Farvel til en ven

Gac var min ven. En ældre herre på 86 år, altid venlig, altid gæstfri, altid interesseret i mennesker, politik og samfundet.

Gac levede et tumultarisk liv i en verden i forandring. Han blev født kort efter Albanien havde fået sin selvstændighed i det nordlige Albanien og opvoksede der med sine brødre i fattigdom i et land, der blev regeret af en korrupt og selvudråbt konge. Under 2. Verdenskrig, hvor Albanien kæmpede for at smide tyskerne på porten (og havde held med det) mistede han en bror, mens han selv kæmpede i den kommunistiske modstandsbevægelse. Det var klart at han skulle have en plads i partiet da kommunisterne allerede i 1944 overtog kontrollen med deres land.
Gac fik adskillige år i partiet, og han opnåede at blive Albaniens ambassadør til Polen, Rusland, Cuba og Kina. I de diplomatiske cirkler stødte han på folk som Yasser Arafat, Fidel Castro og Mao. Netop hans venskab med Yasser Arafat var medvirkende til at han blev ’udrenset’ af Albaniens afsindige diktator Enver Hoxha. Gac og hans hustru Xhixhi skulle have været henrettet, men som ved et mirakel blev de blot sendt til det uvejsomme nordlige Albanien. Her måtte de begynde deres tilværelse forfra. Da Hoxha døde i 1984 var det muligt for dem at vende tilbage til Tirana, hvor deres børn nu boede. De flyttede ind hos deres søn Edi og hans kone Vjollca og boede der, indtil Xhixhis søster døde og efterlod dem sin lejlighed.

Jeg mødte første gang Gac i 1995, da jeg ankom til Albanien som volontør. Han var det, der kaldtes en statelig herre. Han handlede ind for Xhixhi, tog på markedet og læste sine 3+ daglige aviser og fulgte med i tv-debatter. På altanen dyrkede han sin hobby: Kaktusser. Gac talte udover albansk også serbisk, russisk og en lille smule mandarin, og han lyste op når hjemmet fik besøg af en, der kunne de sprog. Jeg var fast inventar i deres køkken i det år, jeg boede i Albanien. Altid mødte Gac os – også senere – med stort humør, omsorg og kærlighed. Men også med engagement i politik, men også i min familie og mit velbefindende. Altid venligt lyttende trods det, at vi ikke havde meget sprog tilfælles. Gacs øjne talte deres eget sprog, og han havde tålmodighed til at lytte til at man fik fremstammet noget mere eller mindre meningsfuldt. Hvis det var helt uforståeligt slog han en skraldlatter op og opmuntrede en til at prøve igen.

Gac var opvokset med kommunismens ateisme, og var som sådan ikke en, der frekventerede kirken meget, selvom han var opdraget i et katolsk hjem, og hans forældre havde været troende mennesker. Alt dette have kommunismen sat en stopper for da al religion blev forbudt i Albanien. Men da jeg så ham for sidste gang i april 2006 og vi sagde farvel, da pegede han mod himlen og sagde ”på gensyn”.

Hvil i fred, min gamle ven. Må vi engang ses igen.