som du kommer ind på – at man ophøjer sine egne (økonomiske) prioriteringer som mere åndelige end andres.
@Brian: Jeg tror desværre det begynder et helt andet sted. Det begynder der, hvor man beder “Gud skaf mig en parkeringsplads”, eller hvor man er mere optaget af sit dårlige knæ end sin egen eller sin næstes frelse.
Det er en tæskeklog overvejelse, du gør dig, Frovin. Og sådan en indledningsbemærkning, skal jo så følges af et ‘men’. Men … stikker det ikke dybere? Er det ikke bare et udtryk for det endnu større problem, at vi tror, verden handler om os, ikke om Gud? At vi læser i Bibelen for at lære mere om os selv, mens den i virkeligheden vil lære os mere om Gud? At vi tror, vores bøn er vigtigere end Guds svar? (Og så videre, i både fromme og mindre fromme gevandter). Men … hvad i al verden stiller man så op, hvis man materielt er fint stillet? Hvad gør man af den latente, dårlige samvittighed, af den endeløse beklagelse ved den bærbare, af lysten til at køre 4-hjulstrækker efter en liter økologisk mælk? Men … hvad stiller man op med den prægnante, præcise diagnose? Hvor er kuren?
Man kan give meget væk. Meget. Og mere end man tror. Og det er vist bare med at komme ud af hullerne, for ved at give er der chance for at få en lillebitte fornemmelse af, hvad nåde og barmhjertighed er. Men ingen af os bliver nogen sinde som enken, der lagde nogle småmønter i tempelblokken – vi vil altid være farisæerne, der gik forbi og gav af deres overflod. Og dem havde Jesus faktisk ikke ondt at sige om; de gjorde blot, hvad man forventede. Det må vel så være vores lod: at gøre, hvad der forventes, i al gavmildhed?
Hvis dét ben så skal forbindes med en lille aktuel og personlig kæphest, kan princippet om aldrig at blive andet end de ‘almindelige’ givere måske overføres på hele troens liv – også den del, der handler om erfaringer. I evangelierne er der lige præcis 12 disciple, der havde nogle bimlende vilde erfaringer med Jesu virke. Derudover er der en masse, der blev helbredt, talt til osv. Og endelig er der store skarer, der så, lyttede og gik hjem. Nogle gange tror jeg, vi alt for hurtigt forsøger at identificere os med discipelflokken, eller, som minimum, med en af de helbredte. Men hvem tager sig så af at identificere sig med skarerne? Er der ikke nogen af os, der bør stille os lige med ham, der hørte, troede og gik hjem og levede videre (sikkert ‘i kald og stand’)? Hvis man nu er ham, bliver det (måske) enklere at leve rigtigt midt i den materialistiske omklamring – og altså enklere, uden at blive overfladisk, ureflekteret eller forkert. Eller hur?
@ Jojo:
Det er jo netop mest af alt et symptom på en grundlæggende sætten-Gud-i-lille-bås-tendens, som vist desværre er ret menneskelig. Vi former Gud i vores eget billede, for så er han mest præsentabel og handy til enhver lejlighed, smart & vi ses i Biva. Og så glemmer ved samme lejlighed nogle rimeligt grundlæggende ting ved konceptet Gud.
Æd dit forbrug!
Pingback: Liberart? « tilværelsen.