Tro og følelser
Kan man være kristen hvis man ingen følelser overhovedet har for Gud, Ånd og den slags?
Ja, selvfølgelig kan man det, siger automatreaktionen. I den kirkelige tradition, jeg er opvokset i proppes man med forkyndelse om at man ikke skal bygge sin tro på følelserne, men på løfterne. Sjovt nok møder man ofte den forkyndelse når man som teenager er sprængfyldt med følelser. Væk med dem, bliver der sagt. Og så står man der.
Sandt er det jo, at Guds løfter til os ikke er afhængige af vore følelser, gudskelov. Men jeg overvejer for tiden alligevel om ikke netop denne ikke-følelse bare er en anden måde at omgå det faktum, at følelser spiller en jættestor rolle i vores liv? Bygger vi vores kølige kirkestrukturer op om at følelserne skal være til stede, bare på en ikke-følelsesagtig måde?
Grunden til jeg spørger er at jeg, som har fundet utrolig meget rigdom i kirkens oldgamle spiritualitet, måske er en smule angst for om vi i vores forkyndelse mere eller mindre lægger op til en (ikke-)følelsesmæssig forankring i evangeliet, der er nøjagtig ligeså emotionel som så meget andet. Og at filmen så knækker for nogle, der ikke engang kan opstille de der moderne ikke-følelser af kølig frelsesvished eller afdæmpet lovsang med rynkede bryn.
For mig selv betyder følelserne noget. Talen om gudsrelationen er i mit liv ikke kun kølig teologisk, men en varm virkelighed, jeg oplever at jeg må bo i, med mine følelser, hvadend de måtte være. Jeg oplever i høj grad at min tro kan rumme mine følelser. Men har på det seneste stødt ind i flere og flere for hvem netop dette kuldsejler. Har vi kørt følelserne ind på et sidespor eller har vi ufrivilligt givet ikke-følelserne en hovedrolle?
Ja, rodede tanker, men hvad føler du?
Kender alt for godt til det med at være opvokset i en tradition, om så ned på følelserne. Det kommer der ikke noget godt ud af. De er der, så man kan lige så godt få det bedste ud af dem. Selvfølgelig påvirker de vores tro og forhold til Gud på godt og ondt. At benægte det er vel at bedrage sig selv? Eller?
Jeg møder bare så mange forvirrede teenagere, som ser på deres venner, og tænker, at de har en masse følelser for Gud, og jeg kan ikke engang præstere en smule taknemlighed endsige føle mig rørt over evangeliet… Findes Gud så overhovedet? Tror jeg ikke nok? Har Gud glemt mig? I den situation er det bare så super-vigtigt at forstå, at vi skal holde op med at kigge på vores tro og vores følelser, men istedet rette vores blik mod korset og de løfter, Gud har givet os. At følelserne så er der ind imellem – Hurra for det, men jeg tror også, Gud kan have en pointe i ind imellem ikke at give os de følelser, så vi ikke kommer til at fokusere for meget på os selv.
Ved ikke helt om jeg kan følge dig, og om jeg kan gennemskue hvad det præcis er du mener med ikke-følelser.
Men når det er sagt, så er en helt central del af min kristentro netop, at jeg ikke behøver at føle noget. Min tro hænger på de løfter, som jeg har fået. Og deri ligger også friheden til at føle (eller ikke at føle!) Gud. Og til også at føle vrede og smerte ind i relationen til Ham.
Men kan du ikke prøve at uddybe dine tanker?
Jeg tror måske nok at jeg både er bange for 1) al talen om at følelserne skal ignoreres (more or less), og 2) at vi i vores forkyndelse lægger op til, at den følelse du helst skal føle er, at du ikke føler noget. Det er også en følelse! – og dermed ER vores forkyndelse følelsesmæssig i al sin sigen nej til følelser. Og hvis man så ikke engang kan præstere den sidstnævnte ikke-følelser – taler forkyndelsen så ikke bare forbi mennesker?
Måske roder jeg bare.
Oh. Det kunne du jo bare ha’ skrevet
Nu ved jeg så til gengæld ikke hvem det er du tænker på, når du skriver om “vores forkyndelse”, men jeg ville da godt kunne nævne steder, hvor jeg har siddet tilbage med en fornemmelse af at følelser er noget den onde har skabt.
Jeg fungerer jævnligt som forbeder, og et tilbagevendende bedeemne folk kommer med, er at de gerne vil mærke Gud. Som regel beder jeg om at de må finde hvile og fred i de løfter, som de kan læse i bibelen – og at Gud vil komme og give dem en krammer. Balancen mellem på den ene side at anerkende folks følelser og behov, samtidig med at man “forkynder” Guds ikke nødvendigvis/altid følelige nærvær ind i deres liv, er ikke helt nem.
Men den er (i hvert fald i mit liv) ekstremt frigørende.
Ja, det er det også i mit eget.
Problemet med følelser er vel ikke følelserne i sig selv. Men hvis vi kun tror, vi er tæt på Gud, når i har dem, så ramler vores verden den dag, Gud vælger at tage dem fra os.
Og det er jo ikke ligefrem moderne i vore dage at være anti-følelsesagtig.
Jeg overvejer dog om vi ikke også her står i et postmoderne dilemma med vores snak om følelser. Jeg kan godt forstå at det kan være svært at finde ud af hvad man stiller op med dem ind i det kristne. Samtidig spørger jeg mig selv om ikke de fleste kristne på en eller anden måde har en erfaringsdimension knyttet på deres tro? Jeg ved jeg har. Men hvad så med dem, der ikke få eller har?
Måske går jeg i cirkler her, jeg er søvnig. Tak at I tilgiver.
Nu kommer jeg jo fra en lidt anden tradition (jep i mine teenageår var jeg en del af det frikirkelige karismatiske miljø), og her lever man højt på følelser og erfaring. For os er det faktisk nogle gange befriende at møde lutheranere, hvor følelser ikke er de første, man spørger eller søger efter. Modsat kan det måske for “missionske” kristne være befriende møde en frikirke mand, hvor følelserne ikke er forkerte, men udtryk for at Guds nærvær er tilstede.
Det var gode gamle Erling Birkedal, som sagde, at Troen er en trebenet skammel, som består af tre dimensioner.
- Kognitive
- Emotionelle (erfaring)
- Sociale
Det giver enorm god mening og selvom det er en del år siden han sagde det, så mener jeg udfordringen er den samme, hvordan skaber vi fællesskaber, hvor disse tre dimensioner er på spil og gensidiigt udfordrer hinanden.
Men hvor er det vigtigt at huske på, at Gud ikke kun er nærværende, når vi føler det…
@Lo: Absolut!
@Willer: Men hvad nu hvis det emotionelle aspekt aldrig kommer ind – at man aldrig får den der erfaring? Kan man fastholde troen ved at få den tilsagt sig? Tager vi måske ikke for givet i enten stort eller småt – også du, JLo – at erfaringsdimensionen på et eller andet tidspunkt bryder igennem – altså, følelserne?
Selvom jeg ikke føler Guds nærvær til hverdag føler jeg heller ikke hans fravær. Men min erfaring af netop Guds nærvær er medvirkende til at jeg hviler I at han er der, netop selvom jeg ikke føler ret meget…
Jeg husker ikke, at have folt Guds nærvær… måske som teenager, men når jeg tænker nærmere over det, var det måske bare en stemning, der blev pisket op. Gud har aldrig lovet mig, at jeg skulle føle ham. Til gengæld har han lovet mig så meget andet, og det klamrer jeg mig til.
Fedt at høre. Altså, at det holder.
Må jeg være så fræk at spørge hvilken plads apologetikken så får for dig?
Birkedals pointe er at vi har brug for alle dimensioner, lad os forestille os at det mest var den kognitive og sociale dimension der dominerer min tro, hvad vil der så ske, hvis jeg en dag flytter til et sted, hvor der ikke er noget fællesskab og møder en med bedre argumenter end mig selv, hvor er min tro så… På samme måde, hvis jeg blot connecter med troen rent emotionelt og kognitivt, så vil jeg have et problem hvis jeg lige pludselig ikke føler det samme og møder en som kan argumentere bedre end mig, så har jeg ikke fællesskabet til at holde fast i mig. Jeg tror faktisk, at man vil få en mere holistisk tro, hvis alle tre dimensioner er i spil, dermed ikke sagt, at det andet ikke kan lade sig gøre… Jeg vil da også vove den påstand, at mange af disciplene var følelsesmæssigt berørt, da Helligånden kom over dem… så man kan ikke bare sige, at følelserne ikke tæller med i Gudsriget
Apologetikken har betydet ret meget for mig. Jeg er nok noget af et fornuftsmenneske. Og det er da klart, at får man ikke en følelsesmæssig bekræftigelse af, at Jesus er sandheden, så vil man vel søge den et andet sted. I min samtale med ikke-kristne er jeg dog ret træt af apologetik, for jeg synes, det er så upersonligt, men i mit eget trosliv, har det da betydet meget.
apologetik giver jo heller ikke super meget mening i et oplevelsesorienteret samfund…
Men hvis apologetikken er upersonlig.. hvad bygger det personlige så på? Hvordan bliver troen personlig? Er vi ikke bare en lille smule tilbage ved følelserne igen?
Jeg har længe gået og kontempleret over det der med at skulle kunne forsvare evangeliet, og jeg tror at min måde at vidne på mere eller mindre lægger op til at folk vil opleve en personlig tro lidt på samme måde som jeg gør. Altså, jeg tager for givet, at som jeg har oplevet troen give personlig mening vil andre også gøre det. Det betyder at min oplevelse får lov til at være argument… men jeg overvejer om det er fair eller ej, både overfor evangeliet og andre mennesker.
Hmmm… jeg tror ikke på, at et trosliv kan være totalt følelseskoldt. Det er jo heller ikke fordi, jeg aldrig føler glæde over evangeliet eller sorg over mine synder… Men den der følelse af Guds nærvær kender jeg ikke til.
Jeg vil gerne fortælle andre mennesker om den glæde, jeg ejer i Kristus, men jeg tror ikke, man rammer folk ved at fortælle om specielle nærværs-oplevelser. Dem kan de få så mange andre steder.
Jeg tror der kommer en post om apologetikkens rolle inden så længe..
Spændende.
Meget.